Fantastisk flot, men stadig køligt

Det er så fantastisk smukt derude lige nu. Også derfor har jeg jo svært ved, at lade være, at tage kameraet med mig, når jeg går ud. Lige nu går jeg så også ud, langt, langt mere end jeg plejer, og det er vitterligen at give mig selv (flere) grå hår, for der er altså kun 24 timer i et døgn.

Jeg hænger i en tynd tråd med hund, mit helbred, hospitalsbesøg og alt det, jeg gerne vil nå. Det lader sig ikke gøre, sådan er det, men jeg forsøger, så godt jeg kan. Det gør ikke livet lettere, at der pludselig skal rives tid ud til hundluftning etc. Oveni, at jeg bliver ekseptionelt træt – mere end allerede, og Guderne skal vide, også det er slemt nok. Men det må gå sin gang.

Meningen var, jeg nu skulle stå med det ene ben ude af døren på vej til London. Men sålænge far er på hospitalet, kan jeg ikke planlægge noget som helst, og lige nu har jeg heller ikke kræfterne. De overordnede planer er sådan set på plads, men detaljerne skal også, og ikke mindst, skal jeg jo også have en billet. Lige nu må jeg tage det en dag ad gangen. Heldigvis løber min veninde derover jo ingen steder, så jeg når det nok. Jeg vil bare helst derover inden, det bliver for varmt.

Søndagen er gået med, at ordne fotos fra gårsdagens løb og gå tur med Emil, ikke meget andet og så fik jeg igen en middagslur, men er stadig træt. Så hvorvidt morgendagens planer, bliver til noget ved jeg ikke, for jeg skal også besøge min far og et ærinde for ham. Og som altid er der grænser for, hvor længe jeg kan være fra Emil.

Det er noget bøvlet at finde ud af temperaturen, der svinger ret så kraftigt. På banen var det i går morges bidende koldt, hvorimod det senere på dagen til løb var alt for varmt, med alt det tøj, jeg havde på. Så jeg måtte frekventere det lille hus og afklæde mig et lag. I dag var det samme historie, koldt i morges, men varmt op af dagen, når solen fik magt. Jeg har selvfølgelig flere fotos fra vores gåtur i dag, hvor vi mødte nogen smukke firbenede og en vi kender. Men nu vil jeg ind og slappe af, og så må I have tilgode.