En afslutning


Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

7 tanker om "En afslutning"

    • Nej Mette, hun er barn af første ægteskab, og voksede op hos sin (vores) mormor. Siden var min mor gift igen og blev skilt og fik kort tid efter mig, udenfor nummer så at sige.

  1. Ja, lidt trist. Ikke helt ro i sjælen. Min biomor vil heller ikke mig. Nå, lad os leve videre… God dag!

    • Det var ikke uventet sådan set, men det “bider” da lidt alligevel. Jeg har bestemt tænkt mig at leve videre :-) – Også god dag til dig.

  2. Pingback: Tirsdagslettelse | deborah.dk

  3. Pingback: Onsdagsslettelse | deborah.dk

  4. Jeg synes det er fint nok at du har fået et foto, men det er synd at der ikke er mere. Som du siger må man så lukke ned og sige det var det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men efter at de fleste af min mors og fars generation er døde, er det som om min identitet er svømmet en anden vej, for at være mere konkret, så føler jeg somme tider en lille smule slægtskab med alle mulige andre levende og døde mennesker. Måske er det fordi musik (klassisk musik) åbner for nogle andre dimensioner, måske er det indbildning, måske er det meditation :) Jeg håber det giver lidt mening. En dag jeg var på café og kirkebesøg med Rasmine og Stegemüller stod vi på Hvidovre Kirkegaard og snakkede om Stegemüllers slægtsforskning. Hun er adoptivbarn og har alligevel lyst til at vide mere om sin familie – sine adoptivforøldre. Jeg gætter at man kan føle et slægtskab med sine adoptivforældre – og at det somme tider er en støtte at vide at der var nogle med andre biologiske anlæg, som trods forskellen holdt af én. – Og så er der de forfærdelige tilfælde, hvor det ikke var en lykkelig barndom, men det er en anden historie. Jeg håber dette indlæg er lidt opmuntrende – det var meningen! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield