Forårsfornemmelser

Hemmeligt sted Lolland
Copyright deborah.dk

Se nu er de forårsfornemmelser Henning talte om forleden også begyndt at vise sig hos mig 😉 Jeg har fundet mine pelargonier frem idag. De har stået hengemt i kælderen i totalt mørke, og jeg tvivlede meget på, om de ville overleve. Det gjorde de, på nær ganske få stykker. Det er da imponerende. Så nu er de blevet renset for visne blade og døde grene og så fået lidt vand og komme ind og stå i soveværelset. Det er utroligt at se dem vågne til live igen. Nogen af dem har overlevet 10 år. Men jeg havde jo andre forhold at gemme under før, men så meget desto større er glæden da nu, hvor jeg ikke regnede med, at de klarede den. Se det er forårsfornemmelser for mig, når jeg igen skal have fingrene i jord. Ikke udenfor sådan rigtigt, som i haven, men nu skal jeg forberede mig på at få ejendommens flotteste altaner 😉
Idag er himlen og luften her sådan, at de varsler forår, og skulle jeg være i tvivl, kan jeg kigge ud i mit træ lige her udenfor vinduet, hvor Hr. og Fru Skade, er begyndt at forberede familieforøgelse. De boede der også sidste år, og det er hyggeligt at se dem farte frem og tilbage. De har sikkert boet her mange år, jeg har bare ikke set dem, fordi jeg først flyttede ind sidste sommer.

Hemmeligt sted Lolland
Copyright deborah.dk

Billederne er fra et yndlingsted, jeg altid kan kigge på, når jeg trænger til “et skud” sommer/forår – det er nu taget om sommeren, og er fra Lolland, og det sted jeg altid kørte hen, når jeg trængte til noget skov (det var der nemlig ikke sådan lige i nærheden af mit hus). Det er et meget smukt sted og skoven ligger helt ud til vandet… det sted kommer jeg til at savne, men jeg kan jo altid tage derned. Det er ved at blive så lunt, at jeg overvejer en tur ned og besøge gamle venner dernede. Dette sted opdagede jeg, en dag jeg var ude og køre med en helt speciel ven. Senere vendte jeg ofte selv tilbage dertil, og vi var der også igen…. en fredfyldt plet!