Det der med grænser og at undre sig

Der er har før været snakke om grænser her hos mig. Både i forhold til fædre og venner. Og hvordan man tackler den slags.

Igår røg jeg lidt ud i en igen. En gammel veninde ringede for at høre, hvordan jeg har det. Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i. Det opsigtsvækkende består i, at jeg ikke har set den her veninde meget, meget længe. Så længe, at jeg ikke kan huske hvor længe. De gange, jeg så har forsøgt at få en aftale i stand, har stadardsvaret været, at hun ville ringe så vi kunne aftale nærmere, istedet for vi aftalte noget med det samme. Det kræver trods alt ikke andet end en kalender.

Okay ret skal være ret, jeg kan også finde på, at sige sådan, hvis jeg ikke lige kan overskue det. Forskellen er, at jeg ringer tilbage og laver aftalen. Det gør hun så ikke. At det sker en gang, kan jeg sagtens forstå, den kan selvfølgelig smutte, men når det sker flere gange i rap, så begynder jeg at synes, det er højst besynderligt.

Af samme grund kontaktede jeg så ikke hende, for jeg tænkte, at så kunne hun da ringe, når hun kunne. Der gik noget tid faktisk før hun ringede, og jeg indrømmer, jeg havde ikke lyst til at tale med hende, så hun har så haft ringet et par gange. Igår ringede hun så igen, og jeg tænkte, at nu ville jeg så se, hvad hun havde at sige.

Hvis jeg havde forventet, at hun ringede for at aftale at ses, blev jeg da skuffet. Det må jeg nok indrømme, at det gjorde jeg vel eftersom, jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har set hende. Nej hun ville bare lige høre, hvordan jeg havde det og så iøvrigt fortælle om, at hun lige havde været på ferie.

Jeg var ærlig talt så forbløffet og lidt pas på det hele, at jeg ikke sagde noget, men jeg har skrevet hende en mail, og sagt at jeg synes, hun skal tænke over, om hun vil vores venskab. For i forhold til, hvor meget vi har delt, er det her slet ikke iorden. Og har hun et problem – uvist af hvilken karakter, så må hun jo spytte ud. Det her det er ikke okay – ikke for mig ihvertfald – og det vidste hun også godt tror jeg. Nu er hun ikke i tvivl og så må vi se.

I det hele taget skal der da gerne være lidt give and take i venskaber. Det skal ikke altid være en der ringer, og spørger til den anden eller skal foreslå noget. Venner der aldrig har tid til mig, kan jeg faktisk ikke rigtig bruge til noget. Så vil jeg hellere bruge tid og kræfter på dem som kan finde ud af at give noget også – det må være ret og rimeligt!

0 tanker om "Det der med grænser og at undre sig"

  1. Pingback: Man må tage sig til hovedet « Deborah's Food and something

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Powered by sweetCaptcha


CommentLuv badge