Her til morgen, var der frygt for, at der måske var et neuroloisk problem. Det er der heldigvis ikke. Men far er meget meget uklar, og mere end de lige var glade for, omend det er helt almindeligt for patienter af hans alder, at blive det. Også slemt. Og tro mig, det er slemt.

De har foretaget tests, der ikke viser nogen tegn overhovedet på, at der er noget som sådan galt “andet end”, hvad de hele tiden har tilskrevet hele situationen og hans alder i samarbejde. Fysisk klarer han det rigtig godt. Så vi håber det andet snart følger med. Men det tager tid, netop på grund af hans alder. Og der er jo kun gået få dage siden operationen.

De siger også, at hvis man var forvirret før operationen så er man det helt sikkert efter. Og det var far. Så tålmodighed er en dyd. Han sover meget, og det tror jeg er godt. Af egen erfaring ved, jeg det er noget, der hjælper.

Related posts:

1. Høj himmel og at ramme bunden
2. Historierne og en vis forbedring