Rygstykker med “tømmermænd”

hortensia.JPG
Hortensia i Horbelev copyright deborah.dk

Så er jeg hjemme igen fra sommerhus. Det kom jeg igår aftes omkring spisetid, men hold op, jeg var smadret…. det er jeg sådan set stadig. Der blev ryddet ud i skuret i stor stil skal jeg love for. Der var noget at gå igang med, kasser i stakkevis, døre, plader, brædder, og alverdens ting. Kasserne viste sig for størstedelens vedkommende at være min søsters og mit legetøj fra førhen. Hm, der bliver noget at give væk, for at smide det ud, kunne jeg godt nok ikke få mig til. Jeg er klar over, at legetøj nu er noget andet, men meget af det var spil, bøger og dukker, og det kan da altid bruges skulle jeg mene. Er sikker på, at nogen derude vil være glad for det. Så ved førstkommende lejlighed skal det lige kigges igennem. Der er altså noget af det, jeg ikke kan nænne og give væk selvom jeg jo ingenlunde skal bruge det! – Kender du det?? 🙂 Da min ryg er en sart ryg, har jeg ondt i den, men er p.t. taknemmelig for, at det ikke er værre, end tilfældet er. Jeg forbyggede ved at tage smertestillende igår allerede – der gjorde den også ondt, men jeg havde troet det ville være meget værre idag.

Lige nu sidder jeg så her og “sumper” med en kande kaffe med mælk. Jeg har brygget på stempelkande, for jeg har så meget “rigtig” (i modsætning til neskaffe) kaffe, at jeg kunne forsyne en mindre hær. Det skyldes, at da jeg boede på landet, havde jeg opbygget et betydeligt lager, for der var helt reel risiko for at sne inde f.eks. Hvilket faktisk er sket! Der kunne jo også udbryde krig 😉 Ja, det skulle man da tro, jeg har tænkt med alt det kaffe jeg har købt. Ved ikke lige, hvad jeg har tænkt, for så meget kaffe drikker jeg altså heller ikke! Nu kan der da blive tyndet lidt ud i lageret, når min far holder sin fødselsdagsbrunch. Han nævnte igår, at vi da også skulle have købt kaffe og han havde et pund kaffe, om jeg troede det var nok? – jeg skyndte mig at råbe “NEJ!”, og forklarede ham, at jeg havde kaffe nok, til jeg blev 100, så det skulle jeg nok komme med.

Der skal ikke ske noget særligt idag, andet end hygge og afslapning. De få opgaver jeg lige havde i sigte, har jeg fået gjort. Det var dels opvasken, og så har jeg hængt ting og sager op. For noget tid siden fik jeg sammen med min pakke fra Oriflame et helt gratis selvkørende ur. Det er hvidt og lige perfekt størrelse til at fungere som køkkenur. Det er nu blevet hængt op, og det ser rigtig fint ud. Jeg ærgede mig over, at da jeg flyttede fra mit hus på Falster, at jeg ikke fik min køkkenrulleholder med. Den er ikke særlig fancy el. noget, men jeg synes den var god, og så kan den hænges på døren i spisekammeret, meget bedre end den “dims” jeg nu har stående. Den plads forsvinder også, når jeg får det nye køleskab, for det er ovenpå der, den står nu. Jeg fandt mit stativ igår – på min gamle skabsdør, som vi jo kørte på “lossen” – det blev skruet af, og er nu skruet på min dør her – er det ikke bare dejligt, med den slags små succesoplevelser 😉 Så det var dagens dont.

Min gamle ven og bagbo, var der også med sin kæreste. Han har nu endelig sat sit hus til salg. Noget han skulle have gjort for længe siden, for han har reelt været hos hende de sidste mange år, og har kun gået og vedligeholdt sit hus, hvilket selvfølgelig har været belastende, når hun også har et hus og have der skal holdes. Min søde ven, er efterhånden blevet 85 (lige om lidt 86), og helbredet er ikke godt. Desværre er det for nedadgående, hvilket jo helt sikkert også har været med til at, han har taget beslutning om at sælge. Så de er ved at rydde hus. Han har det bestemt ikke godt, og han ser meget dårlig ud. Det er trist. Han er sådan en sød gammel gut, som både far og jeg holder meget af, og han har været mig en utrolig dejlig nabo og ven. Også hans veninde var faldet af på den, men hun er i sagens natur jo heller ingen årsunge. Så det var bagsiden af medaljen igår, for som det ellers er sagt, så var det en dejlig, dejlig dag med forår i luften. Og vi fik da en snak og en bajer 🙂

I haven piplede det op med vintergækker, erantis og hvad ved jeg. Og jeg ville da have haft noget med hjem, men da vi var færdig med at slæbe, var jeg så udmattet, at det glemte jeg fuldstændig. Jeg har ikke noget øjbliksbillede – det er det her kamera igen 😉 Men jeg har lidt sommerstemning fra da jeg boede i huset, hvor jeg havde denne hortensia i mange år i den krukke. Da jeg flyttede (til Lolland), formastede jeg mig til at putte den i jorden. Det skulle jeg aldrig have gjort – den døde! Senere fik jeg en mere, og det samme skete. Jeg tror simpelthen jorden var for kraftig, hvor jeg boede – ikke til hotensia ihvertfald. Men flot var den.