Lidt om taknemmelighed og overvejelser

Det med taknemmelighed er jo nærliggende at skrive om, for det er Thanksgiving aften i aften. Eller aften amerikansk tid velsagtens. Men i Danmark tager vi bestemt ikke skade af heller, at huske, hvad der er, at være taknemmelig for.

Når man taler taknemmelighed, er det jo leet at overføre den på adoptionstema, og også slægtsforskiningstemaet. Det er altsammen nært forbundet også rundtom på blogge med mere. Nu ville jeg rigtig gerne kunne skrive, at jeg er taknemmelig for, at have mødt min biologiske mor eller far, eller den gode kontakt, jeg har til den biologiske søster, jeg også har. Jeg kan ingen af delene. Og skal jeg være helt ærlig (det ligger mest til mig), så er jeg sgu ærligt talt noget ked af det. Min biologiske mor, er lovlig undskyldt, for hun er her ikke mere.

Min biologiske far, ved jeg intet om. jeg aner ikke, om han ved noget om mig eller om han i det hele taget er i live. Hvis han er i live, så er han nu 83, så uanset, så skal jeg skynde mig. Med hensyn til min søsster. Tjah, hvad skal jeg næsten sige. Hun skrev mig et rigtig sødt brev, da jeg skrev til hende første gang for 17 år siden, men lagde heller ikke skjul på, at det var meget svært for hende, og at hun ikke så nogen grund til kontakt, men hun ønskede mig det bedste. Hun var også sød og sende mig det eneste foto, jeg således har af min mor, og af hende. Ganske tydeligt, at vi er i familie, og det i sig selv, var en stor ting for mig.

Måske bliver man “bare” grådig? Mere vil have mere? Er det sådan vi er: I taknemmelighedens ånd prøver jeg at være taknemmelig for, at jeg i det mindste har nogen oplysninger. For der er jo dem, der aldrig kan finde ud af noget som helst. Men det er frustrerende, for hvordan skal jeg få fotos af mine morforældre – som hun måske har, oplysninger om samme, og iøvrigt oplysninger omkring min mor, og hendes liv. Hun vidste ikke meget, for hun var ikke vokset op hos hende, og selvfølgelig kan hun ikke give mig oplysninger hun ikke har, men omkring vores fælles mormor, må der bestemt være mere at fortælle.

Problemet er bare, hun har frabedt sig kontakten. Det er jo så 17 år siden. Skulle jeg skrive igen og give hende muligheden for at kontakte mig? Jeg er jo flyttet flere gange siden….Og så igen har jeg heller ikke lyst til at gøre hende ked af det, ved at rive op i noget, der tydeligt var smertefuldt for hende. Det er der flere grunde til, som jeg godt kan forstå. Og så alligevel – så forstår jeg ikke, at hun ikke er nysgerrig. Når det er sagt, så er jeg meget taknemmelig for, at hun ihvertfald svarede på mit første brev.

Som det vides prøver jeg stadig at finde ud af noget, både om morforældre, og biologisk far. Førstnævnte er jeg fuldstændig gået i stå med, for jeg skrev til Polen og har intet hørt. Næste er så at prøve at skrive til den polske ambassade og en polsk slægtsforskningsside, jeg har fundet.

Med hensyn til sidste, så går det ikke meget bedre. Jeg har skrevet lidt rundt, og vi har dog i det mindste nu fundet en, der måske kan være min biologiske far. Problemet, er hvordan jeg får det af- eller bekræftet. Den dårlige nyhed er, at er det ham, jeg tror, så er han død. Men det regnede jeg så godt med. Det er jo en risiko, jeg har levet med længe. Nu skal jeg så “bare” finde ud af, hvordan jeg skal gribe sagen an nu. Jeg har nogen til at hjælpe mig sådan lidt, men det er på helt frivillig basis, og der er jo andre end mig “på tapetet” og således går der længe imellem, jeg hører fra ham. Sidst kom han op med et par muligheder. Den ene af dem, var ham, alt peger på det er. Hvis det er ham, så stammer han fra East Dennis, Massachusetts. Jeg er taknemmelig for dem, som prøver at hjælpe, selvom det er mest op ad bakke det her projekt. Nogengange, er jeg bare ved at opgive det helt. Også fordi det hele tager SÅ meget tid. Tid som jeg ikke føler jeg har. Jeg har SÅ mange hængepartier, alle steder, og jeg tvivler på, om jeg nogensinde når i bund.

Man skal vel også være taknemmelig for alle de muligheder nettet giver. Dét er jeg også, og det er også rigtig fint, men mange af de muligheder koster altså penge. Og “ingen penge” har jeg altså mere end rigeligt af. Så jeg har ikke råd til abonnementer på flere hundrede kroner (hvis jeg skal være med på mindst to sites) – Bare Ancestry.com, koster 150, kr. ca. for en måned. Og indtil nu har jeg intet fundet, jeg kunne bruge. Så er der diverse andre sites, hvor der også ligger dokumenter, og det er lige så dyrt. Så til sidst kan man godt være lidt opgivende. Det er jeg så nu, trods min taknemmelighed, over hvad jeg dog har opnået ved ren og skær “renden folk på dørene” ved det ene brev (før computerne) og senere den ene mail efter den anden.

Det var lidt om noget af det, jeg er taknemmelig over i adoptionssammenhæng. Nu ville jeg så være ekstra taknemmelig, hvis nogen ville give mig noget mere tid og noget mere overskud. Men det får jeg nok ikke, så jeg må jo prøve at klare mig. Iøvrigt er der en helt anden vinkel på det med taknemmelighed, og det er i forhold til adoptivforældre – men den tager vi en anden gang. For det er nok en mere negativ form for taknemmelighed, vi er ude i der, og det skal ikke ødelægge positiviteten i hele Thanksgiving tanken.

Helt bortset fra adoption og slægt, så synes jeg, jeg har meget at været taknemmelig for. Gode venner, min dejlige bolig og på trods af trælserier med helbredet, så har jeg et godt liv. Bedre end mange andre tror jeg faktisk. Måske fordi jeg i bund og grund er positiv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield