Mine tanker om den seneste tids Adoptionsdebat


Desværre er det ofte sådan, at ét skrækindjagende eksempel, danner grobund for forandringer. Det ikke kun i dette tilfælde, hvor ændringerne ikke er sket, men ihvertfald danner en heftig debat, både på Facebook og i medierne, der har travlt med at skrive om skrækeksemplet, og mange udtaler sig på den baggrund om fænomænet Adoption sådan generelt. Nu vil jeg så give mit besyv med. Som adopteret mener jeg godt at kunne kvalificerer mig mindst lige så godt som mange andre, til at udtale mig om emnet. Normalt prøver jeg at gøre mine indlæg væsentlig kortere end dette, men det er en kompleks debat og en meget vanskelig en også, så svært at gøre kort

På Facebook, har vi en gruppe, som hører under Adoption & Samfund, og der kører debatten også, efter sagen omkring den Etiopiske pige Amy og hendes adoption, som er kørt helt skævt fra starten af, men så kun kører helt af sporet, da hun kommer til Danmark. Det er vitterligen også en sag, der giver grobund for rigtig mange spørgsmål og emner til debat. Næsten uudtømmeligt.

Man kan spørge sig selv om mange ting i forbindelse med Amysagen og adoption iøvrigt dem vil jeg så komme ind på her, eller dem som ihvertfald melder sig hos mig, og så tanker jeg iøvrigt gør mig omkring de emner, de artikler, jeg er faldet over her nyeligen i pressen har taget op. Det er en stor mundfuld, og jeg håber, jeg kan gøre det overskueligt. Af samme grund vil det nok lige tage mig en dag eller to og få styr på dette indlæg.

Jeg tager et par artikler og nogen enkeltvis og kommentere på, og kommer med kommentarer, på noget der og skriver lidt, hvad jeg føler mig inspireret til. Meningen var, at prøve at lave et nogenlunde overskueligt indlæg, men om det lykkes ved jeg ikke. Måske fordi hele debatten og problematikkerne også er helt uoverskuelige, så bær over med mig. Kig endelig til slut, for også, der er også lidt konklusioner.

110812 Politiken: Adoptionsforløb kan og skal forbedres

I det store hele, er jeg enig med dette indlæg. Det er rigtig godt, og jeg vil her lige putte et par citater, jeg finder rigtig relevante:

Endvidere er undersøgelse af egnethed til adoption et meget lille arbejdsfelt for medarbejdere, som også har andre opgaver, og kun et par procent af ansøgerne sendes videre til forældreevneundersøgelse.

– dette forklarer, hvorfor jeg har set eksempler på forældre, der ihvertfald aldrig skulle have adopteret!

En nylig undersøgelse af tidligere anbragte unge viser, at kun 26 procent lykkes med at tage 9. klasse. Loyalitetskonflikter og uenigheder opsuger børns overskud til at udvikle sig, derfor er det en forældrekompetence at skabe indbyrdes accept og rummelighed over for barnets baggrund, så det oplever at være en del af en tryg helhed.

At unge adopterede også har krav på støtte i opvæksten, dokumenteres af, at de dobbelt så ofte indlægges på ungdomspsykiatriske afdelinger som danske unge. 80 procent af de adopterede er faktisk lidt foran skolemæssigt som 12-årige, mens 8 procent af de adopterede (mod kun 1-3 procent af danske børn) udviser svære vanskeligheder på grund af manglende tidlig omsorg før treårsalderen.

Klik herunder for at læse mere:

Tidlig hjælp er som bekendt dobbelt hjælp. Til støtte for adoptanter findes i dag adoptionsforberedende kurser. Her kan adopteredes og deres biologiske forældres rettigheder komme mere i fokus, så adoptivforældre bliver klar over, at de skal udvikle en bevidsthed som ’deleforældre’, uanset om barnet nogensinde kan møde sit ophav.

Nej!Der skal ikke være noget koncept, der hedder “deleforældre”! Der skal bare være bevidsthed om, at erkendelse af, at HVIS barnet ønsker kontakt til sine biologiske forældre, skal der støttes op om det, og der skal være viden om, at det ikke reflektere, at de har gjort noget forkert, fordi barnet udtrykker dette ønske. That’s it! Sværere behøver det ikke være. Det behøver ikke blive en meget kompliceret pædagogiseret psykologiske udredning. Lige den del, er altså ikke så svær igen. Det er det måske for nogen forældre og var især førhen, fordi de adskilte tingene i så høj grad. Hvorimod moderne adoptivforældre er vokset op med en anden bevidsthed (her taler jeg om Danmark). Jeg er klar over, det ikke nødvendigvis er sådan andre steder, og måske er de også nogen i Danmark stadig, der ikke har den åbenhed/viden. Nøglen til “tidlig hjælp” er at fortælle barnet om adoptionen fra helt lille, så det er en naturlig ting (det gjorde mine forældre til trods for, at det er så længe siden), og så være åben for resten. Delen med de biologiske forældre skal ikke på før barnet har nået en vis alder og udtrykker ønske om det eller stiller spørgsmål. Så kan de få at vide, at det er helt naturligt at være nysgerrig og at man vil støtte, hvis de vil vide mere.

Dilemmaet om, hvorvidt det er bedst for et barn at blive adopteret eller at forblive i hjemlandet, er konstant og kan kun erfares i det enkelte tilfælde, men den underliggende årsag er det stigende antal forladte børn og de rige landes fertilitetsproblemer

Jeg er imod fertilitetsbehandlinger, donationer og hvad har vi. Hvorfor? Lige præcis fordi, der er SÅ mange børn derude, der trænger for en kærlig familie. Førhen var det sådan, at enten fik man børn, eller også kunne man ikke, og så kunne man så vælge at tage nogen til sig, eller acceptere et liv uden. Adoptivbørn får i mange tilfælde (indrømmet ikke alle, men jeg vil skyde på 90% der gør) indenditetsproblemer i større eller mindre grad. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det bliver for alle de her insiminationsbørn. Tænk på dem som er resultat af både et donoræg og et donorsæd. Du vil så sige: “Jamen det er da ikke anderledes end for et adopteret barn?” – Jo det er det i højste grad, for et adoptivbarn har dog muligheden (meget ofte ikke altid) for at gå baglæns. Er forældrene døde eller lignende eller kendes deres ophav af andre grunde ikke, så er det sådan. Men udgangspunktet er meget anderledes. Hvem har sagt, det er en ret at få børn? Og igen – for hvis skyld er det lige alt det her? Samtidig med, at vi slås med et stigende antal forladte børn ude i verden betaler staten for, at folk kan få børn fordi “det har de krav på” – så er det lige, jeg spørger om ikke, vi er på et totalt skråplan? Jeg synes det.

Programmer, der hjælper verdens unge forældre til ikke at forlade deres børn, afgiverlandenes tilslutning til langsigtet uddannelse og organisationsudvikling for børnehjem og plejefamilier og stadig forbedring af adoptionsforløbene for den lille andel af børnene, der adopteres.

Dette må helt sikkert være det, vi arbejder hen imod!

090812 Information:”Adoptionsdebat helt på vildspor” (denne kronik er reaktion på et indlægget “Adoption er vores tids moderne kolonialisme“)

Dette er en meget lang kronik og den kunne sagtens have været længere. Den er som nævnt et svar på en tidligere af Jaques Berg, som er meget “radikal” i sine holdninger, og meget “out there”. Jeg skal prøve og forklare mine reaktioner på svaret til hans kronik her, og de problematikker her nævnes.

Jacques ser kun dette som et problem. Men det kunne jo også være, at det blot gav barnet en spændende identitetsmæssig mulighed. Ikke for at nedtone behovet for at håndtere barnets meget anderledes situation, men bare for at sige: Du behøver ikke være så negativ. For det andet lader Jacques Berg til at tro, at der ikke er noget som helst i en adoptivfamilie, der minder om forholdene i en ’almindelig’ biologisk baseret familie

Senere i kronikken nævnes, at Jagues Berg (herefter J.B.), har adopteret for 40-50 år siden og processen således har ændret sig i den tid der er gået. Ja det har den måske fra helt bureaukratisk synspunkt og i de formaliaer, der omgiver hele det bjerg af papirer, og godkendelsesprocesser, der skal til før et par overhovedet kan komme i betragtning. Problemet med alle de her fine processer er, at de åbenbart ikke virker godt nok, og de aldrig nogensinde vil kunne dæmme op for lige netop den slags problemer. Og jo, der er grund til at være negativ også, for det er svært nogengange.

Jeg hæftede mig ved ovensiddende “en spændende idenditetsmæssig mulighed” og ja, det kan det blive undervejs, men det kan sandelig være meget meget hårdt at nå dertil. Nu tror jeg så, at dette bliver endnu mere udtalt, når vi taler internationale adoptioner. Fremmedgørelsen går så ikke så meget på kultur og udseende som på den fremmedgørelse der i det hele taget kan finde sted, når man ikke føler, men overhovedet har noget til fælles med sin familie. Og inden nogen “går i koma”. Jo, jeg har nemlig også hørt om mange børn som lever i en helt biologiske familie have den følelse.

Alle børn opdrages af deres forældre på den måde, som forældrene nu engang tror, er bedst for barnet. Der er her tale om, at Jacques Berg simpelthen ikke har forstået, at relationen mellem adoptivbarnet og adoptivforældrene på det følelsesmæssige plan ofte er fuldstændig almindelig og sammenligneligt med alle andre forældre-børn-relationer

Endelig er der da nogen, der kan sige noget fornuftigt her. Selvom vi er adopterede, og måske har problemer, så elsker vi jo vores forældre og prøver at håndtere eventuelle problemer så godt som muligt. Og de fleste forældre prøver jo deres bedste.

Jacques Berg tror åbenbart ikke, at kærlighed kan overskride tilsyneladende racegrænser

Det handler ikke kun om race. Det handler om, at man har (rigtig mange ihvertfald) et behov for at vide, hvor man kommer fra. Dette behov har (set fra min side, og dem jeg har talt med) intet overhovedet at gøre med, hvorvidt, man har haft det godt eller skidt eller for den sags skyld elsker sine forældre. Det er to helt adskilte ting. Hvis vi endelig skal tale om at overskride grænser, så er det langt sværere for barnet end for forældrene, for det slås med identitetsproblemerne, hvilket forældrene ikke gør. Men det har intet med kærligheden mellem dem at gøre.

Jovist, Jacques Berg har (som alle adoptivforældre) nogle værdifulde erfaringer med adoptivlivets dilemmaer. Men det er useriøst at forsøge at omsætte dem til lovmæssigheder for hele adoptionsområdet ved f.eks. at påstå, at »adoption er at være dømt til at leve i permanent fremmedhed«

Det er det til en vis grad for nogen – helt bestemt, men det er det også for nogen biologiske børn. Det er ikke det samme som, at man ikke lever sit liv jo “ved siden af” de problemer, man nu har med sin familie adopteret eller biologisk.

I min egen process med at finde mit biologiske ophav, har jeg levet meget “i det” i perioder, og så i andre bliver det lagt mere i baggrunden, fordi det kræver ufattelige mængder energi og kræfter. Det handler meget om, at finde sig selv i alt det her. Nogen gør det måske aldrig og nogen gør (som undertegnede) efter hård kamp for det gennem mange år – ligesom det er tilfældet for “alle andre” mennesker. Det er jo enten at leve med det eller helt lade være ….. der er jo ikke rigtig noget valg. Det er jo ikke noget, man sådan kan “lave om”.

I dag er alle de refleksioner, som Jacques Berg efterlyser, en almindelig del af godkendelses- og undervisningsforløbet for kommende adoptivforældre

Det er det måske nok, men som jeg nævner ovenfor, så er det jo altså ikke nok eller godt godt nok heller. Man kan have nok så mange fine processer, men virker de ikke, så er det jo ligemeget. Og jeg har en fornemmelse af, at teori og praktisk er meget langt fra hinanden her.

010812 Information: “Adoption er moderne kolonialisme”

010812 Information:”Adoptionssystemet skal nytænkes”

Derfor er der behov for en lille central ekspertgruppe, kommunerne skal danne parløb med i adoptionssager. I min rådgivning har jeg ofte oplevet store vanskeligheder i samarbejdet mellem adoptivforældre og forvaltning, når barnet havde vanskeligheder. Ikke så underligt, når højst én sag i sagsbehandlerens bunke på 40-50 sager er en adopteret teenager, og adoptivforældre i krise skal samarbejde med en forvaltning for første gang i deres liv.

310712 Danmark hentede flere små etiopiere trods advarsler

300712 DanAdopt tav om lukket børnehjem

290712 Amys mor gav sine børn væk af kærlighed

080712 Politiken: Det virkelig uhyggelige ved Amy sagen

Jeg kan næsten ikke sammenfatte eller overskue alle de problemstillinger, den her sag implicere. Den er grundlag for dette indlæg og samtidig er det en situation, jeg ihvertfald personligt aldrig troede ville forekomme i Danmark. Hvis denne er forekommet, så er der formentlig andre sager, vi ikke engang har hørt om. Måske knap så grelle, men stadig. Det er jo grotesk. Det værste for mig, er Amy’s biologiske mor, der helt igennem er villedt, manipuleret og givetvis blevet truet til en beslutning, hun slet ikke skulle have taget. Hun har stadig to børn hos sig, og kan tydeligt klare sig nu, og ville også i et vist omfang, kunnet have taget sig af Amy. Uanset, er det ikke Amy’s beslutning, at hun skal adopteres bort. Hun er et barn, og har selv været med til at sætte en kædereaktion igang, hun ihvertfald ikke kendte omfanget af.

At der er noget ravende galt med systemet i Etiopien og ihvertfald i hendes adoptionssag, er der ingen tvivl om. At der så også er noget ravende galt i den danske ende, er helt klart. Er det et enestående tilfælde? Jeg ved det ikke, men det skulle med vores såkaldt “perfekte” system ikke kunne lade sige gøre. Jeg må sige, jeg var og er rystet over alle de ting, der er gået galt her og det i begge ender. At der skal strammes op både her og der, er der slet ingen tvivl om, og jeg vil mene, at før det er langt bedre i Etiopien, skal der lukkes for adoption der.

300412 Berlingske: Syge adoptivbørn kræver holdningsændring

Ad hvad jeg har skrevet nedenunder, så tror jeg man i langt højere grad skal tænke godt over, HVORFOR man adopterer og for hvis skyld. Det hedder sig fra myndighedernes side, at man laver et veludviklet system, for at sikre, at folk er forberedt og på mange planer klar til at adoptere. Jeg har ikke selv adopteret, og har ikke nærlæst “kravene” til adoptanter. Selv er jeg adopteret for 49 år siden, og jeg er helt klar over, at meget er ændret. Dog har jeg set eksempler på mennesker, der har adopteret langt senere, der på ingen måde var værdige til det som nennesker, omend de klart havde det finansielle overskud. Måske man skulle fokusere mere på menneskelige kvaliteter, fremfor de økonomiske?

Adoption af syge børn: Jeg har svært ved den, det indrømmer jeg gerne. Nu skal jeg ikke, og har jeg ikke adopteret. Og da jeg ser tingene mest fra den adopteredes side, er kommende eller mulige adoptanter nok bedre kvalificeret til at svare på den. At få et barn, er i sig selv en kæmpe forpligtelse på alle planer. Der er ingen forældre, der ønsker sig et barn, der er sygt, så at det er jo en kæmpe hvis barnet har problemer

Man har flere muligheder for dignosticering etc. nu om stunder, end da jeg var barn, og dengang, tror jeg mange adoptivforældre pludselig har stået med et barn, der havde problemer, ingen havde set eller var gearet til, fordi man ikke vidste, hvad man ved i dag. Og det har selvfølgelig givet problemer. Man kan ikke tvinge folk til at adoptere syge børn, men man kan måske være bedre i sin udvælgelse. Hvordan er svært at svare på.

300412 Jyllandsposteen:Rekord få adoptivbørn til Danmark længe

Denne artikel får mig, til at stille et meget essentielt spørgsmål. Hvorfor adoptere man? Det kunne se ud som om, at motivationen i høj grad centrerer sig omkring, at det er helt for ens egen skyld. Bemærk: “kunne se ud til”! Jeg siger ikke, at det altid er sådan, bare at de i høj grad, må forholde sig sådan, hvis man er utilbøjelig til at tage børn med skader/sygdomme på sig. De børn trænger jo endnu højere grad til hjælp og kærlig omsorg. Nogen adoptivforældre tager så disse børn til sig, og også handicappede børn. Jeg husker en sag, der florerede herhjemme i 70’erne om et lægepar, der havde fået lov at adoptere rigtig mange børn, som havde forskellige baggrunde og nogle havde handicaps. Udefra kunne det se ud som en “god gerning”, men det viste sig senere, at dette par ikke var rustet til opgaven, og havde fået lov at adoptere alt for mange børn og slet ikke havde fået den omsorg og kærlighed, de skulle.
Blandt kendte personer (her tale især om USA f.eks) lader penge til at være en kvalifikation i sig selv, og det at adoptere børn fra meget fattige lande, i en eksporterende stil, for at fremme eget ego og “se hvor god jer er-værdien”, er helt ude af kontrol, efter min mening.

Men så spørger jeg mig selv, hvor ofte, er børn ofre for denne samme selv-promovering i lille målestok – også selvom vi taler om børn, der intet fejler. Jeg skal ikke kunne sige det, jeg tillader mig bare, at gå ud fra, at det ikke er urelatisktisk, at det sker. Og jeg konkluderer ihvertfald, at det ikke altid er “for barnets skyld”, når der bliver adopteret, selvom det måske kunne se sådan ud.

Til slut vi jeg gerne sige. Det værste af det hele, er næsten den endeløse række af “eksperter”, der alle i en vis grad mener at have patent på “sandheden”. Den er ikke en ting, men mange ting, og det bedste bud af alle giver Niels Peter Rygaard i sin kronik. Adoptivforældre er IKKE eksperter i adoptivbørn, de er eksperter i Adoptivforældre – det skal huskes og er adoptivforældre i tvivl, så spørg os, der ér adopterede. Vi ved måske ikke nøjatigt, hvordan dit barn vil føle det, men vi kan sørme give et godt bud, som er langt bedre end mange eksperter. Og har du fået dit barn, og dit barn har nået en alder, hvor disse ting rumsterer – spørg dit barn. Lad være at gå ud fra, at du ved, hvordan han eller hun føler, for det gør du formentlig ikke.

Idag så jeg en artikel, som berørte mig dybt, og den vil jeg selvfølgelig også linke til her. Den er svar på Artiklen her, som handler om en adoptivmor, der mener at et besøg til datterens hjemland, er løsningen på alle hendes problemer. Skriveren af den artikel, jeg finder så god er skrevet at Matthew Salesses, og rammer spot on efter min mening.

Der er svar, men hvert svar udløser formentlig nye spørgsmål, og det er dét, man skal lære at acceptere og være okay med.

Dette er kort fortalt, men læs selv. Er på engelsk, men skulle være til at forstå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield