En bevægende og flot forårsdag

Det har i sandhed været en bevægende dag i dag. Dagen startede med, jeg sad her og min telefon ringede. Det var min gode veninde, der også er ejer af Good Girl, der glædesstrålende kunne fortælle de gode nyheder. Begge elsker vi den store grå hoppe, som har bragt mange dejlige oplevelser både på banen og i stalden. Nu har hun beriget os med sit første afkom. Selvsagt er vi glade og kan ikke vente med at se babyen. Dronningens fødselsdag oveni, gør det jo endnu bedre, og når man kender Goodie, så kan man tiltro hende, at have planlagt det lige sådan.

Således startede dagen på glædeligste vis, og var det ikke fordi jeg var så træt på det tidspunkt, havde jeg nok følt mig mere flyvende fysisk, end tilfældet var. Planen var, en tur til cykelhandleren med cyklen. Den skulle have et servicetjek/eftersyn, og alt hvad jeg nåede derudover var bonus. Det viste sig at blive en del mere end det. Inden jeg tog afsted nåede jeg dog at læse om Hr. Møllers bortgang. Trist fordi han, i mine øjne, er den største erhvervsmand Danmark har haft. Men at være frisk helt til det sidste i en alder af 98 år, er mere end de fleste oplever, og ovenikøbet sove stille ind.

Sov godt Hr. Møller, De har vitterligen fortjent at hvile nu!

Således var det med blandede følelser jeg drog afsted. Inden jeg tog afsted, kom jeg i tanke om, at jeg forleden købte en kalender til far. Den kunne jeg passende køre ned med, og således få lidt ekstra motion. Det gjorde jeg så. Nu vi er ved emnet far, så havde han nær givet mig et hjertetilfælde i går aftes, hvor han ringede til mig klokken 22!! Han var ude og spise i går, hvilket jeg ikke lige tænkte over først, men bare gik i panikmode p.g.a. tidspunktet. Han ville såmænd bare overbringe hilsener fra familiemedlemmer, han havde set til middagen.

Tusind tak for hilsener til dem, der sendte!! Far tænkte jo ikke lige over, at jeg har været i konstant alarmberedskab i 3 mdr. stort set. For han var jo meget syg. Men heldigvis ingen panik, men jeg måtte minde ham om, ikke at ringe så sent igen. Det gør han normalt heller ikke medmindre, der er noget galt, hvorfor jeg jo også tænkte mit.

Far var ikke hjemme, han havde nemlig lige fortalt mig, at han var på vej til træning. Men jeg har jo nøgle og kunne hænge den på hans dør. Det gjorde jeg. Nu har jeg lige talt med ham, og han er rigtig glad for den.

Min køre- og gåtur endte med at vare to timer, men jeg stoppede jo også undervejs og gav mig god tid. Vejret var som det ses fantastisk, og cyklen – den er færdig i morgen allerede. Godt det samme, for jeg skal jo bruge den. Det var så meget forår, at jeg vovede at plante de blomster, jeg købte her forleden til min altan. Dem skal du nok få at se.

Nu skal jeg snart i seng, for vennerne i stalden kalder imorgen tidlig. Der kommer flere fotos det sædvanlige sted senere. Jeg håber, du uanset arbejde og andre fortrædeligheder, har kunnet nyde forårsdagen lidt. Imorgen lidt mere om, hvad jeg nåede, da jeg kom hjem.

2 tanker om "En bevægende og flot forårsdag"

  1. Pingback: Deborah's food and something

  2. Pingback: Deborah's food and something

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield