50 år siden i dag


Hildegard Charlotte Weide

Det slog mig lige her til morgen, at det i dag er 50 år siden min biologiske mor blev fundet død i sin lejlighed. Jeg kender ikke reglerne for den slags (de er formentlig også meget anderledes nu), men på dødsattesten står der, at det er hendes dødsdag, selvom man med sikkerhed fastslog at hun havde ligget ca. 1½ måned. Selv tror jeg på, at hun døde et sted mellem den 22. og 23 december 1964, men uanset forlod hun livet tidligt.

Lidt underligt er det også, at det kun er få dage siden, det var min mors dødsdag også og at de begge døde af en hjerneblødning.

Det slider stadig på mig, at min biologiske søster, har valgt som hun har, men der er ikke at gøre ved det. Jeg føler, vi begge går glip af noget værdifuldt, men sådan er det. Til gengæld ved jeg (så meget jeg nu kan), at havde min biologiske mor levet, ville hun gerne have set mig. Hun bad om fotos af mig, ca. ½ år før hun døde, men ombestemte sig så alligevel (nok fordi det ville være for hårdt), og så gik hun bort kort tid efter.

4 tanker om "50 år siden i dag"

  1. Jeg er enebarn, og kan ikke forstå at nogen kan have sådan en indstilling til deres søskende, at de ikke vil se dem. Som enebarn er det at have søskende en drøm, som ikke bare lige bliver opfyldt, og når forældrene går borte er der et stort hul.
    Så jeg forstår godt, du har den følelse overfor din søsters afvisning.

    Angående dødsdag, så er det findedagen. Min mor død i sin sofa, mens hun så TV en torsdag eftermiddag. Hun havde ikke lavet aftensmad og hun havde ikke taget mad frem fra fryseren til den frokost hun skulle have næste dag, men dødsdagen blev registreret som fredagen, hvor hun blev fundet.
    Dagen er vigtig for os efterladte, men jo kun en dato på et stykke papir for myndighederne.
    Jeg håber, du kom godt gennem dagen. Minder kan man heldigvis ikke tage fra nogen!

    • Kari tak for din hilsen også. Nej jeg kan ved den søde heller ikke forstå det, og kommer aldrig til det. At man har søskende, er godt nok ingen garanti for, at man ville have haft eller have et godt forhold, men det kan da gives en chance. Også fordi, at jeg har en (adoptiv)søster her jo, som jeg ikke har et særligt nært forhold til. Det kunne have været interessant også den vej rundt og se, hvordan det havde føltes at møde noget biologisk. Det ser det ikke ud til, jeg kommer til i dette liv desværre.

      Jeg forstår heller ikke det med dødsdagen, men sådan er det så – det ændrer jo heller ikke meget på slutresultatet kan man sige. Det er måske kun, hvis det er tale om drab, at man går ind og fastsætter mere nøjatigt. Jeg kom okay igennem dagen i forhold til min mor. Det er ved at være så længe siden nu, at det ikke gør ondt på samme måde. Men jeg skal da ikke dvæle ved dagen og detaljerne. I forhold til min biologiske mor, så var det mere, fordi det lige var 50 år siden. Jeg kendte hende jo ikke, men jeg kan da blive trist over hendes liv og måden hun kom herfra på.

  2. Jeg kan godt forstå, at det må give anledning til en del tanker. Det kan være svært at forstå, at din søster ikke har lyst til at give det en chance. Jeg håber, at du kan lægge det fra dig, for i virkeligheden kan du vel ikke gøre andet end at håbe, at hun en dag skifter mening. Det ville være at ønske.

    • Tak skal du have Susanne. Ja, det er mig umuligt at forstå. Som jeg ser det, havde vi begge alt at vinde. Jeg arbejder på, at lægge det fra mig. Der er intet håb om, at hun skifter mening. Jeg har for ikke så længe siden jo netop skrevet til hende, for at være sikker på, at hun mente det første gang, hun gav udtrykk for samme. Så det tror jeg ikke på – desværre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *