Mandagstur og dårligt hoved

Som de fleste ved nu, så rider jeg nu hver mandag. Også i dag…. Dog var det med hiv og sving, for hele weekendenden har mit hoved været helt tosset og det fortsætter i dag. Det gik okay på rideturen, men så snart jeg kom hjem gik mit hoved i koma igen.

Så træls, når jeg får den slags ture, for man kan ingenting. Nu må vi se, om det bliver stalden i morgen eller om jeg må springe over. Så bliver det torsdag i stedet. Her er et par stemningsfotos fra turen. Du kan se lidt flere her.

Så af samme årsag bliver dagens indlæg kort og præcist. Men bortset fra ovenstående, havde vi en dejlig tur og var ude i 2½ time og mødtes med en galopveninde.

Bullshit – en bog om forgangne tider eller?

Privatfoto fra bogen – Længst til venstre ses Makrellen med sin kone Pia bagpå

Jeg har altid været facineret af dem – rockere. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det er jo ikke ligefrem fordi, jeg kommer fra sådant et miljø. Jeg fik måske noget af en forklaring nyeligen, da jeg fandt min biologiske familie, for også der, var der en fancination af nogle af de her ting. F.eks. delte min søster og jeg en afhængighed af virkelighedens krimeshows og i det hele taget lignede vi hinanden ekstremt meget. Desværre var der ikke megen kontakt til hende det sidste år, hun levede, men jeg nåede nok til, at vide, hvor det kommer fra – også via vores fælles far. Man kan ikke sige, at min bror er facineret den vej rundt, for han har meget af sit voksne liv været på den helt anden side af loven, der bekæmper dem.

Hvorom alting er, har den altid været der for mig. Altid på afstand selvfølgelig. Da den her bog kom frem, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle lyttes, så hurtigt som den kom på lydbog. Nu er det jo ikke alt, der kommer på lyd, men eftersom denne bog modtog 2017 Cavlingprisen, skrevet af Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, var jeg ret skråsikker på, at det ville ske. Det gjorde det også relativt hurtigt, og godt for mig. Den har så lige været gemt lidt, men nu har jeg lyttet den. Og jeg forstår, hvorfor den har fået prisen. Den er ualmindeligt grundigt gennemarbejdet og fanstisk fortalt og gør et stykke Danmarkshistorie meget levende.

Ekstra sjovt er den selvfølgelig at læse eller lytte (her skal også lyde en stor ros til oplæser Maria Garde, som gør et fantastisk arbejde også), når man har levet i den tid. F.eks. kan jeg jo huske mange af de steder der bliver nævnt. Ikke fordi jeg som sådan kom der, men om ikke andet ved man hvor nogle ting er, ligesom jeg som ung faktisk huske, at jeg var konfronteret med Bullshit på vores lokale diskotek Ryttergården, hvor der nu er børnehave. Det var ikke ligefrem en flok man sådan overså.

Bogen fortæller selvfølgelig Markrellens (Præsident for Bullshit) historie og flere af de mandlige medlemmer, men bogen fortæller i høj grad også kærester/koner og familiens historie, og vi hører fra flere der har været i kontakt med de her nøglepersoner, da de var unge og det hele startede.

Netop fordi det er så grundigt, og der er så meget historie med, er det ikke så vanskeligt at forstå længere, hvordan tingene havner, hvor de gør og hvorfor både de her mænd vælger det liv og hvorfor pigerne også bliver tiltrukket af miljøet. Mange gange, er det de kommer fra faktisk værre eller også har de simpelthen ingenting, og som det også nævnes i bogen – ingen, som i overhovedet ingen, viser dem en anden mulighed. Jeg tror flere af dem, måske kunne være “reddet” (hvis man ser sådan på det), men jeg tror bestemt også, at hovedparten aldrig ville ønske at blive reddet og måske aldrig ville se det meningsløse i volden, drabene og alle de efterdønninger det giver for de efterladte. Det gør det nemlig selv nu, så lang tid efter. For folk glemmer nok om en hals, at Makrellen, Jønke, Gnid m.fl. har familie og efterladte og det hele påvirker jo også dem.

Om Rockerkrige er et fortidslevn, tror jeg vist roligt, vi kan konstatere, at det er det ikke. Der har været skyderier for ikke så længe siden. Og jeg tror ikke, det er et problem, der forsvinder. Måden man levede på i 70’erne og 80’erne var selvfølgelig anderledes, men de grundlæggende problemer vil nok altid være der i større eller mindre omfang og dermed også give grobund for, at folk søger de her fælleskaber.

Jeg kan kun sige, at interessere historie dig, og emnet som sådan, så skal du bestemt læse bogen. Den er vanvittig gribende og velskrevet. Vil du læse flere bøger om emnet, kan jeg nævne følgende:

2018 – Fra broderskab til mønsterbrud- En ex-rockers kamp for at overvinde fortiden af Rolf Hermansen

2018 – Oliver Louai – søn af Sandberg

2017 – Bad Company- fire år i Bandidos af Peter Graae

2017 – Når helvede fryser til is af Lars Toxværd

2016 – Exit Hells Angels af Søren Baastrup

2016 – Exit Sandbergaf Søren Baastrup

20½4 – Jeg lever stadig af Jørn Jønke Nielsen

2013 – Expect no mercy- en rockers erindringeraf Søren Baastrup & Lennart Elkjær

2001 – Hell’s Angel – The Life and Times of Sonny Barger and the Hell’s Angels Motorcycle Clubaf Keith Zimmerman & Kent Zimmerman

Artikler:

5. februar 2018 – Vice – Rockerne i Bullshit ejede deres kærester. Nu fortæller kvinderne deres egen historie

25. okt. 2017 – B.T. – 30 år efter den første rockerkrig: Nu fortæller Bullshit-datter om mordet på sin berygtede far

15. marts 2017 – B.T. – Toprocker er død: Han skød rocker-krigen i gang

10. august 2013 – Ekstrabladet – Historisk rockermords-hus til salg

1. maj 2007 – Samvirke – Enken efter Makrellen

22. maj 2002 – Ekstrabladet – Sådan skød vi Høvding

Ugen der gik – meget København

Det har været en travl uge, også lidt for travl. Jeg ved ikke, hvorfor mine arrangementer altid har det med at klumpe sig sammen…Det er nok ikke kun mig, der har det sådan, men for mig, er det ekstra uheldigt, når det sker for “regningen” kommer altid. Jeg synes dog, at det har været noget bedre på det sidste den vej rundt, så jeg i det mindste ikke bliver syg, men stadig. Jeg ved, jeg skal passe på. Det var således held i uheld, at den aftale, jeg havde i går, faktisk blev aflyst. Det endte dog med, at jeg så tog i stalden, så den vej rundt “holdt jeg ikke fri”.

Ugen startede på bedste vis med ridetur på ham den skønne, hvor jeg var afsted i 1½ time. Rigtig skønt. Tirsdag var det så stalddag, og efter det skulle jeg så mødes med en af pigerne fra stalden, og vi skulle spise pizza på Madenitaly inde i byen. Før holdt de til på Papirøen, som jo nu er nedlagt (øv,øv) og har som erstatning lavet en decideret restaurant, der ikke kun omfatter pizza. Mere om det herovre, når jeg får energien til det.

Onsdag var så en meget tiltrængt fridag her. Netop fordi energien er begrænset, så når jeg så ikke det, jeg gerne vil her, for den er jo brugt. Så når der endelig sådan en uge er en fridag, så er jeg nødt til at slappe helt af. Det gjorde jeg så, og torsdag undlod jeg så, at tage i stalden. Det var fordi, jeg senere den dag igen skulle til København og mødes med en anden staldveninde og spise mere pizza et andet sted Plads N – også det vil jeg nævne sammen sted som ovenfor i nærmere detaljer. Selskabet begge dage var det allerbedste, og lige hvad man kan trænge til i svære tider.

Det er svært, for der er mange omlægninger/ændringer på mange måder lige nu. Det er jeg i forvejen ikke god til, og det er ligesom på meget væsentlige punkter i mit liv. Måske det hele ender godt. Det håber jeg da. Der er kun at prøve at tage det hele som det kommer, men det er ikke lige let på alle punkter. Heldigvis bliver vennerne ved at være venner, selvom vi bliver spredt ud og ikke mere, er samme sted.

I går var så slut på en uge med masser af dejligt selskab, både i stalden og i København. Det er godt nok sjældent, at jeg er København to gange på en uge, men så har vi også prøvet det. Her i weekenden har jeg ikke de vilde planer. Som jeg nævner ovenfor med begrænset energi, så er jeg nødt til at samle noget nu her. Så alt, jeg når er på plussiden. Nu har jeg da om ikke andet endelig fået lagt fotos op og skrevet her. Alle fotos er fra turen i tirsdags. Nu håber jeg, at I har en dejlig weekend.

Den rette påklædning

Når man er hestemenneske, er der ikke noget, der hedder dårligt vejr. Man er ude i alt slags vejr og hestene skal passes ligemeget om det regner, sner eller som i mandags stormede 50 pelikaner. I lørdags fik jeg købt mig et par thermostøvler, for nu skal jeg jo ride i alt slags vejr netop. Og i en arktisk kulde, som vi har haft her de seneste dage, så måtte der drastisk midler til. Jeg havde nu tænkt mig, at jeg skulle have dem alligevel og skulle have købt dem ugen før, men da var jeg syg. Til gengæld var de billigere end jeg troede, med hele 200,-kr., og det er jo sjældent, det går den vej. Heldigvis findes, der så mange muligheder nu. Jeg fik mig iøvrigt også et par handsker et par uger før.

Altså kom støvlerne med mit hjem og i mandags var det jo netop et stormvejr af rang, så jeg tænkte, at det var passende at teste dem. Og det gjorde jeg, og iøvrigt var jeg pakket ind i uldne undertrøjer og thermostrømper, og andet varmt tøj. Jeg frøs overhovedet ikke. Men jeg var en overgang bange for, at både Dustin og jeg skulle tilte, så meget blæste det. Det var så også helt oppe ved slottet. Hold nu op, vi skyndte os i læ igen. Vi havde en rigtig god tur, og jeg elsker at ride på Dustin. Føler mig så hjemme med ham, og det er nok det bedste, der er sket mig siden, jeg fik min familie i USA. En stor, stor glæde, også fordi jeg troede, jeg var færdig med at ride, men det er jeg så ikke.

Årets sidste

Så blev det tid. Det syntes en overgang som om, vi kunne og skulle leve i det dejlige sommerland, for evigt, men intet varer evigt. Og da slet ikke sommer. Jeg skal love for, at det blev efterår lige på en studs. I går kom der noget, der lignede slud og det er der helt sikkert også kommet her. Ovni dette, faldt temperaturen helt vildt.

At sige vi frøs på årets sidste galopdag, rækker næsten ikke. Det var simpelthen isnende koldt. Den bidende vind, gjorde helt sikkert sit. Og regnede gjorde det også. Udover alt det, var det mørkt som graven, så det med at fotografere, var heller ikke særlig sjovt, men jeg fik da et par stykker der duede fint, men jeg tog næsten ingen. Jeg havde ikke lyst. Jeg ville heller stå inde i varmen og sludre med alle de venner, der også gerne ville have lidt varme.

Nederst er det Momento og Thea, da de ankom til banen. Han og Rafael fik en flot 2. plads. Andet er der ikke sket. Ellers fik Monte Carlo en flot 2. plads i dagens hovedløb tæt fulgt af Stinger.

Vi var nogle stykker der fik en drink efterfølgende i stalden. Det var meget underligt, at det nu var sidste gang, vi kunne gøre det, ihvertfald efter løb i den sammenhæng.

Og så var det hjem og få et varmt bad. Varme bade er altid godt, men i går exceptionelt dejligt. I dag har jeg ryddet op og gjort lidt rent og vandet blomster. Og nu er det snart sengetid. I morgen skal jeg ud og ride og håber i det mindste bare på tørvejr. Nu har jeg fået købt mig et par Thermoridestøvler og de kan passende blive indviet.

Jeg håber, I har haft en god weekend.

17. og 18. Oktober – Odense tur/retur

Det er ikke så længe siden, jeg havde besøg af min veninde. Hun var her også fra den ene dag til den anden og det var som havde vi aldrig bestilt andet. Vi er nemlig meget nye venner, men det føles bare slet ikke sådan, når vi er sammen. Det føles som om, vi har været venner altid. Den der indforståethed, som man som regel kun har med gamle venner, den har vi helt naturligt. Det er lidt vildt. Vi synes også om rigtig mange af de samme ting, og har de samme kæpheste. Dem der læser med her, ved at en af mine er ødelæggelse af gamle huse og den deler vi. Noget andet, som vi fandt ud af, vi deler er en passion for Donny Osmond. Ganske som jeg, har hun haft sit værelse tapeseret med ham, så man ikke kunne se væggene. Hold op hvor sjovt. Og sådan finder vi hele tiden ting, vi deler. Det er lykken. Indlægget her handler om min tur til Odense.

Hovebanegården, hvor jeg skulle have toget til Fyn. Lyntog, der fortsatte til Jylland

Jeg var i meget god tid (det kan jeg bedst lide), og ledte efter informationen, så jeg kunne finde ud af hvilken perron mit tog afgik fra. På vejen stødte jeg på Starbucks, og måtte bestemt, have en kop kaffe. Dels fordi jeg ingen havde fået og dels fordi de bare smager vildt godt. Jeg fik en Pumpkin Spice Latte (vegansk) og den smagte supergodt. Man skal vel forkæles lidt, når man skal på miniferie

Dette var udsigten, så snart, jeg kom op fra banelegemet udover Odense. Et ret fint førstehåndsindtryk

Denne statue, er så det første der møder en, når man kommer ud fra Banegårdscentret. En kæmpe statue, og den skulle vise sig, at være en af flere. Denne hedder Treenigheden – Skyggen, Rejsekammeraten og Improvisatoren. Normalt er jeg ikke særlig vild med moderne kunst i det hele taget, men den her kunne jeg sådan set godt forlige mig med

Odense Slot 1723. Alt for smukt til bare huse kommunen, men sådan er der så meget. Det var ihvertfald en smuk fotomulighed, som jeg greb

Odense Teater, Danmarks næstældste – en utroligt smuk bygning, lige efter mit hoved

Sct. Hans Kirke, er stort set sikker på. Jeg har jo ikke været i byen før, og vi så mere end en kirke. Odense har flere i Gotisk stil, men efter udelukkelsesmetoden, er jeg næsten sikker. Vi kom ikke ind og så nogen af dem, dels fordi en var lukket og der var så meget, vi gerne ville. Men næste gang

En af de første gader, vi var oppe ad. Odense, er fyldt med hyggelige gader og ikke mindst passager og hyggelige steder. Skøn by, og skulle jeg flytte, et godt bud fra, hvad jeg nåede at se. Rigtig hyggelig og bedre til at passe på deres gamle bygninger end København, som rask væk river ned istedet for at bevare. De kunne lære meget af Odense på mange måder. Dog er jeg nervøs for udsigten til den der letbane, som jeg ikke kan se noget behov for

Springvandet på Ove Sprogøes Plads. Jeg har ikke kunnet finde noget om det, og om der er nogen symbolik i det. Men de tre dutter kunne udemærket være symbol på Olsen Banden

En af utalllige hyggelige passager. De sorte vimpler, er grundet temaet i byen i de dage (Efterårsferien), nemlig Magiske Dage (før Harry Potter dage, men det må de ikke hedde, men det er det, det handler om)

Endnu en eventyrskulptur – Kejserens Nye Klæder. Min veninde og jeg var enige om, at det måske kammer rigeligt over i forhold til H.C. Andersen. Bevares han er værd at fejre, men det har altså taget overhånd. Jeg er sikker på, der er andre ting, der er værd at nævne i forhold til Odense og ikke mindst personer

Læs mere nedenfor:

Læs resten

Min mandagslykke

I dag var lykkedag. Enhver der læser med, ved at hestene, er min store glæde. Og jeg elsker at komme i stalden og nusse hestene dernede. Intet om det og det bliver jeg selvfølgelig ved med. Men den nye mandagslykke, er mine rideture på Dustin. Han er jordens sødeste hest. Det kan jeg selvfølgelig ikke være 100% sikker på, at han er, men jeg har svært ved at se, hvordan det skulle være meget bedre, ihvertfald ridemæssigt.

Dagen startede med en af de lidt “kedeligere” aftaler. Og når jeg skriver “kedeligere”, så er det fordi, er der noget min Ortopædkirurg ikke er, så er det kedelig, og superflink er han også. Så var det ikke fordi, at jeg ikke unødigt vil eller skal tage lægens tid, så kom jeg såmænd gerne bare for at sludre med ham. Nå, men eftersom mine hofter stadig bare driller og driller, så måtte vi udi lidt stikkeri igen, igen. Og så havde han forslag til et andet tiltag, som jeg skal prøve.

Efter lægen og et smut i Fakta efter gulerødder gik turen ned til min helt særlige mandagsven Dustin. I dag havde jeg mulighed for at komme ekstraordinært tidligt ud, hvilket jeg var glad for på grund af efterårsferien. Ikke at Dustin bekymre sig meget om store menneskemængder, kapervogne m.m., men jeg er ærligt talt helst fri og vil gerne være i fred, så vidt muligt. Det er selvfølgelig otopi på sådan en smuk dag og så i efterårsferien. Vi havde en dejlig, dejlig tur. Det føles det udover formen som om, jeg aldrig har været fra det. Og jeg kan dårligt finde ord for, hvor fantastisk det er og hvor lykkelig jeg er for det. Især når der er meget andet, der er knap så fedt for tiden, så luner det ekstra, at komme ned til det her smukke fjæs og så er efterårsfarverne og Dyrehaven balsam for sjælen.

Det bliver en travl uge, men det hører I mere om. Jeg havde oprindelig en aftale i morgen, men den omdirigerede vi. Og det passer faktisk os begge meget bedre. Så det er helt fint. Det løber ingen steder. I morgen skal jeg i stalden og så lade op til resten af ugens aktiviteter.

Efterår

Det er rigtig blevet efterår. Jeg forbereder mig på rideture i stiv kuling m.m., men indtil nu, har jeg været rigtig heldig med vejret, og det har været superfint. Men jeg tænker ikke, jeg kan blive ved, at være så heldig. Vi får se. Det bringer mig alt den glæde, jeg ikke ellers kan finde for tiden og jeg er som nævnt, mere end taknemmelig for den mulighed.

Igår fik jeg så glæden, som jeg ikke får mandag. Min veninde, skulle ride en sløjfedressur på ham. En dressurkonkurrence, bare for at øve sig og prøve det (her for hesten’s skyld, men selvfølgelig en kombination). Det gik rigtig flot. Bagefter skulle min veninde skynde sig, så jeg greb Dustin og vi skridtede i 3/4 time i Dyrehaven. Så dejligt. Der var en trillion mennesker, især i forhold, til hvad der normalt er, når vi er ude om mandagen. Men det var en god øvelse i forskellige situationer, jeg ikke har prøvet med ham før. Kapervogne i begge retninger, masser af børn, hunde, klapvogne og cykler. Det gik rigtig fint, og han er fantastisk, men han løber ikke fra sine fuldblodsgener. Det er sjovt, for så flot han havde taget alt det andet, lige så fjollet var han, da han så en stor vandpyt midt på stien. Han gør ikke noget andet lige at stivne og kigge, men helt ærligt, en vandpyt. Men det er typisk fuldblod og en af grundene til, at jeg elsker dem.

I dag har jeg været træt som 10 alderdomshjem og sovet længe og så har jeg set løb fra Norge og nusset rundt her. Det er også derfor, fotos kun er min udsigt, og de tiltagende efterårsfarver herude. I går, da jeg kom hjem mødte jeg min underbo, og vi fik lige en sludder. Så hendes lejlighed og hun så min. Vi blev enige om, at vi snart skal have os en flaske vin og en god sludder. Det er vi nemlig gode til, at sludre. Skønt med sådan en dejlig underbo.

I morgen må jeg dog undvære rideturen, for jeg skal på heldagsudflugt til Glostrup Hospital. Nej jeg ved ikke, om det bliver hele dagen, men det bliver da meget af den. Afhængig af, hvor lang tid det tager, skal jeg formentlig forbi Lyngby på vej hjem og hente nogle bukser i Magasin og så en tur i centret også. Nu må vi se, om jeg orker det. Men jeg kan sådan set lige så godt tage den vej hjem, som så meget andet. Jeg håber, I får en god uge og har haft en god weekend.

En af de der rigtig gode overraskelser og krævementalitet

Jeg har nævnt, at jeg er begyndt at ride igen, her ser I så vidunderet set fra “min plads” på ryggen af ham. Vi var ude i dag i 1½ time, og det var uhørt dejligt. Han er nok jordens sødeste hest, og hvis ikke det, så ihvertfald fuldblod. Ingen hest, og slet ikke en fuldblod er bombesikker, men ham her er godt nok så tæt på som det overhovedet er muligt. Bare det dejligste væsen.

Inden vi tog afsted, havde jeg en lang snak med en af pigerne på Mattssons, og også der, kan jeg kun sige, at jeg er blevet taget rigtig godt taget imod. Nu skal formalia (medlemskab) lige ordnes, og det bliver det også. Jeg var nødt til at se, hvordan min krop ville tage det her, og om det var noget, jeg kunne fortsætte med, men det går rigtig fint. Egentlig havde jeg jo opgivet hele det med at ride. Men nu var der flere ting, der ligesom satte gang i mit ønske om, at gøre det igen. Og hvis noget på nogen måde kan lade sig gøre, som jeg gerne vil. Jamen så skal jeg da gøre det. Chancen her var oprindeligt på et trist grundlag, men som man sige, der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Her var det ihvertfald held i stort uheld for mig, for Dustin, som han hedder har jeg kendt “altid” og lige så længe, har jeg været vild med ham. Lige min type hest. Så gik det hverken værre eller bedre, end jeg jeg kender hans nye ejer, og fik lov at ride ham en gang i ugen. Det kan jeg kun være fuld af taknemmelighed og glæde over.

Turen i dag var præget af kronhjortene og hjortene i øvrigt. De er stadig i brunst og vi så mange. En af de første vi mødte, var et kid der stod på stien. Vi gik stille og roligt den vej, og jeg var overbevist om, at den ville flytte sig. Det gjorde den ikke. Det medførte, at havde jeg kunnet nå, og havde jeg været i højde med, havde jeg kunne række ud og have rørt ved den. SÅ tæt på, har jeg aldrig været før. På vejen hjem ville vi, efter jeg igen havde klokket i ruten, ride ned af en sti, jeg dog kender. Midt på den stod en af de store hanner og den havde åbenbart ikke til sinds at flytte sig. De er ikke at spøge med, så vi vendte bare om. Næste gang, tager vi en helt ny rute, for nu er jeg lidt træt af, at ride i ring.

Lige inden, jeg skulle til at skrive her, læste jeg, at en borger, var rasende, fordi han ingen “god” forklaring har fået på, at han måtte hold i kø i flere timer, da riget var lukket ned forleden. Jamen for helvede!!! Politiet, skal da gøre deres arbejde, ligesom de ikke altid i detaljer, kan forklare forkælede borgere alting. Snup en tudekiks, og klap i! Helt ærlig. Det er nok ikke for sjov, at man lukker alting ned. Politiet skal have lov at gøre deres arbejde. Selvfølgelig er det irriterende, at holde i kø så lang tid, og ubelejligt for rigtig mange, men sådan er det altså. Og så ikke noget jeg lige kan huske, er sket før i den skala. Jeg har dog været her et stykke tid. Hvad hulen sker der for folk….???

Jeg håber, I har haft en god mandag og ønsker jer en fortsat god uge..

Weekendvibes

Normalt skriver jeg mere, end jeg har gjort på det seneste. Jeg plejer også at være mere motiveret, end jeg har været senest. Og så kan du spørger – bliver det ved, alt det, du (for nu at blive i jargonen) “hænger med mulen” over. Og til det, kan jeg kun sige, at det gør det. Det er desværre ikke noget, der bare lige sådan går over. Desværre. Noget lettere at leve med end andet.

Der sker for meget, og jeg kan ikke rigtig følge med. Og de ting, der var store lyspunkter, forsvinder i stor hast. Heldigvis kommer der nogen nye. En af dem, er som jeg nævnte, at jeg har en hest, jeg har fået lov at skridte en tur i skoven på en gang om ugen. Det er en stor glæde. Det ville det være i det hele taget, men fordi, det er en hest, jeg holder meget af og altid har gjort, er det jo en endnu større glæde. Det skal jeg igen imorgen.

Lørdag var jeg til løb og fotograferede som vanligt. Det er også en ting, der skal laves om på, og også bliver. Men hvordan har jeg ikke helt besluttet endnu. For glæden og motivationen, er også væk der. Jeg samler bare til huse og ingen når at få glæde af fotos, for jeg kan ikke følge med. Så nu må jeg hive stikket og få styr på de fotos, jeg har liggende og så tror jeg simpelthen, at jeg stopper, og så koncentrere mig om andre ting. Det tager alt for meget tid, som går fra alt andet. I princippet kunne jeg ordne fotos døgnet rundt, og det har jeg ikke kræfter til, og jeg ville være bagud alligevel. Slut nu! Nu må vi se, men lige nu er det sådan, jeg har det. Så må vi se, hvor langt jeg er, når vinteren er slut.

Jeg har 2 andre blogs, jeg også gerne vil gøre ordentligt, og det må være der energien skal hen, udover, at jeg gerne vil male også og prøve at komme i form. Og lad os bare være realistiske. det kommer jeg ikke ved at sidde bag computeren. Ligesom det ingen hemmelighed er, at jeg elsker at lave mad. Og med et begrænset antal skeer til min rådighed, så hælder jeg ikke bare mere oveni. Jeg er nødt til at hælde noget af gryden, for ellers flyder den over.

Jeg er nødt til at skrue på noget, og det bliver nødvendigt, at skrue der, for det er en årsag til stress og dårlig samvittighed, at jeg ikke når mere. Og det gider jeg ikke. Så på mange måder bliver 2019 et omvæltningens år for mig. Det lader til på alle andre områder, end lige der, hvor jeg ønsker det, men sådan er der så meget. Nu vil jeg ønske jer en god uge, og så vender jeg frygteligt tilbage.