Hvidørevej, som er lidt af en hovedfærdselsåre her i min del af byen. Den går fra Strandvejen og op til Klampenborgvej. Midt på sådan cirka, er der en rundkørsel, med afkørsel til Ordrupvej til den ene side, og Christiansholmvej (op mod Dyrehavbakken) til den anden. Vejret er som det ses gråt og bidende koldt og blæsende.

Det står ikke godt til med fars hjerte. Han har 3 årer forkalket i sit hjerte, næsten fuldstændig. Heraf den store kranspulsåre. Så der var ingen vej udenom en rigtig by-pass, for uden en sådan går det slet, slet ikke. Så far er klokken 15 overført til Riget, hvor han skal opereres.

Hvornår det bliver ved jeg ikke endnu, men jeg nåede lige at sige farvel til ham. Han var ved at blive kørt ud til ambulancen, da jeg kom for at hente de ting, han ikke skulle have med. Så vi har stadig brug for alle de krydsede fingre I kan klare.

Som jeg nævnte i går, så var vi (Emil og jeg) et sted mere, efter vi havde været ved Fortet. Nemlig Forstbotanisk Have i Charlottenlund. Den ligger faktisk mellem Charlottenlund Slot og Charlottenlund Station, sådan helt bogstaveligt. Der er en vej imellem, men ellers passer det lige præcis.

Haven undergår i øjeblikket en stor renovering, som har været efterlyst af mange af kommunens borgere. Vi er endda nogen, der har en lille gruppe på Facebook, hvor der kan læses nyt om sagen og haven, så kom frisk. Vi har sandelig plads til flere.

Nu da jeg var der, så blev der jo taget en mængde fotos til gavn og glæde for gruppens interesserede medlemmer og de ligger (resten) i albummet her.

Udstyrsstykke – Kampberedt til en ny sæsson. Sommerstaldsøvletter, 2 nye strigler, en ny mankam, en jakke, og ikke mindst en striglekasse, er indkøbt. Nu mangler jeg bare de nye vinterstøvler, som skal ankomme en størrelse mindre. Og pakken der står bagved – den har som sådan intet med sagen at gøre. Det er den berømte barselsgave, der endnu ikke er afleveret

Fra min gåtur i går ved Charlottenlund Fort – Solopgang – mit ugentlige himmelske foto. Flere af slagsen her

Fars helbred gik fremad, og det kunne næsten også kun gå frem. Men så fik fremgangen en ende. Den stagnerede og efterlod en far, der stadig er på ilt og som får stærke smerter. Med andre ord, den der prop kan de ikke rigtig få til at passere/at opløse sig, som jeg forstår det.

For at finde ud af nøjatigt, hvor slemt det står til, og hvilke muligheder der er, skal de imorgen gå ind gennem lysken og op og kigge. Far ville gerne have undgået, men der er ingen vej udenom nu. Så det er selvfølgelig årsag til bekymring. Ikke så meget på grund af indgrebet, men mere fordi, det helst ikke skal belaste fars nyrer mere end højst nødvendig. De bruger jo kontrastvædkse, og den kommer også der jo. Vi må se, men vi kan bruge alle krydsede fingre.

Igår fik han (ligesom i dag) besøg af sin bror. Der er kun to år imellem dem, og selvsagt har de oplevet mange sjove ting sammen. Og at fortælle røverhistorier fra deres yngre dage, er de begge rigtig gode til. Og igår var der ingen smalle steder. Far er også altid god for en historie eller to.

En af de historier han fortalte igår, havde jeg sådan set glemt, selvom jeg har fået den mange gange før. For snart mange år siden, havde far ansatte, der arbejdede på en skole. Blandt disse flere udenlandske herrer. De manglede et sted at klæde om, og lånte så pedellens kontor. Samme pedel var en ualmindelig kedelig fætter for nu at sige det mildt. En ikke særlig intelligent, stupid og iøvrigt alkoholiseret herre. Så har jeg ikke sagt for meget (man må ikke tale dårligt om de døde, men der er undtagelser – han er en af dem). Han så det som sin fornemste opgave, at være ubehagelig overfor fars folk. Og på et tidspunkt besluttede han så, at de ikke måtte klæde om i hans rum. Så var der ligesom ikke andre muligheder.

Så er det min far havde en fin måde at løse tingene på. Han meddelte sine folk, at dagen efter, skulle de, når de kom (selvom det var meget koldt på det tidspunkt) stille sig op i skolegården og skifte.

Nu skal lige siges, at det jo var en katolsk skole inklusiv nonner. Så det kræver ikke megen fantasi, at forestille sig det ramaskrig, der lød fra den kant, da der pludselig stod x-antal mandfolk og skiftede i skolegården. Priorinden henvendte sig til min far og spurgte, hvad der var på færde. Og så måtte han jo sige, at de jo ikke måtte bruge Hr. X’ rum, og de skulle jo klædes om – Så kan det nok være at han blev kaldt til samtale og gik grædende derfra, og siden var der ikke problemer med omklædningen!

Det var et eksempel på min fars practical jokes. Og sådan har han haft flere sjove indfald – allerede som dreng, hvor han lokkede en kammerat til at prøve at stikke sin bagdel frem. Overraskelsen var at pigerne, havde han skjult pigerne bag cykelskuret, som så kom frem og kunne latterliggøre staklen fuldstændig! Første historie var på programmet igen i går, så sans for humor har han heldigvis stadig selvom han ligger der.

Lennart Hammer på Condor

“En person som beundres, fordi han har handlet modigt under farlige forhold”(Politikkens nudansk ordbog)

Der er mange opfattelser af, hvad helte er. Men meget ofte, slår det tydeligt igennem, og som regel er man ikke i tvivl, når man møder en. Efter min mening, kan det være mange forskellige situationer, der skaber helte. I ovenstående sætning ville jeg måske hellere sige: “…fordi han har handlet modigt under ekstraordinære forhold”.

Uanset mange og andres definitioner på begrebet, vil jeg her gerne fremhæve en, som udenfor enhver tvivl (hos mig altså), må kvalificerer sig til titlen. Medierne har travlt med mange andre helte, og udnævner dem på stribe, men ingen har nævnt Lennart Hammer som sådan. Hvorfor ved jeg ikke, og hvor indstiller man til det og hvem skal gøre? Hvis jeg vidste det, ville jeg gøre det. Så nu skriver jeg mit eget lille beskedne bidrag, fordi det fortjener Lennart.

Han synes nok ikke selv, han er en helt. Som jeg kender ham, gør han “bare”, hvad han brænder for, og hvad han må gøre, fordi der for ham ikke er noget reelt valg, når man har passionen og kærligheden til hestene og sin sport. Hvad skulle han ellers? Tjah en overgang var han faktisk buschauffør, men det må dælme også være en kedelig sag, efter at have redet heste i løb og vundet gang på gang med omkring 60 km i timen. Nej, det kan en bus aldrig nogensinde leve op til! Det er helt sikkert. Han gør det så, som afstressning udenfor sæssonen. Og da han startede på det i sin pause, var det, som det skulle være, lige der. Sålænge der var en mikroskopisk chance for, at komme op på hesten igen, helt bogstaveligt, så ville og skulle Lennart tage den. Det var jeg godt klar over. Og forstår ham godt.

Men når man ved, hvad han har været igennem, så er det helteaspektet kommer i spil. Lennart har før kæmpet sig tilbage efter alvorlige styrt til hest. Både i 1999 og i 2006 brækkede han ryggen og til sidst besluttede han sig for at holde en pause, hvilket han så gjorde frem til 2008. Først var han så i udlandet, og vendte i 2009 tilbage til Danmark, for at vitterligt tage den ene sejr efter den anden og i 2010 blive årets jockey. Det kørte på skinner, og målet var at vinde det Danske Derby og nå 1.000 sejre i 2011, noget der bestemt ville være blevet fuldført (begge dele formentlig, for Lennart skulle have siddet på Derbyvinderen 2011 – Tigress Eleven).

I starten af sæssonen 2011 sker så det helt ufattelige. Lennart falder af hesten på fuldstændig udramatisk vis, fordi hesten træder forkert, og han ryger uheldigt ind under hesten og brækker begge lårben. Smertefulde operationer og genoptræning fulgte, men langt fra så lang tid, som jeg forventede. Dette skyldtes også, at Lennart var i så god form i forvejen. Men stadig krævede det da sin mand. Og nu står vi så her i starten af 2012, og Lennart træner det bedste, han har lært til hest og er helt sikkert klar til sæssonstart 2012. Hvis ikke det er en rigtig helt, så ved jeg ikke, hvem er.

Der skrives meget om mange andre helte (f.eks. Jason Watt – som helt sikker OGSÅ, er en helt), men ikke i den forbindelse om Lennart. Der bliver, når alt kommer til alt, generelt skrevet for lidt om sporten, så det er nok en følge af det. Men måske, hvis folk hørte Lennarts historie og pressen gad skrive noget om det, så er jeg sikker på nogen (udover mig) ville fremhæve ham som en helt. Nu gør jeg det, fordi jeg i den grad synes, det er sådan. Man skal rose, når det er berettiget, og det er det her.

Jeg føler mig heldig. Vi i vores stald får muligheden for igen at samarbejde med Lennart, frem til august i år. Og forhåbentlig bringer dette frugt i gode resultater, ganske som det også har gjort før. Faktisk var Lennarts sidste sejr inden uheldet på en af vores heste Miss Valuev (nedenfor).

Desværre forlader Lennart så landet og os andre til august for at tage til Tyskland, hvor han har fået et tilbud, han ikke kan sige nej til. Helt forståelig, men vi kommer dælme til at mangle ham her, også selvom han jo kommer på gæstevisit. Så må vi trøste os med, at vi har været heldige at kende en fantastisk jockey, en rigtig dejlig fyr og ikke mindst – en rigtig helt!

Hvad er din definition af en helt? Og har du en heltehistorie, du gerne vil fortælle, så kom frisk. Der er plads til begejstring her, ligesom du selvfølgelig kan kommentere på ovenstående.

Lennart Hammer på Miss Valuev efter deres sejr i 3-Års Maidenløb, over 1600 m den 30. april 2011. Lennarts sidste sejr inden ulykken

Jeg tror ikke, jeg skal. Har en formodning om, at det kan gå mig lige så slemt, som i forhold til “Lassie”, som jeg bare ikke kan tåle og se. Når det kommer til dyrs lidelser, er jeg meget, meget sart! Sådan er det bare. Uden tvivl en utroligt visuelt flot film udfra traileren. Men jeg må lige have lidt efteretninger på den. Så giv mig et praj omkring den, så jeg kan få en fornemmelse af, om den skal ses.

Det er svært, at være sur, når man ser sådan en solopgang

Charlottenlund Fort

Vi så da en 2-3 friske morgenbadere forlade Søbadet, ingen i vandet – desværre – føj for en kold en, siger jeg

Udsigten ind mod byen og Svanemølleværkets trofast rygende skorstene

Først tænkte jeg, at den var syg, siden den ikke fløj sin vej. Som det ses, kom jeg meget tæt på den (mit 35-80 objektiv), men den var vist bare ikke vågen. Så snart, jeg havde taget foto, og den hørte kameraet, så fløj den

Vi nåede det lige. Solens opstand over Charlottenlund Fort og Søbadet. Smukt var det, og godt var det vi lige nåede, for senere forsvandt den ret så meget, den her ellers så flotte sol. Så det var dejligt.

Det giver, som jeg har nævnt før, noget mere overskud ti lnogen ting, når man har bilen. Ikke at der er noget overskud lige p.t, men lille hund skal jo ud, så der er ingen vej udenom. Og så kan jeg lige så godt kombinere tingene med, at vi får set lidt forskelligt.

Vi var et sted mere bagefter….to be continued! Sangen nedenfor kom jeg til at tænke på i morges, da jeg gik der i den flotte solopgang. En gammel sag, men en meget glad sang, der lige passede!

Jeg har besluttet, at det må være muligt, at tage et foto af et eller andet på dagligt plan. Det er en udfordring, at skulle tænke lidt anderledes på det, end jeg plejer, men det er nok meget sundt.

Ovensiddende, er fra morgenens tur på vej tilbage til bilen. Det er det mest utrolige folk smider fra sig, og så lige ved siden af skraldespanden. Der lå iøvrigt også en handske lige derved. Det kan jeg så måske bedre forstå, for dem taber man. Også mig – så sent som i dag, men fandt den igen.