At smide væk gør ondt

img_3767opt.jpg

Far og jeg var på lossepladsen idag. Sidst vi var afsted med flere store læs, blev to store kasser stående i kælderen, for så skulle de køres til en Frelsens hær butik el. noget. Nu endte det med at komme i tøjcontaineren på lossepladsen, som så iøvrigt var Frelsens Hærs. Det var mors tøj! Det gør ondt på min gamle far, at smide mors sirligt indpakkede tøj, pelse og hvad har vi i en container. Og måske kunne vi have fået en smule mønt ud af det, men ærligt – jeg orkede det ikke. Far gør slet ikke, og min søster har taget sin del af slæbet i sin tid, da mor døde og vi sorterede hele hendes garderobe. Og ærligt, så var det meste også ødelagt meget af at hænge i kælderen og var meget gammelt altsammen, så fred være med det. Men jeg kan godt forstå far, for det river da også i mig. Men ingen af os kommer til at bruge det, og skal det så bare hænge for at hænge. Det er også for dumt, det fyldte som sagt to flyttekasser, som iøvrigt også røg ud.

Meningen var, at vi skulle have smidt et gammelt TV ud også. Det måtte vi opgive. Jeg prøvede en gang at løfte lidt i det. Det vejer ½ ton. Far troede mig ikke, kunne jeg godt høre. Og han var så henne og løfte i det. Så var der ikke mere snak om det :O Vi må have fat i en stærk mand en dag, for ud skal det.

Efter genbrugspladsen var vi en tur i Netto og fik handlet lidt. Og nu sidder jeg her og hygger mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *