Herlige gamle damer…..

Idag så jeg fjernsyn “for en gangs skyld” efter, jeg var vågnet op fra den mega-lur jeg måtte have efter jeg havde knoklet med kasser i kælderen m.m. her. Det var nu skønt at få gjort, helt bortset fra det. Ingen kasser heroppe mere. Eller malerier på gulvet, alt er ryddet fint op, og væk. Efter Jul kommer så jobbet med at hænge lidt mere op, både lamper og malerier. Men det løber ingen steder….. og måske jeg endda får besøg af “en mand med en boremaskine”? 😉 Det kunne man jo håbe!

Det var det her i fjernsynet, vi kom fra. Det var en genudsendelse, men den fortjener nu alligevel et gensyn. Jeg tror, det er 3. gang, jeg ser den – historien om Varvara Hasselbach “Varvara – uden mors velsignelse”! Hun er da bare fabelagtig, en af de damer, der desværre er en uddøende race, tror jeg! Adelig og så anderledes, modig og med et fantastisk liv. Også med sorger og svære stunder, hvem undgår dem? Men så utroligt livsbekræftende selv i hendes høje alder, indgyder hun respekt og udstråler en livsvisdom, der er ubetalelig. Hun er noget helt for sig selv, en rigtig original. Og det er skønt med sådan nogen.

Varvara har skrevet flere bøger og kigger du på linket, kan du også se dem nævnt der, med titler med mere. De kan lånes på biblioteket.
En anden original dame var Erna Hamilton. Hun er død nu, men også hende har der været herlige udsendelser om på TV “Grevinden på 3.”, herlige portrætter af en helt speciel dame, og type, der også forsvinder lige så stille.
Man kan kun håbe, der dukker nye Varvara’er og Erna’er op, for nej hvor er verden mere spændende og farverig med den slags personligheder i den.

Dette indlæg er dedikeret til en helt speciel person i mit univers, som jeg tænker på, hver gang, jeg ser el. hører noget om ovennævnte damer……