Årets sidste løbsdag

Jeg var ikke mange sure sild værd, da jeg skulle op i morges. Der var som jeg nævnte ellers nok af arrangementer at tage til. Faktisk var en mulighed også International Veganerdag inde i byen, men ikke hvis jeg skulle nå alt det andet. Typisk når der endelig er noget man gerne vil, så er det hele på en gang.

Nå, men med det energiniveau jeg lagde for dagen, skulle jeg være glad, hvis jeg overhovedet kom ud af døren. Det gjorde jeg, og kom i sidste øjeblik ned på banen inden det første løb. Dagen var allerede som sådan startet forkert, og det blev så bare ved. Jeg var lige ved at komme galt afsted (gjorde jeg Gudskelov ikke), og ikke mindst var der 2 jockeys der styrtede og kom slemt til skade. De er nu på hospitalet. Den ene med hovedskader og den anden med brud af forskellig slags. Det forlyder ribben og kæbe, men vi afventer nærmere. Så er dagen ødelagt. Derudover var vejret ualmindelig trist og mørkt, så alt i alt, kunne den finaledag være gået meget bedre.

Hubertusjagt var der også, og det er lige før jeg ville ønske, jeg var taget derud også, for den blev vundet af Niels Goldschmidt for 5. gang og det ville jeg faktisk gerne have set og selvfølgelig fotograferet. Lidt dumt, for nu går der 5 år, før jeg kan se ham igen.

Til gengæld kom jeg til fernisering hos Jeppe Eisner også, efter at have nydt Kicker lidt på folden. Og det var som altid dejligt, men det var næsten blevet for mørkt og sent, og der var ikke den stemning, der plejer at være, når vi er der. Måske det bare var mig, der var nedslået af dagen som sådan. Men vi fik da både kastanjer og lidt at drikke. Og så var det hjemover.

Nu truer en ny uge, men jeg prøver at tage en ting ad gangen for ellers bliver jeg overvældet over alt det, jeg skal have lavet. Og nu vil jeg slappe af.