Ja det er for meget

072.gif

Min søde, veninde Lotte og jeg har talt meget om, det med at folk kommer “helt ud i hampen”, går ned med flaget, får en depression, lider af angst, må langtidssygemeldes m.m. Og Lotte har skrevet et fint indlæg om det på sin blog. Hun har som MANGE, MANGE andre prøvet det, ligesom jeg har. Det er sådan set ligemeget, hvad årsagerne er sådan specifikt, for det er efterhånden over hele linien. Bare de seneste dage, er jeg blevet præsenteret for 3 tilfælde, hvor det er gået galt i større el. mindre grad – det er bare mig!!! For hulen da! En venindes veninde, har en depression, og kan slet ikke håndtere det, min venindes bror og kone, er gået fuldstændig ned med flaget og hele familien har måtte støtte op, ringe til lægen, tage sig af børnene og meget meget mere – og den situation er jeg meget nervøs for! Der er vi ude i selvmordstanker og meget andet. Og et familiemedlem til en veninde, er også knækket under sygdom, skilsmisse og fyring – også meget at tage ind på een gang. Dertil kommer 2 venner, der permanent lider af panikangst.
Nu er Lotte og jeg så langt fra enige om det med medicinen. Det kan være en god hjælp. For nogen en overgang, og for nogen (min venindes bror, som er arveligt belastet) varrigt, for at undgå tilbagefald. Depression findes i mange grader, og varianter og der er nu mange gode redskaber til at måle, hvor slem den er. At samtaleterapi også er en god ting, dokumenteres her, men ved svære depressioner, er det nytteløst fordi patienten ikke orker at tage imod (ref. netdoktor), men også her nævnes det, at der meget ofte skrives medicin ud “i blinde” uden at årsager m.m. bliver undersøgt ordentligt. Og det duer selvfølgelig ikke. Der kan også læses om psykiatrifondens arbejde for, at alle kan få tilbudt samtaleterapi. Til gengæld, kan en ubehandlet slem depression føre til psykoser og blive meget meget slemt, og personen helt udenfor rækkevidde. Sådan et eksempel har jeg også haft tæt på i form af en venindes mor, der sine sidste år, levede isoleret og usselt i en bitte lejlighed, tydeligt psykisk syg. Men fordi hun ikke var til fare for nogen, kunne der ikke gribes ind – der er altså også et hul i systemet, for en del af sygdommen er jo manglende selvindsigt! Hendes børn kunne bare se på, at deres mor forfaldt fysisk som psykisk mere og mere – kan det virkelig være rigtigt?
Sagen er, at hele samfundet kører i højere, og højere gear og mange, rigtig mange kan slet ikke tåle det. Jeg tror, det er generelt hamrende usundt for os allesammen, men de med svagest psyke bukker selvfølgelig under først… sådan er det jo. Alle ved det formentlig godt, og alligevel presses der på politisk for at tingene skal gå endnu hurtigere og være endnu mere effektivt og masseproduceret. Man ved, at vi “folket” ønsker at beholde de små sygehuse f.eks. Det giver tryghed, når man er indlagt og mindre følelse af at være en lille brik i et stort system. Ligeledes ved man at lysstofrør er enormt usunde for os, alligevel – hvad er der alle steder? Lystofrør! Det samme gælder iøvrigt kontorlandskaber! Jeg ville dø, hvis jeg skulle sidde i sådan et – det skal jeg så Gudskelov ikke! Men hvor er de instanser henne, der skal sørge for folkesundheden, både på arbejdspladserne og i politik? Jeg forstår det ikke, og jeg er garanteret ikke den eneste.

At man presser de svageste, mere og mere og selv folk, man har anset for “håbløse tilfælde”” skal med fandens vold og magt presses ud i arbejde. Og nogen får da også et bedre liv, men mange får bare endnu et nederlag. Man må også være realistisk, vi er ikke alle “supermen and – women” der bare kan slå “auto-piloten” til, og sluge en pille mere – den går ikke – heller ikke for dem i længden! Og hvorfor kan ingen se det?

4 tanker om "Ja det er for meget"

  1. Jeg giver dig og Lotte fuldkommen ret, der er alt for mange der går ned med stress og depression. Det har jeg jo selv gjort.
    Selv har jeg haft glæde af antidepressiva, selvom jeg egentlig er imod medicin. Men jeg måtte til sidst indrømme, at uden ja der kunne jeg ikke klare den.
    Det værste er at det ser ud til, at der er en stigende tendens til at der bliver flere og flere stressramte, og dermed også depressive. Oveni det lever der stadig den gamle fordom om, at folk bare skal tage sig sammen.
    Hvordan får vi gjort samfundet mere menneskeligt, for jeg undres.

  2. Tak for støtten, Debs! Og jeg er fuldkommen enig med dig. Hunløven, hvordan vi gør?? Jeg tror bare det er et spørgsmål om hvor lang tid der går, før der kun er en lille skare tilbage af de dér supermaskiner – så er løbet jo kørt. *S*.

  3. Gitte: Tak for snakken igår! Nej jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det! Det er helt sikkert et stort, stort problem. Og ja der bliver flere og flere.

    Lotte: Det var så lidt søde! Jeg ved som sagt ikke, hvad vi skal gøre. Vi må vel blive ved at råbe op, men om de rigtige hører det, er jo lige det. Måske vi skulle skrive til Sundhedsministeren? Det var vel det rigtige sted, at henvende sig. Men om der kommer noget ud af det, er så noget andet. Selv supermaskiner, går i stykker til sidst, uden “smørring og olie” *S*

  4. Pingback: Deborah’s» Blogarkiv » Hvor ofte har jeg ikke sagt det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield