The answer my friend…..

is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind! Den sangtekst og melodi, har kværnet rundt i mit hovede hele morgenen. Jeg har set “Ved du hvem du er?” og igen fulgt en eller anden kendt persons søgen efter røddernes historie. Som altid spændende, omend lige denne her omgang ikke var den mest interessante, jeg har set. Uagtet får udsendelserne mig altid til at tænke over min egen situation udi det her “cirkus”. Underlig betegnelse, men det er, hvad det efterhånden har udviklet sig til føler jeg. Det er næsten ligemeget, hvor jeg vender mig hen, så løber jeg efter meget kort tid panden imod en stor mur. Det er ved at blive trættende nu – meget! Hvis så bare en side af familien ville lykkes, men det lader til de begge skal være mere end besværlige.

Når det så er sagt, tror jeg jo også på, at der er en mening med alting. Så et sted, så får jeg det, jeg skal have og ikke hverken mere eller mindre. Men der er ingen der kan skylde mig for at tage det “liggende “. De fik kamp til stregen de her forfædre og myndigheder ikke mindst. Undervejs prøver jeg dog også at forlige med med, at jeg måske aldrig får de svar/resultater, jeg gerne vil have.

Der hvor jeg nu løber hovedet imod muren i forhold til min biologiske mors familie er, at der før et vist årstal (som mine bedsteforældre selvfølgelig tilhører), simpelthen ikke var nogen registre eller optegnelser i mange tilfælde. Polen var for ikke så mange år siden nærmst et uland. Det kan man godt glemme, men ikke desto mindre. Det gør den side af sagen kompliceret. Hvad jeg kan gøre ved jeg ikke. Skrevet til myndighederne der har jeg gjort, men intet hørt. Så jeg tænker jeg i denne forbindelse, skal prøve at skrive til dels nogen /DanskPolsk foreninger og høre dem, hvad man gør, og dels om nogen kan hjælpe. Ligeledes har jeg haft god erfaring med at skrive til den danske ambassade i Berlin, så jeg har tænkt at prøve samme fremgangsmåde i forhold til Polen.

En ting er at Polen i sig selv er kompliceret, men at Tyskland næsten er lige så bøvlet indimellem, er en anden historie. Jeg har søgt nu i 20 år cirka, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde en klart mønster for, hvor man henvender sig. Der er ingen kommunikation instanserne imellem og man bliver skubbet fra den ene til den anden i en vild forvirring. Meget trættende og ikke mindst frustrerende. Det kræver vitterligt udholdenhed og tålmodighed. Rigtig meget! Når det er sagt, hvis man holder ved, så kan man jo være heldig, og det har jeg så også været i nogen tilfælde. Det skal heller ikke lyde helt sort, men let – nej det er det ikke.

Nu er jeg så løbet ind i, at de i Berlin er ved at omlægger arkiverne, hvorfor de ikke kan fortælle mig om de har dødsattesterne på min mormor og morfar, hvad de selvfølgelig må have. Nu skal jeg så lige have skrevet til Ambasaden og forhørt mig, om det vitterligt kan have sin rigtighed, at folk skal vente på oplysninger til 2013, hvor de er færdige med at omlægge. Det kan jeg ikke forstå, det kan.

Med hensyn til min biologiske far, er det samme problematik som altid, og jeg har efterhånden mistet troen på, det nogensinde skal lykkes. Dels er han, hvis han overhovedet lever, meget gammel og dels er det den samme “sang” jeg løber i hver gang. De skal have flere oplysninger. Fint, jeg har bare ikke flere. Nu er en privat velgørenhedsorganisation involveret, og så må vi se. Det er “let nok” at komme op med en Robert Jones på søgemaskinerne, og også en der er født den rigtige dato og år, men der skal noget at holde det op imod – er han sort, var han i militæret i Berlin etc. Ellers er det jo ubrugelig information. Og det er det, der gør det så svært.

Jeg har et fjernsynsprogram, jeg kan skrive til, hvis de stadig modtager. det ville jeg helst undgå, for jeg har intet ønske om den slags publicity, men hvis det kan bringe mig mit svar må det være sådan. Og selvom jeg får skrevet til dem, er det langt fra sikkert, de vil tage min historie eller kan finde ud af noget heller. Men lad os nu se. Men det er status på det lige nu. Så som du kan se, har jeg “et par” mails, der skal skrives udover alt det andet. Fotoet, er fra i går.

4 tanker om "The answer my friend….."

  1. Det er ikke en overraskelse for mig, at du leder efter dine biologiske forældre, men jeg har ikke lagt så stor vægt på den tanke før jeg læste dette. Jeg tror ikke du nævne det på blogg-treff på Islands Brygge for et par år siden.

    Men når du nu fortæller, kan jeg høre at der er mange følelser, – selvfølgelig kunne man sige, men alligevel er jeg forbeholden, fordi der er så mange elementer i vores tilværelse ud over de familiære bånd. Jeg husker specielt, at Anker Jørgensen var et “Vajsenhusbarn” og at Lykketoft også fandt ud af at han var adopteret. Ikke alle er lige begejstrede for den biologiske familie, som de finder – hvis de finder den. Somme tider er jeg tilbøjelig til at tro, at man kan finde venner, som er tættere end blodets bånd, men det er nu heller ikke rigtigt; det, som det handler om, er at have nogen, som har kendt én fra barnsben, eller – lige så godt, måske bedre, – at have venner, som vil høre alle éns hemmeligheder, uden at fordømme eller måbe eller føle afsky.

    Det var lige præcis det, som fik tårerne frem i mine øjne igår, da jeg så “snigpremiere” på “Borgen” 16:20, hvor journalisten Katrine (Birgitte Hjort) spørger Kasper om han dog ikke kan åbne og fortælle sine hemmeligheder – hvorfor har han skiftet navn, hvordan var hans barndom. Meget firkantet, og jeg ved godt hvordan man laver glycerintårer når man indspiller film, men det ramte alligevel dybt i hjertet.

    For at uddybe lidt, kort tid før min mor døde sagde “jeg har altid troet at du var lidt dum”. – Det har jeg aldrig før fortalt nogen. (Der er lidt flere perspektiver på lige den ting, men det var ikke for at skrive om mig, men for at give et exempel).

    Rent praktisk: Din far, Amerikansk soldat i Berlin 1950? Er der andre, der hedder dette i samme tidsrum? – de må alle kunne findes i militære papirer. Får du nej fra US Defense? Skyldes nej’erne at man ikke må lave fejltagelser? At der er flere, der hedder R.Jones i Berlin i den periode? og at man vil undgå at folk kommer og siger “jeg er dit barn”? uden at det kan verificeres (nutildags ville man kunne bruge DNA-samples tror jeg, men det må man jo ikke hvis ikke folk indvilliger.)

    • Nej, det er der mange, som gør, leder efter deres biologiske forældre. Og nej, det er jo ikke noget, jeg sådan nævner ud i den blå luft, hvis ikke, det lige er oplagt at komme ind på. Ikke fordi det er hemmeligt. Dengang måske mere privat, hvor jeg siden, har fået mod på at åbne lidt mere op for de tanker og følelser, det indebærer. Jeg tror, det er meget, meget svært, at forklare, de følelser, der er i spil, når man er adopteret og ønsker, at finde sine rødder. Nej, det hander ikke om, at man vil finde nogen, der kender en. For det gør de biologiske forældre jo netop ikke, når man er adopteret. Det handler om, at vide, hvad og hvor man kommer fra. Sådan helt ned i detaljen, så meget som muligt. Uagtet man har haft forældre (adoptiv), der elskede en og omvendt, så kan det jo ikke nægtes, at man f.eks. ikke ligner dem. Folk der er vokset op med deres biologiske forældre, tænker jo måske ikke sådan over, om de ligner eller ikke ligner dem, de er bare. Det gør man som adopteret. Bare det at se nogen, der ligner en, er stort. Hvorfor det lige er sådan ved jeg ikke, men faktum est! Men ellers har du ret – familie behøver man ikke komme godt ud af det med, men det har intet med sagen at gøre. Det handler om, at vide, hvor man kommer fra. At det man finder, når man søger ikke nødvendigvis er “en dans på roser” er min historie så sandelig et godt eksempel på – se indlægget “Glemt og gemt af vejen” og så vil du forstå, at det med, at det ikke altid er hvad man finder, men at man finder, og hellere vide end leve i uvished. Men som jeg også skriver i samme indlæg. Man skal gøre sig det helt klart på forhånd, om man tror, man kan klare eventuelle dårlige ting.

      Jeg har ikke set Borgen overhovedet, så det er et meget dårligt eksempel for mig, men jeg kender helt sikkert det med, at have venner, som betyder langt mere end familie gør. F.eks. har jeg en barndomsveninde, der gør det, og som netop ved alt om mig. De mennesker er specielle. Jeg er ked af bemærkningen fra din mor, og det var bestemt ikke særlig kærligt sagt, og må have gjort og gøre ondt på dig.

      Min far – jeg skal jo ikke kunne sige, hvilke grunde det amerikanske militær har til dette og hint. De siger såmænd ikke så meget, men sender en standardskrivelse, med en given ordlyd. Det er også skemaer, man skal udfylde. Du kan jo selv gætte, hvor langt jeg kommer med to oplysninger på et skema, der er på flere sider. Alle de spørgsmål, du stiller mig i den forbindelse, stiller jeg også. DNA er måske en mulighed, men igen kræver det, at der er noget, at holde det op imod. Nej min far har muligvis også været der i 1950, det ved jeg ikke, men han har ihvertfald været der i 1962, hvor jeg er undfanget, og formentlig nogen år før, uden jeg dog ved det. Jeg får nej, fordi jeg ikke ved, hvilken UNIT han var i, og hvor han er født eller hvad hans mor hed. Helt basale informationer, men jeg har dem ikke.

  2. Undskyld jeg tog fejl af årstallet (eller ramte ved siden af) men du forstod hvad jeg mente – du er go’! – jeg er helt med på det med at se nogen, der ligner. Faktum est! og det kan jeg fortælle mere om, men så må vi maile eller mødes en dag – hov det minder mig om at vi skal have fundet datoerne i december for juleåbent i Frilandsmuseet i Brede!

    Hvis du tror at TV-udsendelsens redaktion (“Roots” eller “Kend dit ophav” eller noget i den retnng) kan gøre det bedre end du kan, hvad tror du så de ville gøre, når du står i den situation du er i nu? Måske skulle jeg hellere sende dig en mail.

    Du kan sikkert forestille dig, hvor glad jeg er fordi du forstår min beretning om hvad min mor sagde kort før sin død. Det gjorde ondt, ja, selv om jeg for længst var holdt op med at lægge vægt på, hvad hun mente.

    • Det er helt i orden, selvfølgelig ikke let at holde styr alle de årstal :-) Og ja, vi må lige mailes ved om de ting, for det kan godt være “lidt” privat. Jeg tror, du tænker på Sporløs. Og dem har jeg kontaktet – de droppede mig inden de kom igang, for de kunne nok også se det håbløse i situationen! Selv de løber også panden imod muren indimellem.

      Med hensyn til din mor, så synes jeg, det var en meget grim bemærkning (og nu er jeg pæn)! Og jeg tror ikke sådan noget nogensinde holder helt op med at gøre ondt et sted. Men ja, vi skrives lige.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield