Forståelse og frustrationer

Det var egentlig Suzy’s indlæg forleden, der gav mig inspirationen til dette indlæg. For hendes indlæg kunne meget vel, være skrevet af mig selv. Jeg har også oplevet frustrationen ved nære, nære venskaber, der på uforklarig vis, er styrtet i grus. Ikke at man ikke kan forstå, at når man netop er meget tæt med mennesker, så bliver der selvfølgelig også grobund for misfoståelser el. hvad nu. Men hvis det netop var SÃ… nært det venskab, hvorfor kunne man så ikke overkomme det? Det virker “helt hen i hampen” på mig, når jeg tænker på, hvad man ellers har delt af gode og dårlige oplevelser med de her veninder, og nogen har man også haft rigtig meget fortid sammen med, og så bliver det faktisk endnu værre. Det værste for mig, er når nogen beskylder mig for noget, og så ikke giver en en chance for at forsvare sig. Men så igen, hvis det virkelig er nødvendigt, er det så venner, der er værd at have? Næh, sikkert ikke, men det betyder dælme ikke, at smerten er mindre, når f.eks. barndomsveninder dumper en fra den ene dag til den anden. Ikke at jeg ikke ved grunden, men den havde hele tiden været der, og kunne snildt have været omgået.

En ting er barndomsveninder og bedste veninder! Dem har jeg så lært, at dem er der ikke ret mange af. Jeg har bestemt nogen, og jeg skatter dem højt, og det ved de også. Jeg får også hele tiden nye veninder, og nogen har så muligheden for at blive bedste venner. Jeg har også lært, at det bestemt ikke er graden af hvor ofte man taler sammen, eller hvor ofte man ses, der definerer “bedste veninder”. For så er man jo en slags soul-mates, og så er det ligemeget. Man tager bare tråden op, når man ses, og så føles det som, det var igår, man så hinanden. Engang troede jeg naivt, at når man først var venner, så var man det for livet. Men sådan er det ikke altid. Man udvikler sig, og får forskellige intereser/værdier, og så skilles man nogengange. Ikke at man behøver at være uvenner af den grund, slet ikke. Det er bare en ny fase.

Bekendtskaber er noget helt andet, nogen bliver bare det, og intet mere, og nogen bliver så til venner lidt senere. Det er ikke altid lige til at vide. Det giver så helt sig selv.

Dog er der mange ting, der frustrere mig ved folk’s opførsel, eller mangel på samme sådan helt generelt. Det lader til, at de er opvokset med nogen helt andre høflighedskodeks end jeg og åbenbart, har nogen helt andre normer på området. Jeg ved godt, at det er moderne, at se højt og flot på den slags, men det gør jeg altså ikke. Minimum af høflighed, må der gerne være i min verden. F.eks. sådan noget som bare at svare en sms – folk ignorere rask væk en hendvendelse, som dog ikke er ligegyldig (her taler vi ikke om den sidste blondinevits), men en personlig henvendelse, med konkret spørgsmål om, hvordan de har det, skal vi snart ses etc. Okay, det kan så være, de ikke gider mig? Jo, det ville da være den naturlige konklusion, men når jeg så samtidig lige har fået søde hilsener til Jul fra selsamme personer, så hænger det jo ikke sådan sammen.

Andre skal hiiiiives op ved håret, skal der ske noget. Det bliver de ikke mere her. Tingene skal være gensidige ellers duer det ikke, og jeg er ikke mere hende, der hiver og slider for noget medmindre, der også vises lidt gensidighed i tingene. Selvfølgelig kan folk have personlige kriser og problemer, der gør, at de i en periode ikke er så aktive, hvor man så må være den udfarende. Ikke noget om det, men der er grænser for, hvor længe man kan køre på den. En sms tager ikke engang 1 min. at skrive, og med den mulighed værende lige for, for alle jeg kender, så synes jeg faktisk ikke, der er nogen undskyldning for at gå helt tavs, hvis man værdsætter den anden person, og vedkommendes omsorg og bekymring.

Jeg har også oplevet, at blive skældt ud for, at så netop at blive bekymret, når jeg ikke hørte tilbage fra folk. Og få smidt i hovedet, at de ikke havde samme behov for kontakt. Og det er jeg da klar på, men der er også forskel på det og så aldrig at svare. Jeg forstår det ihvertfald ikke, og det er en frustration. Og da jeg også har prøvet at ringe, og lægge en høflig besked, og der stadig intet svar kommer, jamen så droppes det helt naturligt. Jeg har rigeligt at bruge min tid på, uden at skulle ligge og slås med folk, der ikke gider. Så vi jeg sandlig hellere bruge tiden på dem som gør, og som kan finde ud af at melde tilbage. Måske ikke samme dag, men ihvertfald melde tilbage og som altid bliver glade for en hilsen. Sådan er det, men det betyder da ikke, at det ikke netop er en frustation for nogen af de her mennesker, har jeg det jo superhyggeligt med, når vi ses og snakker sammen og det gør det hele så meget mere uforståeligt – nogen der kan følge mig?

Nu har jeg så mest talt om, når jeg blev droppet som ven. Og så vil du måske spørge, om jeg ikke har droppet nogen. Og det har jeg da, men så har det netop været fordi, vi var meget forskellige, og gik hver sin vej eller hvis de virkelig har jokket på mig. Men så er de heller ikke i tvivl om hvorfor. Det mindste, er vel at give folk en grund, medmindre tingene bare løber ud i sandet.

Det blev lidt langt, men kunne ikke være anderledes, jeg takker, hvis du har delt min frustration hertil :D

9 tanker om "Forståelse og frustrationer"

  1. Hej!
    Jeg forstår dig godt Deborah, og den frustration man kan føle. Selv har jeg kun haft én soul mate, hun er død nu, så jeg fik aldrig at vide hvad som gik galt imellem os i vores 58. tyvende år. Hun mente vi var “vokset fra hinanden”, som hun sagde i en E-mail.(I øvrigt tror jeg slet ikke at det var hende der skrev den, for det var SLET ikke hendes skrivestil), men på det tidspunkt var der ingen, som havde meddelt mig at hun lå for døden af cancer.

    Vi mødte hinanden i første klasse, kom i Realen samtidig og fulgtes på samme sti hele vores liv. Hun begyndte at flyve i American Airlines, jeg i SAS. Vi har “gjort” hele verden sammen efter hun kom til SAS. Stationeringer sammen. Og så – BUM. Total tomhed. Og savn.

    Jeg har adskillige piger jeg mailer med, SMS’ med og sådan. Men ingen jeg fortæller, hvad der foregår inde bag ved.
    Forleden, da jeg gerne ville ha’ svar på et spørgsmål, der lå mig meget på sinde, sendte jeg først en sms til én pige-bekendt-veninde. Ingen svar.
    2 timer senere sendte jeg én til en anden, der også var hvor jeg MEGET gerne ville være, men i sagens natur ikke kunne være, da jeg var på arbejde. Samme – intet svar. Da blev jeg da lidt ked af det, men oplysningen jeg søgte fik vi så af træneren senere på dagen.
    At være sur og bære nag over at blive ignoreret – nej, det var for dumt.
    Måske havde mine veninder haft meget travlt.
    Man kan blive sur på hinanden i lang tid, men så må man håbe at én af parterne kommer i hu det gamle ordsprog:
    Den som overvinder sig selv, er større end den som indtager en borg.
    Og lad os så komme videre.
    Jane

  2. Hej Jane jeg går udfra det er mig du refererer til mht sms?! Jo jeg fik din sms, men som du måske ved så er jeg i sådan noget arbejdsprøvning pt så når jeg er i stalden går det i turbofart og du skrev mens jeg var der. Jeg fik ikke svaret og det beklager jeg, men faktisk ved jeg ikke så meget om hvordan det går med hestene pt andet end det jeg ser om aftenen. Og som Deborah også ved så er det ikke lige altid jeg får svaret på beskeder, kommer de når jeg ikke har tid til at svare så glemmer jeg nogle gange at jeg har fået dem. Sorry! Men det betyder skam ikke at personer jeg glemmer at svare er glemt bare rolig :) Vi ses vel på lørdag, der er jeg i hvertfald tilbage i stalden. Knus

  3. Hej Lene!
    Jeg anede ikke, at du var i arbejdsprøvning. Håber da det går godt.

    Det skal du skam ikke undskylde. Jeg havde bare “nerverne uden på” af skræk. At svare er jo ikke noget man har PLIGT til, desuden kan mobilen være glemt derhjemme eller udløbet af batteri.

    Selv er jeg ekspert i at tabe/ forlægge min – HVER dag, og så er jeg nødt til at ringe til den. Og mange gange hører jeg Jerry Lee Lewis med Great Balls of Fire http://www.youtube.com/watch?v=4bB5xL577r4
    brøle op fra min B.H. hvor den nogle gange havner i mangel på en lomme. Morsomt når den sætter i gang f.eks på apoteket, og jeg har svært ved at få den op i en fart:-) HA.
    Og som jeg også skriver, har døden som regel en årsag, og i stedet for at drage forhastede konklusioner: hun er sur på mig etc. så bare få det ud af systemet. Normalt er der altid en meget enkel forklaring. Som her.
    Det der ligger mig mere på sinde, er når noget går galt imellem to vendinder/bekendte, så behøver man jo ikke være uvenner på livstid, men huske på ovennævnte gamle ordsprog. Det gør livet så meget lettere.
    Spørgsmålet lød jo netop på om følelsen ved at miste en god veninde, og ikke rigtigt få at vide HVORFOR.
    Jeg var i stalden idag, og Majestic havde det glimrende. Han var ved at bryde ud af boksen for at få ALT i den gønne Tupperware:-) Men der var jo nogle ekstra poser gemt, så ALLE fik sig nogle godbidder. Inkl. Hanne.
    K.H. Jane

  4. Et godt indlæg Deborah – det skaber eftertanke…

    Jeg har også prøvet at miste måske den mest nære veninde jeg havde – hendes begrundelse for ikke at genses efter mange år var at, vi havde udviklet os for meget fra hinanden…

    I mit univers er det da netop det spændende, at vi ikke står stille, men at vi har fået en bunke erfaring og en masse (andre) oplevelser, der kunne være fantastiske at dele. :-)

    Det blev jeg ked af…

  5. Jane – Det hele gik på folks manglende høflighed i det hele taget også. Ikke kun i forhold til “bedste veninder” og at miste dem. I nogen tilfælde, har det været okay, at slutte de der venskaber, men lige i nævnte tilfælde, som med din veninde, var det det bestemt ikke. Vi var mere som søstre end veninder og det svigt, er svært at leve med. Men jeg tror, hendes mand har givet hende et ultimatum. Men det kunne hun jo bare have sagt.

    Mahalo – Ja jeg forstår heller ikke altid folk, det må jeg indrømme. Det var også den min ellers gode veninde, jeg talte med dagligt, pludselig smed i hovedet på mig. Hendes barn, jeg havde passet og fulgt tæt i alle årene mistede jeg jo også. Vi havde lige så meget tilfælles som vi altid haft. Men det er også min erfaring, at veninder enten er misundelige på eller føler sig truet af enlige veninder. Det er ihvertfald en tanke jeg har haft. For jeg har også set veninder, der efter de har fået kærester og da især børn, bare bliver helt fraværende. Og bare sorterer en fra. Deres mænd kan dårligt sige, de ikke bryder sig om en, for de har aldrig brugt 2 min. på at være i stue med en. Nej jeg forstår det ikke.

  6. Hej Deborah!

    HER tror jeg, du er inde i sagens kerne.
    Jealousi hos ægtemænd/kærester når man taler meget eller mailer -eller måske SPECIELT SMS’ om aftenen, det er noget som kan få MIN gemal til at springe op i prismekronen. Og blive mildest talt knotten, fordi han holdes uden for.

    Det har jeg egentligt ikke tænkt på før, men at jeg har mistet en del veninder på den bekostning, er der slet ingen tvivl om. Nogen gange kan han begynde at lave så meget larm ved at SPILLE på en tallerkenen eller skål med kniv og gaffel. For at overdøve og ikke at blive ignoreret og skrige: “SÃ… er det nok”.

    Og noget som sikkert også er det, der har stødt min døde soulmate. Jeg hører endnu: “Er du ikke snart færdig med det pjat!!”, hvis vi talte meget i telefon.
    Hendes mand var næsten altid var ude og rejse qua sit job.
    Og hun trængte til at tale med nogen. Måske om hendes mand – eller hendes arbejde etc.
    Tror jeg ser den røde tråd nu. TAK.
    Jane

  7. Jane – Ja der er helt sikkert noget om den del også. Min veninde fra dengang havde en afskyelig mand, der ikke tålte mig og omvendt, og selvfølgelig blev han rasende, når jeg ringede. Det er jeg helt med på. Synd for min veninde, at hun underlagde sig hans tyrani, og mistede næsten alle sine venner p.g.a. ham. Han har fået sin straf for sin opførsel generelt og ikke kun i forhold til lige dette. Det værste er, det jo også går ud over hende. Men hun vil det så sådan – so be it!

  8. Hej Deborah…

    Jeg forsøgte, at lægge et svar her den 29.1, men af en eller anden grund vil pcen på jobbet ikke give mig lov :(

    Så jeg kopierede og gemte det skrevne, og nu får du det så her ;)

    Hej Deborah.

    Nu måtte jeg jo så retur til dig, når du sådan pingede mit indlæg :o) Lidt nysgerrig er man vel altid.

    Som du allerede ved, så deler jeg dine frustrationer omkring veninder og i høj grad også omkring ‘moralkodekset’… I forhold til sms beskederne, så plejer jeg at sige ‘herregud, du skider også indimellem – kan du så ikke bare svare der?’ :)

    Og naturligvis har andre mennesker ikke nødvendigvis det samme behov for kontakt som mig/os – men… gentagne tavshed gør altså heller ikke noget for mig. Og det gør envejskontakt omkring aftaler heller ikke.

    Jeg er god til at sms’e, men jeg er enormt dårlig til at gribe telefonen og sige ‘hej’ og det lægger jeg ikke skjul på, så heldigvis er de fleste i min omgangskreds sådan indrettet, at de godt kan ringe og spørge ‘hver gang’ om vi skal ses… Jeg er bare ikke god til at tale i telefon.
    Og heldigvis har jeg også veninder, som på trods af, at der kan gå længe mellem at vi ses, kan genoptage snakken som havde vi set hinanden igår, og vi går ikke rundt og har dårlig samvittighed overfor hinanden, ‘bare’ fordi vi lever hvert vores liv og ikke har hinanden inkluderet i hverdagen.
    Uanset, så ville de være der for mig og omvendt, hvis der virkelig var brug for det…

    Flot side iøvrigt – jeg får helt dårlig samvittighed over, at jeg har brugt så lidt energi på mit eget design :)

  9. Hej Suzanne – Tusind tak for din hilsen – bedre sent end aldrig.

    Jeg hæfter mig ved det, du skriver, om, at man goddt kan være fra hinanden, og allligevel tale som så man hinanden igår. Den følelse kender jeg da godt. Men det er jo med veninder, man har kendt i årevis. Nye bekendtskaber, skal først skabe “samme goodwill”, hvis det giver mening? Uanset om det er gamle eller nye venner, synes jeg det skal være en gensidig ting, og ingen skal gøre alt hele tiden i mit hoved. Nogen venner taler jeg da også med oftere end andre og nogen er da også bedre end andre til at “vende tilbage” og selv ringe. Men er der ikke en eller anden gensidighed i det, så gider jeg ikke. Ikke mere. Der var engang, jeg “hev folk op ved hårrødderne” – og det gider jeg simpelthen ikke mere. Hvis folk vil være venner, så må de også vise mig det og ellers er jeg altså “ligeglad”, så bruger jeg tiden på dem som gør. Jeg har begrænset med kræfter og så skal der økonomiseres med tid og samme. Og jeg har dårligt overskud nok til de venner jeg allerede har. Så jeg tror godt, du kan følge mig? Dine venner, der synes det er okay, at de skal ringe til dig altid, må jo gøre op med sig selv. Og så forhåbentlig sender du en sms istedet. Det behøver jo ikke gå lige op, bare man gør noget. ikke?

    At man “lever hvert sit liv” er da klar nok, men det betyder da ikke, at man ikke skal være involveret i hinandens liv, HVIS man er rigtige venner i mit hoved altså. Hvis det skal være sådan noget overfladefis, så kan jeg ikke rigtig bruge det til noget.

    Det glæder vel om, at man finder en ballance, som passer de involverede parter og snakker om det, for som du siger, behovene og normerne for, hvad “Gode venner” er, er godt nok noget divergerende! Men helt almindelig høflighed nægter jeg at give køb på.

    Tak for rosen til mit “design”, som jo egentlig er meget enkelt, men “lige mig”. Du kan da nå det endnu! :) Igen tak for din hilsen.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Powered by sweetCaptcha


CommentLuv badge