Undren – er det Janteloven?

img_5374opt.jpg

Jeg sidder her på en fantastisk dejlig morgen og undre mig ret så meget. Igår fik jeg den fine pris og skulle så give den videre. Så langt så godt! Jeg kom ganske vidst til at give til flere end fem, fordi jeg føst senere fandt ud af, at det var tallet, der gjaldt. Never mind, jeg kunne godt have givet prisen til lidt flere, hvis det skulle være. Men der kommer nok en til på et tidspunkt, og begrænse mig, skulle jeg.

Det jeg så oplever er, at folk der modtager den her pris, ikke vil tage imod den.

Mig – Nej det har jeg virkelig ikke fortjent

Og udsagn om, at man ikke vil fremhæve nogen fremfor nogen andre (Catarina), også Ole var inde på, at han ikke fortjener! Det passer ikke! Liselotte mener, at vi generelt bare skal være bedre til at skrive en hilsen og smide noget glæde på vores vej – deri kan jeg sagtens følge hende, selvom jeg nu synes, jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan i den forbindelse. Og forhåbentlig/mentlig også hvorfor jeg også har fået prisen – igen tak!!!

Jeg kan dog IKKE følge, hvorfor man i den grad er SÃ… bange for, at skille sig ud fra mængden og tage imod den ros, der bliver givet. ISÆR i Liselottes tilfælde, hvor vi er mange hundrede, der vil skrive under på, at det ér hun! Hvorfor så ikke accepterer det, og glæde sig over det, og så glæde nogen som betyder noget særligt for hende! Er det Janteloven, der spiller ind her?

Du skal endelig ikke tro, du er noget?

Eller hvorfor må man ikke vise, dem der noget særligt, at de er netop det? Alle de blogge, jeg læser bibringer mig da noget – men der er da HELT SIKKERT også nogen, der skiller sig ud, og det føler jeg altså ikke odiøst at sige el. fremhæve, ved at give en pris – hvorfor er det så det? Nogen der kan svare mig? Jeg personligt bliver sgu lidt “lang i mit ansigt”, når folk ikke vil tage imod noget i den ånd, jeg giver af et godt hjerte! Nogen der kan følge mig?

23 tanker om "Undren – er det Janteloven?"

  1. Emmaline – Tusind tak! Det er bare ikke fedt, når man selv sidder og føler, at man ikke kan kende sig selv, men sådan har de også følt åbenbart og det lyder som om, at vi har en case af, rigtig grundig have misforstået hinanden. Det sker, og jeg må være mere omhyggelig med at læse indenad en anden gang tror jeg 😀 Men nej, jeg holder ikke op med at lade mig inspirere! 😉

  2. Pingback: Deborah’s » Blog-arkiv » Jeg hader misforståelsers misforståelser

  3. Hold da op, Deborah, sikken en diskussion du kan fremkalde :d Og det er helt utroligt som du bliver misforstået, stakkels dig, du satte foden i en hvepserede :(( Undervejs gennem kommentarerne måtte jeg et par gange læse dit indlæg igen fordi jeg tænkte: “skrev hun det…?”

    Personligt blev jeg glad for min pris og gav den gladeligt videre, da jeg synes, der er nogen som fortjener anerkendelse. Desværre kiggede jeg på de andres blogge og så at mine “kandidater” allerede havde fået prisen, så jeg gav den ikke til dem. Det ærgrer mig nu for det luner også at få den fra flere 🙂 Som jeg vist skrev tidligere, så var du én af kandidaterne @};-

    Og så håber jeg virkelig ikke du holder op med at lade dig inspirere og skrive om det, det bliver da en død blog uden – og skabe debat, der får folk op ad stolen det kan du \:d/

  4. Catarina – Det var IKKE det, jeg opfattede som en afvisning! 🙁 Selvfølgelig ikke! Det jeg ikke forstod, var hvorfor du ikke ville give prisen videre – bare det! IKke det andet! :(( Jeg er selvfølgelig glad for, at du blev glad for den, men forstod så ikke resten.. og det skal jeg så heller ikke nødvendigvis! Jeg er som, jeg skriver ked af, hvis jeg har misforstået, eller udtrykt mig klodset og det ser det så ud til, at jeg har!

  5. Ja – hvis man kan opfatte dette som en afvisning:
    ”1000 tak Deborah, det er sødt af dig at tænke på mig. Nu må jeg så se om jeg kan “hitte ud af det”.
    Kan du have en god søndag”

    og dette:

    ”Jeg er af Deborah, blevet tildelt prisen “Blogging Community Involvement Award”, det er jeg meget beæret over, for kriterierne for at få prisen er…”
    så er JEG stået af!

  6. #:-s Kære Alle!!! Sikke en masse dejlige kommentarer – og TUSIND TAK for hver eneste! Synes det er fedt med lidt debat. Det kan være, jeg har udtrykt mig klodset :o), det skal jeg ikke kunne sige. I så fald undskylder jeg for det 😉

    Lad mig lige igen sige, at jeg på INTET tidspunkt, har set noget dårligt eller forkert ved, at ville glæde mange, som Liselotte og andre gerne vil, eller deres opfordring til at smide en hilsen hist og pist. SLET IKKE! Tværtimod! Hvilket jeg også skriver. Som jeg også selv skrev på Liselottes blog, ville jeg meget gerne have endnu flere af slagsen. Og Pernille, jeg HAVDE skrevet det samme til Liselotte på hendes blog. Det har INTET at gøre med at udstille hende el. nedgøre hende på nogen måde, slet ikke. Så hvis du opfatter det sådan, så er det ihvertfald forkert, og det håber jeg så bestemt ikke Liselotte gør.Jeg undrede mig bare også sådan generelt ikke kun i blogverden. Og det undrede jeg mig så højt over, ligesom jeg udtrykte MINE følelser omkring, at jeg egentlig blev lidt ked af EEN kommentar i den forbindelse med uddeling af den her pris – og det var IKKE Liselottes, men Catarinas, som jeg opfattede som en afvisning (hvilket jeg også har skrevet til hende selv på hendes blog). Og det kan så være min fejl. Det var sådan set det hele, og så bliver det pludselig til “en storm i et glas vand” for nogen. At jeg skrev til Johanna, at hun har lov til sin mening, var bestemt ikke ment som nogen udlægger det, bare at jeg sådan set ikke lige vidste, hvad jeg skulle skrive. Så lad være at lægge mig ord i munden. Jeg har kun respekt og gode følelser for Johanna, så det vil jeg ikke have siddende på mig. Men da det åbenbart er en vending, der afføder dårlige følelser, vil jeg da tæke over, måske ikke at bruge den en anden gang. Uanset, har det ihvertfald ikke været min mening at generer nogen, kun undre mig :-\

    Men som Johanna ganske rigtig påpeger, så er det også et spørgsmål om tid, det med at sende videre, svare på o.s.v. og helt sikkert, det her blogvæsen tager oceaner af tid, det skal jeg da være den første til at medgive. Ikke en lyd om det heller. Man skal jo også nå andet end det! 😀

    Som jeg opfatter det, er nogen blevet stødt over, at jeg følte inspiration fra uddeling af den her pris og andres holdning til det og undre mig her når jeg også har undret mig på deres blog? Vil det sige, at I seriøst mener at jeg ikke “må” se noget, hos andre, og lade mig inspirere af det? Det var vel hele pointen med nettet og blogge i særdeleshed? Ellers har jeg misforstået da! Det er så muligt 🙁

    Nu har jeg prøvet at forklare mig, og det har aldrig været meningen, det skulle være “mudderkastning” – slet ikke, det var ment som eksempler hvoraf Liselottes var ET, men hun er den alle så hæfter sig ved.

  7. Du må mene præcis hvad du vil, og starte alle de debatter du ønsker.. også med undren. Men du må i samme ombæring acceptere og respektere, at der findes bloggere som mener noget helt andet, og at deres meninger og holdninger ikke behøver, at blive debatteret.

    Jeg siger ikke, at den omtalte pris er et kædebrev.. jeg nævnte dem blot da jeg berørte typerne. Men i og med, at man skal videresende disse, så er det en kædereaktion, og dermed et kædebrev. Længere er den sådan set ikke.

    Jeg tror alle er glade for at få nogle rosende ord med på vejen. Det er jeg i hvert fald. Og tak for dit indlæg i den sammenhæng.. også det varmede.

    Personligt mener jeg, at Liselottes forklaring er rigtig god og varm. Og jeg er slet ikke uenig med hende. Jeg valgte så bare at sende den videre. Ikke til 5 men til 3. Tre personer som jeg kender ude i den virkelige verden, enten gemme flere år, eller som jeg lige har mødt. Mennesker hvis varme og smil jeg har set og mærket. Og ikke mindst, glade mennesker, der altid spreder masser af glæde og smil. Også på bloggen.

    To af dem jeg har sendt til har valgt ikke at sende den videre, og det er ingen af de to du nævner. Jeg vidste det godt i forvejen, men derfor kan jeg da godt sender dem lidt roser.

    En anden forklaring på, at nogle vælger ikke, at sende den slags videre eller ikke ønsker, at deltage er ganske enkelt tid. Jeg har pt. ikke tid til, at surfe rundt på den måde. Jeg besøger kun min blogroll og resten af tiden, vil jeg gerne bruge på min egen blog. Om en måned er det måske anderledes og så har jeg måske masser af tid til det, og så får to mere måske en hilsen. Men lige nu er det familie, studie og mig selv. Derfor valgte jeg dem jeg gjorde… fordi de betyder noget for mig, og jeg fik et skub bagi, til at fortælle dem, at de er noget særligt. Og så fik jeg øje på afsenderens blog (Nina), og det er jeg faktisk rigtig glad for.

    Ved ikke lige hvad jeg vil sige med det her, som blev alt for langt.. måske bare, at vi er forskellige mennesker, der disponerer og prioriterer forskelligt. 🙂

  8. Disclaimer ahead…

    Når nu jeg læser Jeres to sidste kommentarer her, så kan jeg pludselig se, at jeg er gået helt forbi, i min fortåelse af den holdning, du fik skrevet i dit indlæg, Deborah.

    Jeg troede du skrev om, at det kan være et problem for nogle at tage imod en rose og sige tak og så lade det være dét, istedet for næsten at skulle underkende sig selv og sit værd og/eller at forklare stolpe op og ned

    Det var ihvertfald det _jeg_ mente, da jeg kommenterede her. At jeg ikke kan forstå, hvorfor man ikke bare kan være glad for den anerkendelse man får, UDEN at skulle mene, at man ikke har fortjent den.

    Det andet kan jeg ikke erklære mig enig i, men jeg er jo også én af de “krukkede” som ikke har lyst til at lege med. Jeg kan snildt finde 5 andre, som jeg synes har fortjent æren, men jeg har ikke lyst til at være med i legen. Ganske som jeg plejer (PeachMelba fik så smukt vist sin accept af mit ønske, ved at tilføje en lille udfyldt parantes efter at hun tildelte mig prisen. Dét blev jeg virkelig glad ved!).

    Måske er det en skam, men de som kan se min IP være på deres statistik hver dag, kan være evigt forvisset om, at jeg kan li’ deres blog og derfor vender tilbage igen og igen.

    Det er MIN måde at vise min accept på 🙂

  9. Jo, jeg har set det og også svaret på det 🙂

    Jeg ville meget hellere benytte lejligheden til at opfordre alle til en tur rundt og drysse rare og venlige kommentarer, end jeg ville udnævne fem – og jeg har på INTET tidspunkt sagt, at jeg ikke vil fremhæve nogen fremfor andre – jeg vil bare ikke i dette tilfælde, for jeg synes der var meget mere at vinde ved at bede alle gøre et eller flere andre mennesker glade. Jeg er, som skrevet, selv alt for dårlig til det.

    Skulderklappet er altså modtaget. Det gjorde mig vældig glad og jeg konverterede det til et forsøg på at gøre mange glade og ikke lade mig nøje med fem. Jeg kan stadig ikke se, at det kan optages negativt. Det kan jeg altså ikke?

  10. Hej,

    Jeg kan kun tilslutte mig en af kommentarerne herover – og jeg skriver med vilje ikke navnet, da denne diskussion er blevet meget navnemudderkastning nærmest. Men at sige til en person, at de da har lov til deres egen mening er indirekte MEGET fornærmene og nemlig at sige, at de er et kvaj…. jeg har selv prøvet den form for retirade her hos dig – hvorfor jeg ALDRIG længere kommenterer nogle steder.

    Desuden mener jeg, at hvis en person giver udtryk for en holdning på sin blog kan man kommentere den der – men ikke uden tilladelse gøre det til et debatemne på sin egen blog. Det er at udstille folk, som muligvis ikke er interesset i denne interesse. Og al ære og respekt for bloguniverset – men ingen af os (eller få) er mere end virtuelle ‘venner’… som man bør behandle med mere respekt end hvis man ytrer sig live til en kær ven!

    Ord virker meget anderledes på skrift end i tale – husk på det!

  11. Liselotte – Det er ikke mig alene, der har gjort dette til et spørgsmål om DIG! Hvis jeg har fejltolket dig undskylder jeg selvfølgelig! Det faldt mig for brystet, at du og Catarina ikke ville vælge nogen at give prisen til – og at hun:

    “Jeg vil ikke udnævne fem, da jeg ikke vil fremhæve nogen frem for andre”

    ligesom dig! Det er dette især, jeg ikke forstår, hvorfor må man ikke det? Fremhæve nogen fremfor nogen andre? Og jeg kan ikke gøre ved, at du ikke føler, du fortjener det, men kan kun beklage det…for det synes jeg jo i høj grad også du gør! Jeg har til mit forsvar også skrevet noget lignende ovre på din blog, men det har du måske ikke set?

  12. Allerførst må jeg sige, at det havde været langt mere befordrende for debatten, hvis du havde spurgt mig og hørt mine svar inden du begyndte at gisne om mine bevæggrunde for både det ene og det andet, Deborah…

    Du synes ISÆR det er underligt, at jeg ikke tør skille mig ud fra mængden og tage imod den ros, der bliver givet. Hvor i alverden læser du det henne?

    Jeg tror bare, at jeg i al ydmyghed, ikke føler det skulderklap er fortjent og det begrunder jeg endda ganske udførligt i indlægget ligesom jeg tager imod rosen i den ånd, den er givet. Jeg skriver, at den gør mig overordentlig glad, og det gør den.

    Bagefter opfordrer jeg til, at vi alle gør andre glade med kommentarer i stedet for selv at udnævne 5 bloggere, som alle gør sig fortjent til den udnævnelse. Det er måske den del af indlægget, som falder dig for brystet? Ellers forstår jeg ingenting…

  13. Det var nu mig, der så det som en slags kædebrev/meme, men det er kun i kraft af, at det tilsyneladende ser ud til, at hædersprisen skal gives videre til 5 nye personer og så har vi jo netop _kæde_reaktionen.

    At man snildt kan lade være med at finde 5 nye, det er jo klart, og jeg skal gerne være beviset på, at det kan lade sig gøre, men jeg garanterer ikke for, at det ikke giver nakkedrag på dén konto. Det er jo set før 😀

  14. Lene – du siger præcis det, jeg ikke kunne få formuleret ordentligt – tak for det!

    Deborah – du ved godt, at når man siger til en anden, at han/hun jo naturligvis har til sin mening – i et land, der har grundlovsfæstet menings-, ytrings- og forsamlingsfrihed, siger man i virkeligheden, at man synes vedkommende et er kvaj *G*.

    Og det har man – heldigvis – lov at sige. Jeg kan aldrig huske, hvad det var for en berømt franskmand, der udtalte noget i retning af: “Min herre – jeg finder Deres holdninger aldeles tåbelige. Men jeg vil slås til min død for Deres ret til at have dem”. Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre 🙂

  15. :(( Nu vil jeg IGEN godt præciserer, at Liselotte kun var ET eksempel, og hendes indlæg faktisk ikke var det, der faldt mig mest for brystet, men Catarinas! Jeg er helt enig med Liselotte i, at det med at smide en hilsen, er superfint og at blive bedre til det endnu bedre.

    Johanna – Du har jo ret til din mening, men jeg synes bestemt også, jeg må have lov til at undre mig over folks manglende evne til at glæde sig over en udvist hæder! Og jeg kan ikke se, at det har noget som helst med kædebreve at gøre. Det må være jer der opfatter det sådan, og so be it, men jeg synes, det er synd! Det at folk reagerede som de gjorde gav mig nogen tanker om påskønnelse, og det at det er så enormt udansk, at måtte vise, at man “er noget” el. at man er noget specielt! Så det er en helt ny diskussion, for jeg ser INGEN grund til at ændre på den snak, der pågår hos Liselotte om, at vi alle gerne vil have en hilsen på vores blog – så vidt vides, sålænge det ikke er syge psykopater, der desværre florerer mindst en af! Jeg er da ked af, hvis du synes, at jeg ikke må starte en diskussion, som jeg finder interessant!

    Lene – Ja du har ret, vi opfatter forskelligt,og jeg har muligvis misforstået Liselotte og så undskylder jeg! Men som jeg lige har påpeget, så var det faktisk < a href="http://www.catarinas.dk/?p=631">Catarinas indlæg, der var årsag til mit her.

  16. Hm… jeg kan ikke se hvorfor det skal debatteres. Det er for mig lidt som at debattere, for debattens skyld, og ikke emnet som sådan.

    Når man får den slags, kan man vælge, at tage imod, eller takke nej. Giver man en begrundelse for det valg man træffer, synes jeg det er fint.

    Vi er alle sammen meget forskellige herude i bloglandet, og ser derfor også meget forskelligt på den form for “hæder”, “kædebreve” og hvad der ellers florerer i cyberspace. Det synes jeg man skal respektere… ikke diskutere.

  17. Deborah, det er sjovt som vi læser forskelligt, for jeg opfatter det ikke som om Liselotte ikke vil ha prisen, men hun vælger at gi os alle et puf til at læse og kommentere hos hinanden. Ofte når der har været de her “priser” så bliver jeg så glad og lige overrasket hver gang over, at nogen tænker på mig, men det er sjældent, jeg giver videre, ganske enkelt af den grund, at jeg har svært ved at pege nogle ud i forhold til andre, og jeg har også svært ved at formulere lige nøjagtig hvad der gør den enkelte blog læseværdig. Denne gang prøvede jeg så 🙂

  18. Man behøver ikke at give en pris/prisen videre. Omend er det da dejligt at få en påskønnelse af den ene eller anden art.

    Forestil dig, at du hver gang skrev en stil i skolen og der ingen kommentar fulgte med? eller at der kort og godt stod – FINT! I længden ville man tænke; hvad er fint? hvornår er det ikke Fint?

    Jeg skriver min blog for min egen skyld og man kan lægge en kommentar eller lade være – man kan besøge den eller lade være…. Men når jeg læser en blog , hvor personen skriver noget som ligger vedkommende på sinde (eller mig)- og hvor vedkommende har “brug” for et ord, skub et knus med på vejen – så giver jeg det – også i kommentarboksen.

    Ikke kun for min egen skyld , men også fordi den der har bloggen har brug for det – og jeg har overskud til at give det.

    Når man så får en anerkendelse (som den igår) så skal man da tage imod den, hvorfor ikke?

    Det gør jeg også når en lærer endelig giver mig 12 istedet for 2.

    Det er ikke en anerkendelse som at forstå som et kædebrev, tværtimod – det er en anerkendelse at forstå som at vi skal huske at elske hinanden, at være gode ved hinanden og vi skal blive bedre til at sige det til hinanden….
    Når man så skal nominerer nogle andre så handler det jo netop om at blive bevidst om, hvem syntes JEG skal have en anerkendelse for deres specielle virtuelle humørkram eller for at sige tingene som de er – kald det bare barmhjertighed, men er der noget galt i det?

    Et smil er den korteste afstand mellem mennesket……

  19. Anita – da jeg fik prisen, var der ingen, der “tvang” mig til at give den videre,og det føler jeg da også, man kan gøre, HELT som man vil. Hvis man ikke har lyst, kan man da bare lade være. Jeg HAVDE bare lyst til at fortælle nogen, at de betød noget særligt! Vi er helt enige, det skal ikke være en tvang. Som jeg skrev, var jeg dårligt klar over antallet, man angiveligt skulle sende videre til. Ideen er vel naturligt nok, at man finder nogen, man synes fortjener.

    Fr. Møller – JEG (og andre tilsyneladende) synes, helt sikkert Liselotte passer på følgende del af prisbegrundelsen i og med de kommentarer, hun lægger på sin egen blog og den dialog hun har der:

    “De er dem som drager hinanden ind i meningsfulde samtaler og de nægter at lade sig nøje med en simpel hilsen (goddag) – i hele processen lykkes det dem at skabe en følelse af nærhed og venskab.”

  20. Jeg ser denne pris på samme måde, som de “kædebreve” (okay, memes) der florerer på nettet.

    Denne her er da en meget sød tilkendegivelse som jeg heller ikke kan forstå, der ikke bare almindeligvis kan accepteres og takkes for, men mit personlige problem kommer ind i billedet, når jeg næsten tvinges til at skulle give den videre til 5 andre. Ergo kædebrevs-tingen igen igen og den gider jeg stadig ikke! Men jeg gider godt at sige tak for rosen, fordi jeg fik den 🙂

    Men derudover, så har jeg faktisk også undret mig over, hvorfor der skal skrives lange indlæg om grunden til, at andre fortjener den pris!? Måske ER det i virkeligheden Jante der stikker sin næse frem, men jeg håber det ikke. Den er så grim.

  21. Fr. Møller – Jeg har ikke givet prisen til Liselotte, omend det kunne jeg meget vel have gjort! Og jo, jeg synes NETOP hun i den sammenhæng ér noget særligt og bedre! Det er MIN pointe! Hun er bare et af flere eksempler, der ikke vil vedkende sig det!

  22. Jeg synes egentlig netop, Liselotte pænt og sagligt begrunder, hvorfor hun ikke “vil have” prisen. Mig er der ingen, der har kastet den efter – men jeg ville også have takket nej – med nogenlunde samme begrundelse som Liselotte.

    Jeg er sikker på, Liselotte – for nu at blive ved det eksempel – påskønner din gestus, men blot ikke synes, lige præcis hun bør fremhæves fremfor så mange andre i en sammenhæng, hvor hun netop ikke gør det spor bedre end så mange andre. Det synes jeg er fair nok 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.