Organdonation


organs.jpg

Mange skriver idag om Dokumentaren om Nikki, som var igår. Jeg så ikke udsendelsen, og normalt så ser jeg ikke den slags udsendelser, fordi de altid kører på det samme. At der mangler donorer og at vi skal have hevet det ned over hovedet at vi skal donerer. Jeg mener ikke, vi skal donerer, men jeg mener helt sikkert, vi skal tage stilling, så dem omkring os ved, hvad vi ønsker, skulle der ske noget.

Men ligemeget, hvad du mener, så udfyld dit donorkort i overensstemmelse med, hvad du tror på

Det er som om, at det at dø, skal undgåes for enhver pris. Der er noget folk glemmer, og det er at det er det eneste sikre her i livet – døden. Hvornår og hvordan den kommer, det er ikke til at vide, og godt nok for det. Jeg har før skrevet lidt om emnet i forbindelse med en bog som jeg også mener, er god til at skabe en debat om emnet. Når nogen man elsker bliver syge og skal dø, er det altid for tidligt.

Der bliver heller aldrig nævnt noget om, hvor tit de her tranplantationer mislykkes eller folk pludselig dør kort efter, som i Nikkis tilfælde. Eller de skrækkelige bivirkninger, der kan være ved den meget, meget stærke medicin man skal have resten af livet for, at kroppen ikke skal støde de her organer fra sig – og så sker det ofte alligevel. Dette siger mig alene, at det er helt forkert, udover den helt åndelige side af sagen. Jeg håber ikke, vi går i retning af amerikanske tilstande, hvor man er begyndt at se stort på hjernedødskriteriet!!

Når alt det er sagt, så skal det også siges, at jeg selvfølgelig hverken vil give el. modtage. Det hører da helt naturligt sammen i mit hoved. Mere hvis nogen skulle være i tvivl, så er begge dele mig lige ubehagelig.

7 tanker om "Organdonation"

  1. Selv ville jeg ikke have noget imod at være organdonor eller bare loddoner for den sags skyld. Jeg må desværre ikke, ellers havde jeg nok også fået udfyldt mit donorkort. Men den mulighed er altså taget fra mig. Jeg har dog overfor min familie gjort klar, at jeg ønsker hjernedødskriteriet brugt. Jeg har ikke lyst til at ende som en grønsag på et plejehjem. Så vil jeg hellere have lov til at dø, med en flig af værdighed.
    Men sådan er vi jo så forskellige.

  2. Ja det er en meget personlig ting, helt sikkert. Jeg mener bare ikke, vi er el. skal være “reservedelslager”, og at man bare kan bytte rundt på tingene på den måde, hvilket at kroppen støder det fra sig også klart indikerer!

  3. Jeg så ikke udsendelsen i går. Men jeg har dog taget stilling forlængst. Jeg har udfyldt mit donorkort på sundhed.dk. Så de kan bare bruge løs, hvis chancen byder sig.

  4. Pingback: Deborah’s » Blog-arkiv » Alt vender sig i mig

  5. Pingback: Deborah’s » Blog-arkiv » Jeg vil ikke, vil du?

  6. jeg har været organdonor i mere end 25 år, og jeg mener, at det er vigtigt at man tager stilling, så ens efterladte ikke skal stå med sådan en beslutning oveni sorgen over tabet af en slægtning. For ca. 14 år siden, fik en i min familie brug for et nyt hjerte (hun fik et hjerte, og har det fint idag) men det var i sidste øjeblik. Det fik mig til at tænke på, at man måtte kunne gøre noget, for at få flere til at melde sig som organdonorer, og for at holde debatten igang, har jeg fremstillet en ORGANDONORNÃ…L, (lidt i stil med bloddonornålen). Ved at bære nålen, sender man et signal om, at man har taget stilling til organdonation, og netop det at tage stilling er vigtigt.
    Ã…rhus stifts tidende bragte i Dec. 2007 en artikel om ORGANDONORNÃ…LEN. Artiklen kan læses på dette link

    http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20071216/AAS/633821965/1002

    Spørgsmål angående nålen kan rettes til mig på min mail.

    Denny Toft

  7. Denny Toft – Jeg har svært ved at se behovet for endnu en nål. Men der kan da være dem, der synes, det er smart at gå med 10 forskellige. Det vigtige er vel at tage stilling og lade rette vedkommende vide… Men ihvertfald har du ihvertfald fået gjort opmærksom på det vigtige i at tage stilling, hvilket er det eneste, vi er enige i.

Der er lukket for kommentarer.