2015 et nyt år og noget at se frem til


Årets Derbyvinder Davicii med trækker Christel

Guderne skal vide, at jeg ikke altid har et særligt samarbejdsvilligt helbred. Det er ikke blevet bedre i året der gik, men det forventede jeg nu heller ikke. Det bedste jeg kan håbe på, er at jeg kan gennemføre de store planer, jeg sætter mig, og ikke må aflyse dem. Som I ofte ved, har det jo engang imellem været nødvendigt.

I året der gik, havde jeg “kun” en stor plan, og den gik på, at jeg skulle til England og se verdens bedste galophest Frankel. Jeg har desværre ikke fået skrevet de sidste indlæg om turen (endnu!), som indbefatter blandt andet en dejlig tur til Cambridge som er en skøn by, men har dog fået indikeret, at det var en skøn tur. Og den kunne ikke have været bedre.


Fra en fantastisk dejlig sensommerdag med en god veninde i København

Det vigtigste har været, at undgå de store udsving både for mit helbred, og når det ikke har gjort knuder, så at skrabe så mange oplevelser af den gode slags sammen. Måske synes jeg ikke helt, jeg har nået nok i år, i forhold til, hvad jeg havde sat mig for, men sålænge jeg gør, hvad jeg kan, så kan jeg jo ikke mere.


Den fantastiske morgen i Newmarket


Verdens bedste Frankel på Banstead Manor, Suffolk England 9. september

Det værste man kan, er ikke at have drømme, håb og ønsker for fremtiden! Så kan man lige så godt ligge sig til at dø. Jeg har heldigvis masser af drømme, ønsker og alting både for året, der kommer og i det hele taget. Problemet er tid og kræfter. Tiden er min store fjende, og jeg er ikke alene, den går alt for stærkt, og jeg kan slet ikke følge med mere. Jeg prøver, men kommer til kort gang på gang – er det bare, at blive ældre?


Dyrehaven, som jeg elsker. Her var det en tur for at fange de sidste farver

Der er så mange skønne mennesker, jeg gerne ville have set i år, som jeg ikke har fået set. Mest fordi, jeg simplethen ikke har haft overskud og når jeg endelig har haft, så har de ikke kunnet, eller der har været andre ting i vejen. Anyway, jeg vil igen i det nye år prøve at få mødt mange flere af mine venner gamle som nye. På min liste står også rejser som altid, både hesterelateret og ikke. Der var to ting, som jeg egentlig troede, jeg skulle have været i år, som ikke blev. Det ene var London og det andet var Øvrevoll Galopbane. Så det står bestemt også på listen for 2015. Så må vi se, hvordan og hvorledes. Rom er også i kortene, og…. der er for mange skønne steder, at se ligesom jeg jo er heldig at have venner strategisk placeret rundt omkring. Fotoredigering/upload – need I say more – måske tage færre fotos (nej, for det er en passion og glæde), og så har jeg da også en million opskrifter, der skal prøves….og….kede mig – det gør jeg heldigvis aldrig!


En tur op og se Exners Hus blev det også til


Fra en helt impulsiv tur til Bellevue strand, dette er så taget på vej derned

Som ofte er det sådan, at på trods, så har jeg haft mange dejlige oplevelser i året der er gået, og det opdager jeg ikke mindst, når jeg ser mine fotos igennem. Faktisk har jeg haft mange flere, end jeg lige altid kan huske og ikke mindst derfor er fotos (for mig) også vigtige. Her er lidt af fotos vist fra bare en håndplukket del af oplevelserne i året der er gået. Indrømmet, langt de fleste har været heste og/eller staldrelateret, men det klager jeg altså slet slet ikke over, tværtimod.


En rigtig dejlig oplevelse var åbent hus hos Healthy Horse, hvor jeg så Voltering for første gang – og selvfølgelig fotograferede ligesom jeg mødte dressurrytter Cathrine Dufour, som udover at være en superdygtig rytter også er fantastisk sød

For nu vil jeg først og fremmest takke for godt selskab i året der gik. Både til jer der har lagt vejen her forbi, dem jeg har talt i telefon med, sms’et med og haft gode chatsamtaler med på Skype og haft fornøjelse af i det virkelige liv. Alt har været dejligt og værdsat. Jeg ønsker jer et rigtigt Godt og Lykkebringende Nytår, hvor jeg glæder mig til enten at høre fra jer her på bloggen, på sms, Skype m.m. eller hvis vi er rigtig heldige i det virkelige liv.


Tilfældigt valgt motiv fra Galopbanen, et foto der ikke har været vist før – Elione Chaves på Final Score


Jeg skal have mit Kongelige foto i hus, og det fik jeg med dette (synes jeg selv) vellykkede portræt af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte

2 tanker om "2015 et nyt år og noget at se frem til"

  1. Og et godt nyt år med bedre helbred til dig. Jeg er stadig en del optaget af forbindelsen til min (ny) biologiske familie
    Erik

    • Tusind tak Erik! Vi kan jo godt ønske os, med hensyn til mit helbred, men om vi får, må vi vente og se. De gode ønsker skader ihvertfald næppe, så tak for dem.

      Jeg kan sørme godt forstå, du er optaget af det, det må være spændende, og det glæder mig for dig.

Der er lukket for kommentarer.