Golfe Juan 2.-9. februar 2007

Jeg har jo lovet at skrive om min tur, så det vil jeg selvfølgelig gøre. Der kommer også fotos fra den, men dem må I desværre vente lidt med, indtil jeg får drømmekamaret i hus. Faktisk har jeg et godt kamara nu (jeg kan ikke vise det, det er udgået, men det er et tilsvarende analogt), men det er jo så bare ikke digitalt. Faktisk har jeg efter inspiration på Liselottes blog, overvejet og tænkt grundigt over det med drømmekameraet. Og jeg er slet ikke sikker på, om ikke, mit nye kamera, skal være lommestørrelse, som hendes, bare den nye model. Dels sparer det mig for en masse penge, og dels kan jeg have det med mig altid, og tage fotos når inspireret.

Hvor ofte har jeg ikke stået der, og savnet netop det. Hvis jeg vælger samme model som jeg har nu analog, får jeg jo samme problem – at det er digitalt gør det jo ikke mere håndterligt – sjovt jeg ikke har tænkt på det før! Jeg er jo dybest set ude efter et kamera, der tager gode billeder – punktum, og ikke mere. Og det kan jeg jo se, det her gør.

Men for nu at starte med begyndelsen, så var det en super tur ned. Gråvejr over København og meget gråt og vådt. Man var ikke ligefrem ked af at forlade vejret – lad mig sige det sådan. Ned over Alperne skinnede solen fra en skyfri så det var en ren fornøjelse, så det var en meget flot indflyvning. Det var ikke dødvarmt, da jeg ankom, men som en nogenlunde almindelig dansk forårsdag her, uden høj sol. Signes veninde Cathy (engelsk) kom og hentede mig (utroligt sødt af hende). Hun havde et skilt på maven, så jeg kunne kende hende, med mit navn på. Hun stod, så jeg nærmest ville falde over hende på vej ud, så miste hende, kunne jeg ikke under nogen omstændigheder. Det var ikke muligt.

Vi skulle jo så 1 times kørsel med bus for at komme til Antibes, hvor vi skulle mødes med Signe. Vi mødtes på en lille meget autentisk fransk bar, hvor vi fik en meget fransk drink pastis – for de uninviede er det basalt set pernod med vand i! Og det smager udemærket, men jeg kunne ikke drikke i tonsvis af dem. Fik to og så en G&T. Signe og jeg to hjem med min kuffert og så var vi på en lokal restaurant “Oceana” og spise aftensmad. Vi fik noget, der er meget brugt dernede, fandt jeg senere ud af, der hedder “Tartiflette”. Det er enkelt fortalt flødekartofler med røget bacon i, og smagte aldeles fortrineligt. Iøvrigt virkede min mobiltelefon IKKE da jeg kom derned. Jeg havde inden jeg skulle afsted skiftet til min gamle mobil, fordi den har GPRS og alt det der, og jeg havde også i god tid bestilt udenlandstelefoni, så jeg var et stort spørgsmålstegn, og forstod intet af, at skidtet ikke virkede og bad og PUK- ikke PIN kode!Forklaring senere i fortællingen! Så jeg måtte låne Signes telefon og ringe til min far og sige, at jeg var kommet godt ned og senere fik jeg lånt hendes danske sim-kort, som jeg så kunne bruge i nødstilfælde dernede. Det var meget praktisk med en telefon, når vi sådan skulle mødes hid og did og allevegne.

Efter en begivenhedsrig første dag, var jeg godt træt, men vi fik da sludret lidt og trillede hjem og sov godt. Næste morgen lavede signe mig en dejlig morgenmad med røreæg med skinke og toast, og selvfølgelig masser af kaffe. Bagefter var vi ude og handle – noget af det vi handlede stort ind var ost. Både Signe og jeg elsker ost, så det købte vi rigeligt af. Nu står den ikke lige på ost, og atter ost nu hvor jeg skal have tabt mig, men det smager skisme godt. Nu har jeg fundet en side, hvor man kan få nogen af alle de der specialiteter som man måske leder efter (du kan købe online), især efter sådan en tur her. Det var der jeg også fandt opskriften på Tartiflette, du kan kigge sitet her. Frokosten den dag indtog vi på samme restaurant som vi spiste på dagen før i mangel af bedre – der var ikke lige åbent på det alternativ, der lå lige for. Vi orkede jo ikke en længere vandring med alle vores indkøb. Men vi fik en lækker salat nicoise.

Om aftenen inviterede Signe to af sine kollegaer Tom og Chris på drinkS 😉 hvad drak vi – tjah, hvad vi ikke drak var nok lettere. De fik bl.a. snaps, som jeg havde medbragt – den sprang jeg altså over, ligesom Kirsch de absolut synes de skulle prøve også – adrk! Men lidt pastis og lidt rød og hvidvin gled der da ned. Det var sådan set ikke, det sjove ved den aften men de to gutter. Tom er fra Holland og den stille af de to, men utroligt sød og lun på sin egen måde. Chris er “brusehovedet” og amerikaner og helt afsindig morsom. Jeg grinede så meget, at jeg havde ondt i maven til sidst – det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. 🙂 En ting er, at man kommer galt afsted (i de her tilfælde Chris), men at man også formår at være morsom på egen bekostning i den grad. Det fortjener stor ros, og gav en uforglemmelig aften. Chris var sød og invitere mig til at komme op og sludre med ham, mens han arbejdede, for han arbejder meget hjemme. Det blev der desværre ikke tid til. Først synes man, at sådan en uge ligger strakt ud for en, og man har masser af tid. Men hold op tiden den går pludseligt hurtigt. Og vi så hellere ikke “drengene” igen, men det ene besøg var som I så kan forstå til gengæld også “valuta for pengene”.

Søndag oprandt og dermed sidste dag, hvor Signe og jeg rigtig kunne hygge os, inden hun skulle kastes ud arbejdslivets glæder igen. En uge der gik med travlhed må jeg sige, men hun er jo, som hun siger vant til det. Vi spiste igen dejlig morgenmad og dennegang var det et blødkogt æg, som vi var helt enige om, hvordan skal være. Signes gode veninde kom fra Sverige og skulle holde møder med Signes arbejde – hvilket vil sige, at de skulle mødes arbejdsmæssigt også om mandagen og i ugen. Vi skulle mødes med hende, når hun landede søndag og spise noget frokost. Vi tog til Antibes og mødtes med hende. Vi var der til aftalt tid, og vi ventede, og vi ventede – iøvrigt på et dyrt turiststed på Place de Gaulle (som i parantes bemærket, er meget flot – fotos kommer).

Vi ringede til Cathy som stødte til os, og sad og fik lidt at drikke der. Vi blev hurtig enige om, at flytte hyggen til et andet sted og iøvrigt var vi jo også blevet hundesultne i mellemtiden. Vi fandt endelig et sted, der havde åbent (de lukker meget ofte mellem frokost og aftenkunder) for vi var sent på den, men endte da med at få noget frokost. En god rødvin, og Ankee og jeg fik gratinerede auberginer, som vi begge elsker og havde set frem til, men i den her version var der for meget tomat, og man kunne dårligt smage auberginen – så lidt skuffende. Jeg mindes at have lavet retten meget bedre selv. Men sådan er livet. Signe fik spaghetti Cabonara, som var meget lækker (jeg smagte) og Cathy fik en alm. bolognese. Cathy frøs og ville hjem og vi andre 3 fortsatte til en anden bar, hvor vi sad udendørs og fik en drink. Jeg indrømmer, jeg også synes, det var for koldt at sidde ude, men det gik da.

Senere tog vi hjem, hvor Signe lavede fransk surkål og pølser til mig. Hun havde sagt, at jeg endelig skulle sige, hvis jeg ikke kunne lide det, for så var skaden ikke stor, men hun fortalte, at hendes mor var blevet helt vild med det. Surkålen købes færdig – om man kan få den her i DK ved jeg ikke, men fra hvad jeg kan udlede sådan lige fra søgning på nettet, så kan man ikke. Den må endelig ikke forveksles med den tyske, som smager meget mere syrligt. Denne er utrolig lækker i smagen og meget mild og pølserne var høj kvalitet og smagte rigtig godt. Så jeg var faktisk begejstret, men nu kan jeg også godt lide kål i det hele taget, og det er jo selvfølgelig en fordel 🙂

Næste morgen sov jeg længe, og Signe drog på job, før Guderne sig må forbarme – nej så slemt var det heller ikke, men allerede på få dage, havde jeg fået så meget aktivitet, som jeg normalt ikke får, på jeg ved ikke, hvor længe. Så jeg så faktisk frem til en stille dag, hvor jeg lige kunne tusse lidt rundt. Vejret var skønt og solen skinnede, det var faktisk blå himmel. Jeg startede med noget ikke særlig kulinarisk, jeg gik på McDonalds og fik det de kalder en Cheese Royale. Jeg kan ikke lige finde den danske modkandidat udover en lidt stor Cheeseburger 😉 Selvfølgelig lidt pomme Frites til og en lille sprite, som jeg indtog udendørs uden at fryse overhovedet – det var lækkert varmt. Så gik jeg hen til butikstorvet, hvor man kan gå igennem og ned til en dejlig park. En meget anderledes park set med danske øjne, for planterne er selvfølgelig helt anderledes – også herfra har jeg billeder, når vi når så langt. Ih hvor det irriterer mig med det kamera, jeg tror, jeg kommer til at finde på noget snart, for det er hæmmende ikke at kunne uploade fotos med det samme og tage til illustration af sine indlæg, når man gerne vil.

Nå det var et sidespring. Parken var dejlig og jeg gik en tur hele vejen rundt. Jeg havde troet at jeg kunne komme helt ned til vandet derfra, men det kan man ikke, af den gode grund, at toget kører lige på den anden side, og man derfor skal hen til et overgangssted for at komme derned. Iøvrigt en ting jeg ikke nåede. Det viste sig, da jeg kom hjem og fortalte det til Signe at det var det, som “drengene” havde fortalt da de var der, at man skal hele vejen udenom. Men jeg kunne skam se vandet lige så tydeligt, der var kun toget og en vej imellem. Jeg fik da så på vejen hjem sendt en stak postkort. Signe var meget imponeret over min kortskrivningsflid, men som jeg sagde til hende, når man selv gerne vil have, så…..! Desværre har nogen af veninderne lagt den skik på hylden af uvisse årsager. Jeg siger ikke, at man altid skal skrive, hvis man er hos Tante Oda 3 dage i det mørke Jylland (der kan man da også, men det er knap så vigtigt), men er man udenlands og ved, at dem derhjemme sætter pris på en hilsen, så er det da meget lidt besvær, for at sprede lidt glæde. Jeg ved da, at de kort jeg stort set altid sender, vækker stor glæde og det inspirere mig da til at skrive næste gang. Det må være det, det gælder om, at sprede så meget glæde som muligt – ikke?

Så fulgte nogen dage, hvor jeg gik død om aftenen. Tog stort set kun lige lidt mad og så gik jeg mere el. mindre død om aftenen. Jeg havde jo gået meget de andre dage, og det forfølger mig flere dage efter. Signe arbejdede sent, så på den led passede det fint. Tror også hun var træt, og egentlig ikke havde det store overskud til at underholde, efter en lang dag. Nu er det så heldigt, at jeg jo er vant til at underholde mig selv, og det går ganske fint med det. Hvilket jeg også havde sagt til hende, at hun ikke skulle være nervøs over, om jeg nu kunne få tiden til at gå. Intet problem.

Næste morgen besluttede jeg at gå op og købe lidt ind. Efter “drengenes” besøg, var der jo intet vin i huset – det går jo virkelig ikke, når man er i Frankrig, som I nok kan regne ud. Så jeg var oppe og hente de her 3 liters Kartoner, man også kan få herhjemme, en hvid- og en rødvin. Og så var jeg et smut forbi posthuset, for jeg var kommet i tanke om, at jeg manglede et par frimærker. Cathy skulle til Cannes og ville komme forbi og hente mig ved 11.30-tiden. Det gjorde hun, og vi tog os et glas vin og køre på, og så drønede vi op til bussen. Det var lige om hjørnet og dejlig bekvemt. Signe havde udstyret mig med busbilletter i sådan et lille hæfte, hvor jeg så bare skulle rive en af, og give chaufføren. Vi skulle til Cannes, så Cathy kunne finde ud af, hvordan og hvorledes med busser og sådan til en dyrepension, hvor hun skal have sin kat, når hun her senere skal ud og rejse. Til det skulle vi bruge bustationen, som var alle andre steder, end hvor Cathy troede så i første omgang opgav hun. Så vi gik op i byen stille og roligt, og fandt noget frokost. Hun synes, jeg skulle smage Crepes – altså pandekager, og som sagt så gjort. Vi fandt det mest hyggelige lille sted, og bestilte pandekagerne. Vi bestemte os for med løg og så en blandet salat til. Tjeneren mistforstod os, og kom med en af hver kun, så vi delte, men bestilte så en med champignon også. Uhm de var gode!Jeg har forgæves forsøgt at finde nogen franske pandekageopskrifter på nettet, men jeg har ikke fundet mange, men i princippet, kan man jo komme i, hvad man lyster her er en enkelt opskrift. Til gengæld har jeg fundet en restaurant, der har gjort det til en levevej – desværre i Marselisborg i Jylland – Creperiet.

Bagefter gik vi op til “Strøget” i Cannes, og kiggede butikker. Holy Moses, det er dyrt – det vidste jeg jo godt, men det er sjovt at kigge. Da vi havde fået nok af at lure der, gik vi op til strandpromenaden, for at få en drink, og det var dejligt, dejligt varmt, så vi kunne sidde ude og nyde det. Inden vi nåede så langt, lykkedes det faktisk at finde busstationen så Cathy kunne få styr på sine forbindelser. Så “mission accomplished” i sidste ende. Da jeg kom hjem, var jeg godt nok træt. Signe kom i modsætning til, hvad jeg regnede med, tidligt hjem. Jeg sagde, jeg lige ville hvile mig lidt – og det skal jeg love for, jeg gjorde, for jeg sov til næste dag. Jeg havde nu troet, hun ville vække mig, men hun var måske også træt.

Næste dag skulle jeg igen mødes med Cathy, og selv tage bussen til Antibes. Intet problem i det. Lidt fra, hvor vi boede, var der en boligudstyrsforretning, og der var jo udsalg dernede også, så jeg susede forbi og kiggede. Men det eneste, jeg kunne kunne tænke mig, var en mega lysekrone, som jeg for det første ikke havde råd til, og som for det andet ville have vejet alt for meget. Nu var man jo pludselig blevet vægtbevidste, også når det galt baggage – ikke Sterling!! Da jeg aftenen inden, jeg skulle afsted læste noget om det her med de 15 kilo, tænkte jeg da lige over det, men regnede ikke med, at det ville blive et problem – not so!! Jeg havde 3 kilo for meget!! Jeg har rejst mange steder i verden og med mange selskaber, og jeg har ALDRIG i mit liv betalt overvægt, el. hørt en lyd om det! Jeg var ærlig talt målløs! Det lykkedes mig at ompakke baggagen og tage noget ud af kufferten som jeg så havde som håndbaggage, og på den måde gik det. Men HELT ærlig, jeg havde intet overflødigt med, og til en uges ferie, kunne jeg snildt have haft brug for lidt mere faktisk. Jeg kan se kaos for mig, for famiiier med børn og lign. Og mange af dem i køen – hjælp siger jeg bare! På den konto gider jeg ikke støtte Sterling mere, og deres billetpriser er heller ikke gennemskuelige (ekstra tillæg for stort set alting). Dertil kommer, at man kan KØBE en avis ombord, det er SÃ… fedtede, at man ikke engang får en avis – det er simpelthen for ringe, og det har jeg også tænkt mig at skrive til dem! Nå, men af de grunde, købte jeg ikke den famøse lysekrone, og tog så videre til Antibes for at mødes med Cathy.

Den dag var det koldt, meget koldt, og vi havde slet ikke lyst til noget, andet end en laang frokost, og sidde inde og hygge os. De havde lovet regn, men den var ikke kommet, men til gengæld var temparturen også derefter. Vi endte på en meget fransk restaurant, hvor Cathy havde været før, hvor der virkelig var varmt og hyggeligt. Cathy bestilte løgsuppe på bedste franske manér med grantinerede ostebrød ovenpå – uhm det så godt ud. Jeg prøvede på anbefaling kylling med Camembertsauce, som også var meget lækkert. Til dessert fik Cathy noget, som også må være en fransk ting, citronis med vodka!! Jeg fik hindbærtærte, som smagte himmelsk. Opskriften på camebertsaucen har jeg ikke kunnet finde, men her er en med ostesauce, og at udskifte med camembert skulle være en smal sag.

Her i Antibes, fik jeg også købt, et lækkert fransk stykke sæbe til min far, duftposer til mig selv og en bog, som jeg vil fortælle om, når jeg er færdig med den, den hedder “The good wife” og er indtil nu vældig underholdende. Den blev indkøbt i den Engelske boghandel. Senere gik vi op til et lille torv i Antibes og fik en drink og sad og kiggede på at verden gik forbi, og der var nok at kigge på. Var kort med Cathy tilbage i hendes lejlighed efter vi havde ordnet hendes ærinder, og snakkede faktisk længe om livet og sådan. Vældig hyggeligt, og jeg fik rigtig luftet det engelske 🙂 Senere tog jeg bussen hjem, og gik i seng.

Når jeg ikke skriver noget om aftenens hændelser, er det fordi der ikke er nogen! Jeg var som vanligt bare “død” da jeg kom hjem, og sov gladeligt til næste morgen, som så var torsdag og min sidste dag i Frankrig. Vi havde talt om en tog/bus-tur til Monacco, men ærligt, så var jeg træt, og mine hofter havde været mere end tossede dagen før, så jeg trængte til en dag, hvor jeg ingenting lavede. Det viste sig, at Cathy også var træt, og var fint tilfreds med den løsning, så vi aftalte at mødes ved 17.30-tiden, og så gå ned til baren, hvor vi mødtes den første aften, og hvor vi også skulle mødes med Signe. Dagen blev brugt på at se film, hele 2 stk, for det var endelig blevet regnvejr og lige vejr til den slags. Dem vil jeg fortælle om en anden dag.

Cathy havde spurgt mig, hvad jeg synes, vi skulle spise på min sidste dag, og jeg havde udtrykt ønske om kinesisk. Og vi endte på en meget hyggelig restaurant L’Elephant Bleu, hvor de serverede både kinesisk, cambodiansk og thailandsk mad. Vi fik lidt forskelligt – det var vi også nødt til, for man skulle bestille en hovedret hver. Vi fik rejedumplings og små forårsruller til forret og til hovedret fik Cathy Kylling i citron, jeg fik oksekød med løg, og Signe fik en tailandsk ret med kylling og svinekød i, som smagte rigtig godt også, og så fik vi 2 slags ris til. Alt var meget velsmagende og inden måltidet fik vi serveret en aperitif på huset, som også var dejlig. Til maden drak vi rosé. Bagefter var vi på Le Colonel, der som navnet siger er inspireret af Kolonitiden og indretningen er så derefter – meget gennemført og flot, når man går ovenpå. Der fik vi en Margeritha, som bare smagte så godt. Jeg har ellers ikke kunnet lide den jeg smagte lidt af hos Signe nogen dage før, fordi den var megasur. Den har var perfekt til mig, og dem kunne jeg godt have drukket mange af. Men ikke til de priser, de kostede en mindre formue, men så var de også med glowsugerør og det hele 😉 Så efter en lang dag trissede vi hjemover, men vi kom til at vente i over en time på bussen. De går selvfølgelig ikke så ofte på den tid af natten. Det var blevet sent, så det var på hovedet i seng – Signe skulle jo trods alt på arbejde og jeg skulle i lufthavnen. Cathy havde her om aftenen meget omsorgsfuldt spurgt om jeg var sikker på, at jeg godt kunne tage i lufthavnen alene, og jeg sagde, at sålænge de var helt sikre på, at bussen stoppede i lufthavnen, så var det ikke noget problem. Det var de!

Næste morgen vågnede jeg tidligt, og gjorde mig klar. Tog en bus tidligere end den jeg skulle have været med lige for at nå det, og Gudsketakoglov for det, med hvad der skete in mente. Vejret var lunt med blå himmel og sol, så jeg forlod Cotes da zur fra sin bedste side. Jeg kom på bussen og jeg så de skilte, der var blevet beskrevet for mig, men pludselig synes jeg, vi kørte meget længere ad strandpromenaden end vi havde gjort på vejen hjem, så vidt jeg huskede, men jeg var ikke sikker, og spørge kan man jo ikke!!! Der er næsten ingen der forstår engelsk, og gør de er det i meget, meget små mængder. Og pludselig holdt vi ved noget, der mest mindede om en endestation, og som slet ikke var lufthavnen. Jeg var noget nær desperat, for kl. var nu omkring den tid, hvor jeg skulle have været i lufthavnen. En sød mand hjalp mig over, hvor der gik en bus direkte til lufthaven – formedlest 4 Euro!!!! Men jeg havnede MEGET lettet det rigtige sted. Jeg skyndte mig op i baren og skyllede efter med en dobbelt G&T! Jeg hader sådan noget, men alt gik i den sidste ende. Flyet var 20 min. forsinket til en start, men vi landede i god behold præcis kl. 14.55 som vi skulle – og når jeg siger præcis, så rørte hjulene jorden nøjagtigt der 😉 Ved indflyvningen, kunne jeg jo se sne, og koldt var det også, men det var dejligt at komme hjem – kulde, gråvejr og det hele til trods. Baggagen gik smertefrit, og jeg kunne tage toget hjem, og var herhjemme kl. 16.00, så det kan vel ikke gøres meget bedre.

Fotos kommer så snart jeg har fået dem fremkaldt.

Opdateret 24. februar 2016

3 tanker om "Golfe Juan 2.-9. februar 2007"

  1. Pingback: Deborah’s » Blog-arkiv » Franske forårsvinduer

  2. Det lyder som en rigtig skøn ferie!! Gid det dog var mig, der bare kunne rejse ud… men den dag kommer vel nok (o;
    Tak fordi du delte dine oplevelser. Jeg føler mig næsten helt mæt af alle de kulinariske beskrivelser…Uhm… (o;

    Knus
    Lotte

Der er lukket for kommentarer.