Berlin maj 23. maj 2012 – Hermsdorf & Schöneberg


Den vidunderlige togstation i Hermsdoff – bemærk træet som vokser på perronen
.

Mere S-Bahn her den ene udgang, der var som oftest to
.

Sommeren var på sit højeste, og jeg kunne ikke dy mig for at fotografere dettte smukke blomsterflor
.

Skiltet, der markerede, at nu var jeg nået frem til mit bestemmelsessted. Kinderheim Elisabethstift
.

En af flere store villaer, der tilsammen udgør børnehjemmet
.

Indkørslen til børnehjemmet – igen bemærk de høje træer. Her bliver der med stor jubel kælket nedad, når vejret tillader – det skråner ret så meget
.

Endnu en villa og smukke rhododendron
.

Nu spørger du nok dig selv, hvorfor jeg har taget fotos af en ret så kedelig gård. Læs nedenfor så får du forklaring
.

.

Sabine.Rumöller som var så fantastisk sød ved mig og viste mig rundt
.

Denne giftig grønne drik har jeg fortalt om før, en BerlinerWeisse, som smagte skønt på en varm dag
.

.

.

Jeg fik en menu på tilbud, som bestod af bruschetta’en, suppe og fisk med stegte kartofler – altsammen meget lækkert. Restauranten ligger lige ved siden af stationen næsten og hedder Leonardo Da Vinci – Italiensk
.

Ejendommen, som var den sidste min biologiske mor boede i
.

Schöneberg Rådhus
.

Bagsiden af huset, hvor min biologiske mor boede, også her var der masser af træer og blomster
.

.

.

Aftensmåltidet var også Italiensk på en restaurant La Plazza, Berlin. Spagetti med oksemørbrad – bare lækkert. Restauranten er beliggende mellem Kürfurstendanm og Kantstrasse tæt på banen – bilen er en ældre model Rolls Royce og tilhører ejeren af Restauranten som ses i baggrunden

Så fik jeg mig endelig skrabet sammen til at få skrevet om endnu en dag i Berlin. Forstå mig ret, det er ikke fordi, det som sådan er “en sur pligt” slet ikke, men jeg vil gerne gøre det ordenligt og have det vigtige med. Bloggen fungerer jo i den forstand også som en slags dagbog for mig selv. Og så skulle man jo tro, at så mindeværdig en tur, den glemmer man ikke. Man glemmer ikke, at man har været der, og selvfølgelig heller ikke overrodnet at det var en fantastisk tur. Men jeg ved fra en tidligere tur til Guatemale, Honduras og El Salvador, hvor jeg ikke kan finde mine dagbogsnotater, at det er mig helt umuligt at huske detaljer, som jeg gerne ville have kunne huske nu. Det var også en længer etur, og er længe siden – men stadig. Det her er heldigvis kun lige knapt et år siden, så det er med, at skrive, mens man kan huske følelser og stemninger.

Dette var en meget spændende dag for mig. Jeg skulle først og fremmest finde ud til det Børnehjem, hvor jeg tilbragte den første tid af mit liv. Fra jeg blev udskrevet fra et børnehospital og til jeg blev adopteret i september 1963. Dels var det spændende i sig selv, at skulle se børnehjemme og så var det mindst lige så spændende, om jeg kunne finde derud, uden at fare vild. Mig og finde rundt, er ikke det bedste altid. Af samme grund havde jeg faktisk købt en telefon med GPS lige inden, jeg skulle afsted, men det viste sig så, at det ville blive for dyrt at bruge dernede. Man kan eventuelt købe et kort dernede, det er noget, jeg vil undersøge en anden gang.

Jeg startede med at gå op på Bahnhoff Zoo og finde ud af, hvordan jeg skulle begå med mig at kommer derud. Jeg skulle endda skifte tog på hovedbanegården (den flotte nye), men det gik som en leg og der var ingen problemer. Jeg kan faktisk godt lide at køre i tog og sidde og kigge ud. Jo mere vi kørte, jo grønnere blev det, og området jeg havnede i, kan bedst sammenlignes med Charlottenlund/Klampenborg hvis noget. Store villaer og masser (mange, mange flere end i Danmark) store træer – et skønt område.

Så var næste udfordring at finde Berliner Strasse, hvor børnehjemmet ligger. Det var ikke helt så nemt, men efter at have spurgt mig lidt for, kom jeg på rette vej. Jeg var i meget god tid, så jeg kunne sætte mig hos den lokale bager med en kop kaffe og puste lidt ud, og lade op til næste “heat” af udflugten. Vejret var som alle dagen dernede bare helt fantastisk. Blå himmel og sol fra en skyfri.

Da jeg ankom skulle jeg så finde ud af, hvilken af de store villaer, jeg mon skulle gå ind i for at finde Sabine. Heldigvis valgte jeg rigtigt, og fandt hende også – igen efter at have spurgt efter hende. Hun var utroligt sød og er forstander der nu. Før hende var det faktisk den søster, der i sin tid passede mig – Schwester Gerda, der var forstander. Dengang var der som det antydes søstre på børnehjemmet, men som tilfældet er så mange steder, er der ikke det længere. Jeg har for mange år siden skrevet til Søster Gerda og hun kunne sagtens huske mig. Hun er nu pensioneret og taget tilbage til sin hjemegn, som er langt fra Berlin. Hun er også en meget ældre dame nu.

Efter en lille snak og lidt kaffe begyndte vi vores tur rundt på stedet. Det er i mine øjne et dejligt sted, som jeg kun kan være glad for at have startet min færd i livet på. Selvfølgelig er meget helt anderledes nu end dengang. Gården som er afbiledet ovenfor, er en går som jeg har et foto af, taget dengang, og hvor jeg muligvis også er på. Dengang blev barnesengene stillet derud og så hentet ind igen senere. Nu er det så legetplads. Der er også en stor forskel i antallet af børn, ligesom der næsten ingen adoptioner foretages længere. Der lægges nu stor vægt på det forebyggende arbejde og lære de mødre, der mangle evner og færdigheder udi moderskabet disse. Den afdeling så jeg også. Så også et lille barn, som havde været der næsten et år, og som det samme dag ville blive besluttet, om han skulle tilbage til sine forældre, eller hvad der skulle ske. Vi talte også om, hvor hårdt det er for personalet, som jo ikke kan undgå at knytte sig til de små mennesker. Der har Sabine en stor fordel som forstander, i forhold til at kunne hjælpe sit personale – hun er psykolog. Og disse samtaler er nødvendige, helt forståeligt.

Vi gik en tur i den dejlige have, der omgiver de her villaer, der ligger strøet som perler på en bakke. En af dem opholdt mine forældre sig i, da de var og hente mig for alle disse år siden. Mange af de træer – hvis ikke dem alle, der står i haven har været med til det, for de er alle mega store og skyggede dejligt for den hede sol. Når jeg går sådant et sted, bliver jeg frygtelig ked af danskernes mani med at beskære og fælde træer i en uendelig strøm, og den manglende påskønnelse af, hvor meget stemning de skaber. Stod det til mig, havde vi mange flere træer – høje ubeskårede træer i Danmark. Læg mærke til, hvad det er, der blandt andet er så specielt ved Berlin, og en del af det, du elsker. Det er træerne.

Vi havde været haven rundt og talt og gjort ved et par timer. Det var tid at sige farvel og tusind, tusind tak til Sabine. Jeg kan ikke (stadig ikke) takke hende nok for hendes fantastisk varme og søde måde at tage imod mig på, og hendes fine rundvisning. Jeg fik også et hæfte, der blev lavet tilbage i 2001 i andledning af hjemmets 175 års fødseldag, hvor man kan læse om hvordan hjemmet fungerede før og ikke mindst er der en stor artikel om Søster Gerda. Det hæfte passer jeg selvsagt rigtig godt på.

Bagefter gik turen så tilbage, men på vejen var der et andet visit, jeg gene ville have gjort. Min biologiske mors sidste adresse ville jeg gerne se (jeg nåede at se flere i ugen), så det var planen på vejen hjem. Det gik også godt nok, og igen efter lidt roden rundt fandt jeg det. Dog var det svært at se nøjagtigt, hvor hun har boet. Og man ringer jo ikke bare på og spørger – eller det gjorde jeg ihvertfald ikke. Så er det man gerne ville have et Tv-hold og noget i ryggen. Men uanset er det slet ikke sikkert, det er beboelse mere. Som jeg kunne forstå det var det nærmest kollegieværelser, der hvor hun boede. Altså helt oppe under taget. Som beskrevet kunne jeg ikke helt regne ud, hvor det skulle være men bygningen ovenfor, burde være den, hun kom ind igennem.

Noget andet, jeg hele tiden gerne ville se, mens jeg var dernede var Schöneberg Rådhus. Det viste sig, at det lå lige for enden af gade, hvor bygningen ovenfor beskrevet lå. Så det var jo let, så jeg gik hen for at se rådhuset. Der var en fin udstilling omhandlende II. verdenkrig øst/vest og det faktum at mange familiemedlemmer og naboer meldte hinanden.

Jeg fik set det, og så var jeg dælme også færdig, og ville bare tilbage. Men jeg var godt klar over, at kom jeg først tilbage til hotellet kom jeg aldrig ud igen, så jeg kunne lige så godt spise på vejen. Det forklarer også, at det blev ovensiddende restaurant, for jeg orkede ikke den store jagt på noget andet, men det gjorde ikke noget, det smagte skønt. Og indrømmet, det havde været en fysisk og mentalt udmattende dag for mig. Så at sidde lige så stille i den milde sommeraften og nyde dejlig vin og mad, var lige hvad jeg trængte til. Og der var ikke langt til hotellet derfra og ikke mindst et bad og en seng. Vil du se flere fotos, ligger de her.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Powered by sweet Captcha

CommentLuv badge