Where do broken hearts go?

Anne’s som altid lige til benet indlæg, fik mig til at filosoferer lidt over emnet. Jeg kan jo passende gribe i egen barm på området.

Overskriften hentyder til den ganske (efter min mening) gode sang af Whitney Houston (sen nedenfor), som er blevet spillet, til hudløshed under mine kvaler med det modsatte køn. Har jeg haft nogle sådan? Ja skal Guderne vide jeg har.

Jeg har aldrig spillet, og måske jeg skulle have kastet mig over det istedet for at prøve, at finde “Prinsen”, for det er det faktisk ikke gået ret godt med. Eller det vil sige, jeg har da haft fundet et par, der kunne have udfyldt pladsen. Hvorom alting er, så går Annes indlæg på, hvorlænge vennerne skal lægge øren til ens “piverier” over et givet håbløst forhold eller rettere bruddet med et. Jeg kan kun sige, at jeg er visse venner STOR tak skyldig i den sammenhæng, og de kan skrive år på kontoen hos mig, hvis jeg skal give igen, hvad jeg har modtaget. Værdien af det kan på ingen måde overvurderes.

Når det er sagt, skal man selvfølgelig videre. Og i vennerne og andres øjne, går det som regel for langsomt. Som sagt, har jeg ikke selv været god til det. Men fik på et tidspunkt så stor en lussing, at jeg lærte at ingen mand, er værd at sukke år over. Når jeg siger år, mener jeg mange år. Det gjorde jeg nemlig selv. At det engang var rigtig kærlighed ved jeg og han begge. Hvad der så skete sidenhen var, at vi mødtes igen, og så havde jeg sukket over, det som var, og det som så var blevet, slet ikke duede. Jeg ved snart ikke, hvad der var værst. Men jeg kan sige, at det var noget i stil med at få revet hjertet fra hinanden. Efter det, vil jeg bestemt ikke sige, jeg ikke er blevet er blevet rørt dybt og i hjerteskærende grad, eller at det ikke har været svært at komme videre. For det har bestemt været sket. Det er bare blevet noget lettere at håndtere.

Nogen vil måske synes, det stadig ikke er godt nok. Dem om det, jeg ved, hver meget jeg har rykket mig på det felt trods alt, og jeg har det langt bedre med det. Og så er det godt nok. Som jeg ser det, har vi alle vores proces og ting vi skal lære, og det går i det tempo, det nu kan og skal. Og vennerne – tjah de rigtige hænger på, omend de siger dig sandheden med kærlighed og indlevelse. Jeg takker ihvertfald for dem, der gjorde det for mig, og jeg vil til enhver tid prøve at gøre det samme.

Og Celine Dion CD’erne – jeg kunne aldrig drømme om, at skrotte dem, for jeg elsker at lytte til hende, på alle tidspunkter.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Powered by sweetCaptcha


CommentLuv badge