Grænser med galskaben

Det er ved at gå op for mig, at jeg strækker mig længere end det kan bære. Jeg tænker, jamen det må jeg da kunne? Og nej det kan jeg så ikke. Min gode ven sagde det så klogt i sin kommentar her forleden. For jeg SKAL pinedød også have de dage, hvor jeg INGENTING laver og bare sidder i en stol og ser dum ud eller ihvertfald slapper af. Og på det seneste (slet, slet ikke da min far var syg), har der bare ikke været den slags dage. Som det blev påpeget, så har jeg nu puttet træningen oveni, og der er stalden (som jeg elsker), men der er stadig: Tøj, der skal vaskes, en lejlighed, der skal passes med både rengøring, og alt det, man nu skal sådan et sted.

Helt bortset fra, at der jo også er mange andre ting, jeg gerne vil nå, såsom at skrive alle de indlæg, jeg har i mit hoved, men også udflugter til forskellige steder. Ofte griber jeg en dag, fordi det er godt vejr, og så hopper jeg op og falder ned på, om her er “lidt” støv i krogene. Men det kan jeg jo ikke blive ved med, for sjovt nok går støvet ikke selv sin vej (hvilket var meget, meget tydeligt i dag). Så er det jeg har tænkt, at jeg jo kunne gøre rent en anden dag. Men når jeg endelig har været her, har jeg været så udkørt, at det med rengøring er blevet nedprioriteret. Det går ikke på nogen måde. Dels kan jeg godt lide, at her ser ordentligt ud, og dels har jeg astma og nedsat lungefunktion, så der skal være rent. Før lagde jeg de der slappedage ind i programmet, og det lader til at jeg i højere grad, skal lægge et program, dels for afslapning, men også for rengøringsdage, og så følge programmet. Jeg er nødt til at have nogen dage “at løbe på”, for har jeg en rigtig dårlig dag, får jeg ikke gjort noget. Så er der andre dage, hvor jeg har lidt mere energi, og får gjort meget mere, end planlagt. Men jeg er nødt til, at være lidt mere “striks” omkring rengøringen.

Som påpeget, kan det være skidt for en selv, at være for flink. Det er jeg ofte. Jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan og har tid, men meget, meget ofte går det udover mig selv i den anden ende. Nu er den nye stil, at jeg i langt højere grad må tænke mig bedre om, inden jeg siger ja til noget. Ikke fordi jeg ikke vil hjælpe, men fordi jeg har et helbred, jeg er nødt til at tage hensyn til. Det er jeg lidt ked af, men det kan bare ikke være anderledes.

Når man når til et punkt, hvor man føler, man løber med hovedet under armen og man alligevel ingen vegne kommer, er det tid at stoppe op, og være kritisk. Jeg fik symptomer på stress til sidst i forløbet med far, og var lige ved at knække på det. Når man først har været der, skal der ikke så meget til. Det var næsten som om, jeg ikke kunne geare ned bagefter. Nu har jeg hevet hårdt i håndbremsen og “hevet stikket” lidt i forhold til nogen ting. Det er der måske ikke forståelse for hos nogen, men det må så være sådan.

Heldigvis er de i stalden meget søde og forstående, men jeg vil nødig se dem mindre end jeg gør nu, men jeg skal sortere på resten af ugen, så jeg får hvilet mig også! Sådan er det altså.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield