London – 29. maj – Sloane Square etc. og verdens dyreste creme!

Så blev det fredag og dagen, hvor jeg skulle mødes med en gammel, gammel veninde. Vi har kendt hinanden siden 1. klasse og jeg har besøgt hende flere gange i London op gennem årene. I 2. klasse flyttede hun og hele familien til England og har boet der siden. Sidst jeg så hende, var da hun var på et lyn-visit her og hun tilfældigvis var på Galopbanen. Af bar befippelse over at se hende, tog jeg ikke noget foto – det ligner mig ikke ligefrem, men det fortæller, hvor overrasket, jeg blev. I London var jeg heldigvis godt forberedt.

Det var først til aften efter arbejde, at vi skulle mødes, og dermed havde jeg tid til lidt andet inden jeg skulle afsted og mødes med Jeannette. Så jeg tog til Chapel Market, som er et lokalt marked i Islington, og hvor jeg let kunne gå over. Det var den dag, jeg lavede en opdatering, der var mindre positiv på Facebook for det p…… ned for nu at sige det lige ud, hvilket også fremgår af fotoet derfra. Af samme grund var lysten til at se på noget der meget lille. Det nærmede sig frokost så jeg tænkte, at nu kunne jeg da lige så godt prøve den her Veggie Burger, de skulle have på McDonalds. Det skulle jeg aldrig have gjort, og jeg gør det aldrig mere! Jeg vil ikke engang værdige den mere plads, andet end at sige, hold jer fra den.

Godt irriteret over at have spildt penge på den, tog jeg hjem og hvilede mig til jeg skulle afsted for at mødes med Jeannette. Vi skulle mødes ved Sloane Square Station. Jeg var i god tid, så jeg kunne gå rundt og kigge lidt, inden hun kom. Det skulle vise sig at blive farligt og mega-dyrt. Jeg kiggede mig som sagt lidt om, og på vej retur bliver jeg tiltalt af den her unge mand, der står i en butiksdør. Man er fra Danmark jo langt fra vant til den slags aggresive forretningsmetoder, så til at starte med, var jeg usikker på, hvad han ville. Det viste sig så, at han var sælger med stort S. For nu at gøre en lang historie kortere, fik han prakket mig det dyreste creme, jeg nogensinde har køb på ærmet og en scrub tillige med. Det skal siges, at han havde prøvet produkterne på mig, og jeg kunne vitterligen se forskellen og mærke den. Men prisen – prisen min kære Watson, var astronomisk.

Han påstod, at han gav mig rabat, hvilket jeg lige skal tjekke, men han og mit telefoneventyr, skal nok have skylden for det overtræk, jeg havde, da jeg kom hjem. Heldigvis kan finanserne bære det, men det var bestemt ikke hensigten. Nå, men om alt går som han prædikede, så har jeg til et helt år, og så er det trods alt ikke dyrt. Men som for pokker, hvor kunne han sælge sand i Sahara. Da jeg endelig fik vristet mig fri af hans venlige men oversælgende kløer, var jeg adskillige 500 kr. sedler fattigere og noget rundt på gulvet. Nå, men skidt pyt, jeg tog det som en oplevelse, og belært af erfaringen, så skal man altså afvise den slags!! Det råd er hermed givet videre. Jeg kan nu se, at jeg ikke er den eneste, der er faldet i fælden.

Ovenpå den omgang, trængte jeg ærlig talt for en drink. Der var kun meget fine steder, hvor jeg følte mig i den grad underdressed, men de lukkede mig da ind og jeg fik en Gin & Tonic på Colbert. Mens jeg sad der ringede Jeannette, og hun kom der (det var klods op og ned af stationen). Jeg drak ud og vi gik over på Cote, som Jeannette foreslog (jeg lod det være op til hende, for hun er madkender også, og arbejder i faget). Vi fik de lækre gratinerede madpandekager, der ses ovenfor med et dejligt glas Chablis til. Det var lige til at holde ud, og så i det bedste selskab. Så dejligt. Restauranten er selvsagt stor, men virker utroligt hyggelig alligevel og betejningen var tip-top, så det er ihvertfald et sted, jeg gerne kommer igen.

Det var skønt, at se Jeannette, og jeg ville gerne have haft mere tid for det var simpelthen så hyggeligt, men sådan er det jo. Hun er også travl med et krævende job og familie. Men jeg er utroligt glad for, den hyggelig aften vi havde. Heldivis kommer hun jævnligt til Danmark, så jeg håber, vi ses næste gang, hun lægger vejen forbi. Og ellers skal jeg nok tage over til hende, men jeg holder mig fra ham med cremerne – for hulan da!!

(P.S.: Husk musen over fotos for tekst)

3 tanker om "London – 29. maj – Sloane Square etc. og verdens dyreste creme!"

  1. Pingback: Det føles som fredag | deborah.dk

  2. Kæreste Deborah

    Endnu engang tak for skøn skøn læsning, ville ønske at jeg havde været der …men lever højt på fortællinger og læsning fra andres eventyr i London.

    Håber at alt er ok både med dig og din far…

    KH Helle

    • Kære Helle

      Dejligt, du nyder skriv fra London! Det er altid dejligt, når det man gør, bringer andre glæde. Jeg ved jo, du følger med, så bare rolig, vi er langt fra færdige. Med hensyn til far går det fremad. Han er d.d. blevet flyttet til genoptræning og evaluering på et center for den slags herude. Så må vi se, hvad der så sker.

      Kh Deborah

Der er lukket for kommentarer.