Alle gode x3

Som det ses kom jeg afsted på Galopbanen i dag. Vejret kan man jo dårligt regne med i øjeblikket, men det har som andre også har oplevet, været det mest fantastiske vejr. Jeg og mange andre havde da fået alt, alt for meget tøj på. Heldigvis havde jeg det sådan, at jeg kunne smide lidt. Men det var perfekt timet, for senere blev det overskyet og trist og blæsende igen.

Dagens hovedløb var Breeders Cup, og det blev vundet af, hvad nu med rette kan kaldes Klampenborgs nye dronning – ihvertfald på hestesiden – Inaya (GB) som sidste år vandt både St. Leger og Dansk Oaks. Fantastisk dejlig hest. Inaya (GB), er ejet af Chess Racing og trænet af Jessica Long.

Stalden havde også hest til start i Breeders – The Seducer, men det var desværre ikke hans dag i dag og han endte 3. sidst.

Jeg nød det gode vejr og at være i mit rette element blandt dejlige mennesker og heste, og heldigvis lader det til at optimismen med hensyn til far fortsætter. Ihvertfald var der gode toner, da jeg ringede til hospitalet her til aften, så det glæder mig jo meget. Så alt i alt en dejlig dag. God weekend til jer!