Sortøjebønner og porrer

Opskriften fandt jeg ovre på 101 Cookbooks, som er en skattekiste af dejlige vegetariske opskrifter. Og eftersom jeg elsker sortøjebønner, så skulle den her opskrift prøves. Det er den så blevet og den smagte som forventet rigtig godt. Egentlig havde jeg planer om at spise en bagt kartoffel til, men det kunne jeg slet ikke have spist alligevel og retten står sig også bedst alene faktisk. Skal du introduceres til bønnerne, er den god og kan du lide dem i forvejen, er den også et must. Her er hvad jeg gjorde til en person:

Sortøjebønner og porrer (1 person)

1 porre
1½ dl kogte sortøjebønner*
1 ts. olivenolie
2 tsk. smør el. fri (hvis veganer)
En knivspids esdragon
Et nip frisk eller tørret merian**

Skyl og rens porren godt og vær sikker på, der ingen jord er tilbage. Porren skæres i kvarter på langs og derefter i ca. 1 cm skiver. Du kan også bare skære porren i skiver direkte, som jeg gjorde. Put olivenolien og en tsk. smør i panden og rist porren forsigtigt til den er blød og let gylden. Tilsæt de kogte drænede bønner, og tilsæt krydderier og smag til med salt og peber. Ved servering vendes den sidste teske smør i. Uhm!!

*Stilles i blød dagen før, og drænes og skylles og hældes i kaserolle og dækkes så der er ca. 5 cm vand over bønnerne. Koges ca. 30 minutter. Måske en smule mindre, men ved 30 minutter har de nok. Sæt en stor portion i blod og kog, og frys ned, så har du altid. Du kan også bare fryse de udblødte, så de er lige til at koge.

**Du kan også bruge frisk esdragon. Hvis du bruger frisk, så vær forsigtig, for det smager meget igennem. Du kan også tilsætte flere krydderurter hvis du synes, eller skifte dem, med nogen andre.