Krimier med mere

Som jeg har nævnt før, er jeg lykkelig for muligheden for lydbøgerne, som gør, at jeg igen kan “læse” bøger. Her senest, er det i høj grad Krimierne, jeg har været fanget i, men også lidt andet, det kommer der noget om her

Jussi Adler Olsen – Afd. Q

Jeg er helt klar over, at jeg var bagud, da jeg startede på Jussi Adler Olsen’s Afd. Q serie, men hold da op. Da jeg først fik begyndt, kunne jeg slet ikke stoppe igen. De var alle meget fængende og gode, men jeg vil dog sige, at jeg var skuffet over den sidste, som manglede noget. Hvad nøjatigt er svært at sige, men den var mere “flad” og slet, slet ikke så god som resten.

Jeg har talt med flere andre, der er af samme mening, så det er altså ikke bare mig. Hvad synes du, hvis du har læst dem? Der er stadig et par stykker, som ikke er Afd. Q, jeg skal have læst, men inden jeg nåede så langt, fandt jeg en anden forfatter i samme genre. Man kan selvfølgelig låne Jussi Adler Olsens bøger på bibilioteket også, hvor flere også er at finde på lyd, hvis ikke man vil købe.

Peter James

På Facebook er jeg med i en gruppe, hvor vi deler lydbøger, og det var her, jeg stiftede bekendtskab med Peter James. Når man som jeg er Anglofil, var det oplagt at stifte bekendtskab med Peter James. Hans bøger foregår i Brighton i det sydlige England – et sted, jeg håber at besøge på min næste tur til London. Bøgerne er centreret om Roy Grace, som er lige så excentrisk som Jussi Adler Olsen’s Carl Mørck, og de er i stil ikke langt fra hinanden faktisk, bortset fra, hvor de foregår.

Jeg var så ikke lige klar over, at jeg startede i den gale ende, og at også James’ bøger var i rækkefølge, så jeg fik startet med nummer 4. Men ingen skade sket, nu starter jeg så fra en kant – og der er heldigvis masser at tage af. Hvis du kan lide Jussi’s bøger, er jeg sikker på, disse også falder i smag.

Michael Palin

Udover krimierne har jeg fået læst noget andet, som bare er rigtig godt, og jeg er sådan set stadig i gang. Michael Palin er kendt for mange ting. For rigtig mange Monty Python, men for endnu flere, tror jeg efterhånden, han er kendt for sine rejseprogrammer på TV, hvor han har været Fra Pol til Pol Jorden Rundt i 80 dage og meget, meget mere. Selv har jeg holdt af at se flere af hans programmer. Dog har den seneste serie i rækken, der foregår i Brasilien ikke fænget mig. Hvorfor skal jeg ikke kunne sige, men det gjorde den altså ikke.

Bortset fra det, så er der også skrevet bøger om alle disse ture – en næsten endeløs række, så jeg anbefaler, su selv kigger omkring, for at finde, lige den, du vil kaste dig over. Udover rejsebeskrivelserne (selv startede jeg med Jorden rundt på 80 dage, som findes på biblioteket også på lyd), har Palin også skrivet dagbøger/selvbiografier, og en af dem, har jeg læst “Traveling to work”. den downloadede jeg på originalsproget, fordi jeg har medlemskab hos Audible.co.uk og således kunne jeg bruge en “credit” på den. Den er ovenikøbet indlæst af Michael Palin, og han har den mest behagelige stemme og er fantastisk til at læse op. Så er du derinde vil jeg varmt anbefale. Ellers kan du købe den her i flere varianter også på lyd, men altså på engelsk. Der er også rigtig meget af Palin’s at få på biblioteket, og noget også på lyd, men desværre ikke størstedelen.

Lige nu er jeg ved at lytte “Hemmingway’s Chair“, som er en roman, og den er af ældre dato, og fås kun som rigtig bog og E-bog medmindre man som jeg er på Nota’s lyttesystem. Men det er indtil videre en dejlig bog, som jeg også kun kan anbefale på det varmeste. Bogen handler om Martin, som arbejder på det lokale postkontor, som er i rivende udvikling og hvad deraf følger. Derudover er han som titlen antyder besat af Hemmingway. Det lyder måske ikke særlig spændende, men det er det faktisk. Giv det en chance. Jeg skal ihvertfald lytte meget mere af Michael Palin, og når man nu synes om, er det jo lykken, der findes så meget at gå om bord i.

Hvad har du læst på det seneste og har du stiftet bekendt skab med nogen af ovensiddende? Giv gerne lyd om dine erfaringer/meninger/anbefalinger.