Shopping, frokost, weekend og venindesnak

Min dag gik “i ged” i går. Jeg er stadig lidt forvirret over det, men der er kun en mulig forklaring. Men for nu at starte med begyndelsen, så var jeg i stalden. Som altid hyggeligt og Susie og jeg fik så galt gået tur med de to banditter Indy og Kicker. De er begge friske i øjeblikket, så helt uden “krymmelyrer” var det ikke, men kunne heldigvis have været meget værre.

Hjem igen med de to og putte dem, og så skulle jeg hjem. Troede jeg! Bilen var død som i død som en sild, da jeg kom op til den. Ingen strøm. Det eneste, jeg vidste var, at jeg havde tændt lyset (udover det der slår til automatisk). Normalt giver det en hyletone, når man glemmer det. Så enten har den ikke gjort, eller det er lykkedes mig (ikke at jeg fatter hvordan), at overhøre. Har dog aldrig gjort noget lignende, og jeg har dog kørt bil en del år efterhånden. Nu var gode dyr rådne som man siger. Hvad så? Susie min kære veninde, var super hjælpsom og for nu at gøre en lang historie kort, så lykkedes det til sidst at få fat på Søren Jensen (vores nabostaldindehaver), som kom og hjalp med at få strøm på “dyret” og så kunne den selvfølgelig starte. Pyh! Tusind tak til både Søren og Susie for hjælpen.

Så måtte jeg køre en lang tur for at køre noget strøm på den, så det blev en tur til Hørsholm og tilbage. Det betød at alle andre planer for gårsdagen blev skrinlagt, for jeg var færdig som gårdsanger, da jeg kom hjem. Det er helt sikkert. Det var jeg allerede, da jeg gik op til bilen, men der var ligesom ingen vej udenom køreturen.

I dag har jeg været i København og købe nye krus (Notre Dame). Bagefter spiste jeg frokost på Cafe Flottenheimer, for at prøve noget nyt og det var et rart bekendtskab. Jeg fik vegetariske Quesedilias med steak pomme frites, dressing og guachemole – rigtig lækkert. Og så var det hjem med et lille smut forbi min far på vejen og så har jeg ellers hygget mig her, blandt andet med en sludder med en veninde over Skype.

Morgendagen bringer galop, men om jeg orker at tage derned, hvis vejret er lige så Gudsjammerligt trist som i dag, ved jeg ikke. Vi har ingen heste til start, så det er en god anledning til at bliver her, og få lavet lidt, mens jeg ser løb. Nu må vi se, hvordan jeg synes i morgen. For nu vil jeg ihvertfald ønske jer en god weekend.