Blomstrende travl mandag (+tirsdag)


Ja noget skal man jo skrive som overskrift, og det beskriver dagen godt nok. Dagen startede med en tur på banen og i stalden. Mandag er dagen, hvor hestene går galops og ofte er der også græsgalops, gerne heste der skal starte storløb eller prøveløbsheste, der ikke har prøvet græsset før. I går var det sidste. På den konto havde vi også et par stykker, der fik lov at gå der en tur. Mandag er også af ovennævnte grund en af de dage, hvor jockey’erne kommer på besøg og rider nævnte galops og det er gerne en travl dag i stalden – også hos os, da vi lørdag har 3 startende heste. Sazerac, der vandt i lørdags, The Kicker (aka Racerponyen) og The Seducer, som starter for første gang, så det bliver en spændende lørdag – igen.

Efter alt det her galops og staldvisit, smuttede jeg til “fodfidus” og det er altså noget, jeg varmt kan anbefale, at få ordnet sine fødder sådan helt professionelt, er noget ganske andet end at gøre det selv.

Efter fodfidus, synes jeg det var tid til at få nogen planter til min altan, så jeg drog mod planteskolen. Efter min lokale planteskole blev solgt, og de brugte lang tid på at rive ned og bygge op igen, blev jeg kunde her, og er imponeret ovar udvalg, hjælpsomhed og ikke mindst den dejlige beliggenhed lige ved Bagsværd Sø. Iøvrigt et sted, jeg har lovet mig selv, jeg skal ud og gå en dag med kameraet. “Nogen” giv mig flere timer i døgnet og flere kræfter!

Når man elsker blomster og planter, bliver det en øvelse udi selvbeherskelsens svære kunst at gå derude. Der er fristelser i mængder så jeg næsten ikke kan beskrive det. Jeg beherskede mig, og købte ikke vildt ind, men dog fik jeg da handlet noget. Jeg skal jo også have plads til lidt spiseligt og udover blomsterne købte jeg 2 tomatplanter af 10 kr., så det var lige til at klare. Derudover har jeg planer om chili (2 slags), græskar, flere tomater, ærter og så må vi se, hvad det kan blive til.

Jeg har fået sået en masse chili og morgenfruer og ligeledes græskar, ligesom alle blomsterne er på plads. Der mangler stadig lidt spiseligt, men det kommer forhåbentlig. Minidrivhuset er kommet på plads på den lille altan, hvor det er meningen, det skal have fast ophold, og så har jeg fundet en reol til den store altan. Den er dog lidt “pebret” i pris, så jeg skal lige tænke mig godt om – ikke om jeg vil have den, men om jeg vil bruge så mange penge. Og dog, jeg ved jo, at jeg ellers vil ærge mig, men har en plan om, at min hr. fader evt. kan bidrage som årets fødselsdagsgave. Vi ser – og går det som planlagt, skal I nok få at se.

Også i dag har jeg ordnet altaner, vasket og været i stalden, og hentet min cykel fra det årlige eftersyn. Så nu er jeg kørende igen. Det bliver skønt i det fine vejr, men jeg synes, jeg hører noget om kulde og ligefrem sne?? Jeg vælger at tro, at det må være en stor fejltagelse!! Jeg har ingen lyst til væddeløb i snevejr, det skal jeg nok indrømme. Foreløbig vil jeg gå ind og slappe af, og hænge det vasketøj op, vaskemaskinen står og hyler og fortæller er færdigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield