En alternativ dag på den ufede måde

Dagen i dag har været lang. Det er en af de store dage på væddeløbsbanen, og som mange ved, min yndlingsløbsdag på hele året. Det er dagen hvor de bedste heste fra Skandinavien mødes, og dyster og det er som regel både spændende og festligt. Selvsagt bliver det en lang dag, når der er 10 løb og hovedløbet som er Scandinavian Open Championship ligger som nummer 8. Det er så også dagen, hvor jeg har lov at gå amok i fotos, og det kan man så roligt sige, jeg har gjort i dag 1078 var der før førstesortering.

Jeg havde jo mine spekulationer, om, hvad jeg skulle gøre, for jeg har jo ligesom en hund i pasning, der bestemt ikke er glad for, at være alene hjemme. Heldigvis har jeg en rigtig sød underbo, der allerede tidligere havde tilbudt sin hjælp. Normalt ville jeg ikke sådan udnytte det, men nu var jeg virkelig i en pine. Og heldigvis havde han mulighed for at gå en tur med Emil midt på eftermiddagen, så jeg kunne tage til løb i ro og mag. Det var guld værd.

Og jeg nød min dag på banen, lige til det famøse styrt. Det vil jeg ikke gå i detaljer med her, men bare henvise til, at der kommer mere herovre som vanligt, når jeg lige får det skrevet og fotos ordnet. Iøvrigt havde min stald også to heste til start. Bay Breeze, som fik en meget flot 2. plads og The Kicker, som blev 3. Vi er meget godt tilfreds.

Dagen var også alternativ derhen, at jeg virkelig ondt i mine hofter i øjeblikket, og det er altså ikke sjovt. Så jeg har kæmpet mig igennem dagen på smertestillende, men jo mere jeg går jo mere ondt gør det. Så da jeg kom hjem og skulle fodre hund og så ud med ham, var det næsten mere, end jeg kunne. Jeg endte med at tage en meget kort tur til en start og så samlede jeg kræfter og har lige været ude med ham igen. Spørg endelig ikke, om jeg er træt, det er ikke ordet. Så nu vil jeg slappe af.