Mad med mere og Dal (Musoor Dal) med Stegte Ris


Det skal ikke være nogen stor hemmelighed, at jeg har haft lidt af en vegansk krise. Jeg havde nogle temmelig uheldige restaurantoplevelser, der fuldstændig tog pippet fra mig. Den ene gang, fik jeg alle tre måltider, men ikke særlig spændende eller inspirerende en salat (uden dressing – siden hvornår er olivenolie ikke vegansk?), en uinspirende pasta med tomatsauce (omend meget velsmagende) og frugtsalat. I første tilfælde her, var det ikke mig selv der betalte, så på den led ville jeg ikke brokke mig. Men jeg havde netop skrevet til restauranten i god tid og forberedt dem på jeg kom, for at de kunne komme op med noget lidt mere spændende – det hjalp så “fedt”.

Anden gang var som bekendt på Galopbanen, hvor jeg også havde skrevet med dem, kun for at få noget, der ikke engang var en salat. Jeg modtog senere deres undskyldning, og en erkendelse af, at de nok skulle have sagt fra. Måske de hellere skulle tage deres menu op til overvejelse, og også have nogle grønne løsninger på fast.

Min pengepung, er altså ikke stor, og når jeg endelig går ud og spiser, vil jeg også gerne have noget, der er lidt ekstra. Det kan så kun lade sig gøre ganske få steder, og så blev jeg oveikøbet snydt, et sted, hvor det i høj grad også skulle kunne lade sig gøre. Det er min oplevelse, at Danmark er håbløst bagud på den her front, og de i den grad skal tage sig sammen.

Det kan godt være, vi vinder Michellinstjerner, men så må det også være muligt, at tilbyde vegetariske/veganske løsninger. Det kan ikke være rigtigt. Jeg kan godt forstå turisterne synes maden er kedelig mange steder. Jeg siger ikke alle steder, og jeg er sikker på, der findes mange steder, hvor de vil gøre meget, for at hjælpe og være servicemindede – også overfor vegetarer/veganere. Men der er sørme plads til forbedring, rigtig mange steder.

Tryk nedenfor for at læse mere og få opskriften på dagens ret!

Jeg er kun et menneske, og noget af det, jeg synes er svært ved det her, er alle de “forventninger”, både positive og negative, der ligger i det, at blive veganer. Men forventes straks at have en holdning til at redde hele jordens miljø-, fødevare- og dyrevelfærdspolitik samtidig og have holdninger til det hele og helst “de rigtige”. Det har jeg imod det. Jeg er ikke aktivist, og bliver det aldrig, jeg bryder mig bare ikke om at spise kød. Da jeg valgte den veganske vej, var det i lige så høj grad for mig helbreds skyld, som det var af dyreektiske årsager. I fire måneder, holdt jeg “min sti ren, men jeg skal gerne indrømme, at jeg savner ost. Det er den eneste ting, jeg virkelig savner. Lige nu går min debat med mig selv på, hvordan jeg skal tackle den, for et er sikkert – de veganske oste man kan få herhjemme, de er bare meget langt fra at være gode nok. De findes – de rigtig gode, det ved jeg, men de findes selvfølgelig ikke i lille DK.

En anden ting, der plager mig udi det her, er at stort set alt, skal laves fra bunden. Gør man ikke det, er det uforholdsmæssigt dyrt. De færdigprodukter eller mock-meatprodukter, der findes kan være gode nok, men de er altså også dyre. Det kan være meget svært at leve op til alt det her, og lave alting selv, når man som jeg har begrænset med kræfter. Men jeg sørger jo for, at have løsninger i fryseren, så jeg altid kan klare mig. Og så går det også. Jeg skal bare passe på, at jeg ikke kører energikontoen for langt ned, for så mister jeg gnisten helt. Og det har jeg ikke været god til på det seneste. Vel også derfor, jeg har følt mig overvældet af det hele. Jeg prøver at finde en ballance i det – MIN! Men let er det ikke.

Og så er der den evigt tilbagevendende – Økologi. Jeg ville rigtig gerne købe økologisk – alting, men også det, synes jeg er rigtig dyrt. Men jeg gør det bestemt i mange tilfælde. Så skal vi ikke bare sige, at jeg i perioder på det seneste, har følt mit veganske liv lidt besværligt og træls. Jeg tror de færeste har lyst til at være besværlige og føle sig som brokkerhoveder, og det kan det let ende i, hvis man skal have noget at spise andre steder, end hjemme. Hvad med dig, har du haft veganske kriser, og hvad savner du, hvis noget?. Jeg skal skynde mig at sige, at kødet har jeg slet ingen problemer med at undvære og heller ikke æggene.

Når jeg så spiser mad herhjemme, så genfinder jeg lysten og glæden ved den grønne mad og begejstringen for noget så enkelt som det jeg lavede i dag. Iøvrigt har jeg altid været meget glad for det indiske køkken og det er bestemt ikke blevet mindre af at være veganer. Retterne her er smagfulde aromatiske, farvestrålende og sunde. Hvad mere kan man ønske sig?

Heldigvis ligger det ikke til mig, at give op, og det har jeg bestemt heller ikke gjort endnu. Faktisk går jeg og glæder mig til at modtage en pakke med posten, og så skal jeg kaste mig ud i sjove forsøg. Det bliver spændende. Men mere om det senere.

Nu var der en gammel blogven, der roste mig for mine madopskrifter, og det må jeg så skynde mig at leve op til. Det har jeg ikke været helt så god til på det seneste (omend jeg har flere liggende, jeg skal have skrevet). Den her opstod omkring en rest basmatiris jeg havde fra forleden. Jeg greb min vegetariske indiske kogebog og fandt de her to opskrifter. Stegte Ris og Dal. Retten hedder egentlig (Musoor Dal), som er Dal med stegte løg, men da der er løg i de stegte ris, så undlod jeg de stegte løg og serverede de stegte ris til.

Stegte Ris (Ghee Bhat)
(4 personer – hvis del af af flere retter 6)

325 g basmatiris, kogte og afkølede
3 spsk rapsolie (med smørsmag)
2 laurbærblade
5 cm hel kanel
4 kardemommemebælge
3 store løg, i tynde skiver
3 grønne chili, strimlet på langs
1 tsk salt
½ tsk sukker
2 spsk rosiner (kan udelades)

1. Oliven varmes på en stor pande for jævn til kraftig varme. Svits laurbærblad, kanel og kardemomme nogle få sekunder. (Jeg vil her inskyde, at det er en god ide at tage kardemommefrøene op, for det er meget ubehageligt, at bide i sådan et senere. Laurbær og kanel er let at fjerne til sidst).

2. Tislæt løg og chili og svits dem til løgene er gyldenbrunde.

3. Tilsæt, ris, salt, sukker og rosiener. Bliv ved med at stege til risene er helt gennemvarme.

Røde linser (med stegte løg) (Musoor Dal)

200 g røde linser, skyllede
1 l vand
1/4 tsk. stødt gurkemeje
1½ tsk stødt spidskommen
2 tomater, hakkede
½ tsk salt
2-3 grønne chili
1 spsk koriander, hakkede
3 fed hvidløg, pressede
1 løg, i tynde skiver

1. Bring linserne i kog i 1 l vand i en stor gryde. Overfladen skummes.

2. Tilsæt gurkemeje, spisdkommen og tomater
og rør det sammen med linserne.

3. Varmen dæmpes, læg låget halvt over og ld linserne simre ca. 40 minutter til de er møre. Tisæt salt, chilier, og korianderlbade og rør det i linserne. Tag gryden fra varmen.

4. Oliven varmes i en lille gryde. Tisæt hvidløg og løg og svits dem gyldenbrune.

5. Hæld em over linserene og servér retten med ris.

Opskrifterne er fra kogebogen: “Det indiske vegetarkøkken” – Den nye, rigt illustrerede guide til lækre og eksotiske vegetarretter fra østen af Sumana Ray. Mit eksemplar er på dansk, men den fås antikvarisk. Kan du lide vegetarisk mad og indisk, så er den bestemt værd at købe. Det kan også være, du er så heldig du falder over den på et loppemarked.

En tanke om "Mad med mere og Dal (Musoor Dal) med Stegte Ris"

  1. Pingback: The Vegg – Et spændende produkt | deborah.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield