Den manglende brik

Jeg har lige set “Sporløs“! Som altid blev jeg utrolig berørt over at se den. For folk der ikke selv har prøvet det, kan det virke som en meget stærk reaktion, når de finder deres mor el. far (er det som regel), og være utrolig svært at forstå behovet.

Det er lige præcis en af de ting, som man nok skal have prøvet sådan rigtig selv, for at forstå til fulde. Selvom nogen godt kan forstå det. Idag var det en utrolig dejlig pige, der fandt sin far i Australien. Hun kommer i “Aftenshowet” imorgen. Som hun sagde, hun fandt den manglende brik i sit livs puslespil, og det var utroligt nu at møde en, hvor hun kunne se en masse fællestræk. Det med fællestræk, er utroligt. Også jeg har manglende brikker i mit liv. Eller d.v.s. det havde jeg, nu er der en mindre.

Som de det måske vides, er jeg adopteret. For snart mange år siden nu, begyndte jeg en søgen efter mit biologiske ophav. Og jeg fandt min biologiske mor, og en biologisk søster. Min biologiske mor var død forængst, så hende var der ingen chance for at møde. Den biologiske søster havde ikke lyst til kontakt, men var sød at sende billeder af vores mor og sig selv. Og ligheden var slående! Og det i sig selv, var fantatisk. Det er jo noget, adoptivbørn ikke oplever ellers – at ligne nogen. Så bare at få de billeder var dejlig, omend der jo var mange, mange ubesvarede spørgsmål. Jeg havde stillet en del af dem til min biologiske søster, men hun kunne af flere årsager ikke svare på dem. Og så lå den ligesom der.

Min biologiske far, har et utroligt almindeligt navn. Han er amerikaner, og var i millitæret i Tyskland. Med kun et navn og en fødselsdato og år, er det nærmest umuligt at finde ham med så almindeligt et navn. Og tro nu endelig ikke, at de amerikanske myndigheder gør spor for at hjælpe. For det første gør de ikke det, og for det andet, er deres systemer ikke gearet til det. De få, hvor der har været kontakt, har det været “dead end”. Jeg har haft et bureau til at prøve at finde ham – de gav op. Det kostede mig tæt på 3.000,- kr. og det var da jeg arbejdede. Så det var ligesom det. Jeg har skam også skrevet til “Sporløs”, men blev ikke udvalgt, og de er jo heller ikke dumme. De kan også godt se det håbløse i opgaven. Nu har jeg een ide tilbage, men om jeg gør det ved jeg ikke. Det er ikke så vigtigt for mig mere, men det kunne da være sjovt, helt sikkert. Man når jo til et punkt, hvor man bare accepterer at sådan er det.

Til andre der vil søge deres ophav. Gør det for alt i verden, men gør op med dig selv, at du vil have sandheden fremfor uvished. Det er ikke nødvendigvis gode ting, du finder, når du sådan begynder at “grave i fortiden”, og det er langt fra at være sikkert, at den anden ende ønsker kontakt. Er du afklaret med det, så gør det endelig.

Men jeg kan da ikke sige mig fri – jeg ville da gerne det var mig, der havde fundet min biologiske far, når jeg ser en udsendelse som iaften….

5 tanker om "Den manglende brik"

  1. Hej!
    Jeg har en vidunderlig niece som var en “smutter”. Hendes mor blev gravid som 17 årig, men på det tidspunkt var det MEGET fy-fy, så moderen blev sendt på kvindehjem, og da datteren blev født for ca 47 år siden, blev hun sendt et år på børnehjem, og et år gammel adopteret af sine bedsteforældre.
    Som årene gik blev det et større og større problem for hende at hendes far ikke ville kendes ved hende.

    Sandheden viste sig imidlertid at være en helt anden. Det var bedsteforældrene som ikke ønskede nogen samkvem med ham. Han var jo KUN væver.
    Moderen var utrolig smuk, det er hun stadig, og ku’ få lige de mænd hun pegede på.
    I 1982 døde bedstemoderen så.(Morfaderen døde et par år før).
    Den nu unge og utroligt smukke unge pige på ca. 20 år havde nu “kun” sin morbror som hun var opdraget som lillesøster til.

    Hun kom og græd, sagde hun savnede sin far og om morbroderen ville hjælpe med at finde ham, idet han kendte navnet, som også var Danmarks mest almindelige.
    Morbroderen og hans kone brød den pagt de havde lavet med bedsteforældrene, og i løbet af 3-4 dage havde de fundet frem til både far og farfar, som nu var ca. 50 og 75 år gammel.

    Det blev aftalt at far og datter skulle mødes i Tivoli. Og hvilken en “gensynsglæde”. Faderen havde fortalt til sin daværende kone ALT om sin lille datter, de havde også fået en datter sammen som de tilfældigvis også døbte samme navn som den unge pige. Deres datter var blot 9 måneder yngre, og var en tro kopi af L…. Hun var i en tidlig alder flyttet til Spanien, hvor hun er gift og har fået børn.
    Så L….. (hendes kælenavn) blev som en datter for ægteparret. Faderen havde igennem hele hendes barndom (igennem en advokat) prøvet at få lov til at kontakte hende. NEJ, havde bedsteforældrene bestemt sagt.

    På et tidspunkt da l….. blev 14 år, lavede faderen et testamente, hvor begge hans børn fik samme andel i hans formue.
    Nu, ca. 25 år senere er der et ubrydeligt bånd imellem far og datter. Farfar døde knapt 90 år gammel for nogle år siden, og efterlod en pæn del af SIN formue til det nyfundne barnebarn.
    Så det blev til en rigtig lykkelig historie, hvor hele hendes familie var med til brylluppet i Skovshoved Kirke for ca. 13 år siden.
    Og det lille barnebarn på nu ca. 11 år, har fået verdens dejligste bedstefar som er med til samtlige familiesammenkomster.
    Så Alfa og Omega er, at det ikke ALTID er faderen eller moderen som ikke vil kontakt, dem som sætter sig på tværs kan også, som i dette tilfælde være bedsteforældrene. VANÆREN var bare for stor.

    Og lidelsen hos så mange personer, incl. den unge mor som ikke måtte kalde sit barn for sin datter, og den frustrerede lille pige måtte ikke kalde sin biologigske mor for – - Mor.
    Synd og skam. Dette er bare én af mange ulykkelige skæbner som rammer hist og her.
    I dette tilfælde var det bare HURRA for en Happy Ending.
    Undskyld den lidt lange kommentar, – den kunne ikke laves kortere.
    Jane

  2. Jane – Det er helt iorden. Det er en dejlig historie, og du har helt ret, der er mange af dem. Og nej det behøver ikke være forældren, der spænder ben…. Og som du skriver, bringer det savn og lidelse på mange planer.

    Har du også en historie “på den konto” så del den gerne her, det er altid spændende at høre. Tak for den fine historie Jane!!

  3. Du fortsætter nok din søgning Deborah, når du kan mærke, at NU skal det være…

    Janes beretning var en Happy’er, og jo bedsteforældre har bremset mangt en mulighed for kontakt/oplysninger!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Powered by sweet Captcha

CommentLuv badge