For mange kokke og alt det tjavs

Jeg er sikkert både gammeldags og meget andet. Det skal jeg ikke afvise, og jeg ved helt sikkert, at jeg er gammeldags på mange punkter. Dagens indlæg handler om sygdom, lægebesøg og kvaliteten af disse, så hvis du ikke har en mening om det, eller har lyst til at få det, må du hellere hoppe fra nu, for det bliver måske en lidt længere affære.

Som faste læsere efterhånden ved, så har jeg et mindre godt helbred og har haft det altid. Det bliver ikke anderledes, og sådan er det. Det betyder også, at jeg desværre får et noget nært forhold til mine skiftende praktiserende læger. For størstedelens vedkommende har jeg gennem årerne være rigtig heldig med dem. Dette var ikke mindst meget vigtigt for mig, da jeg i sin tid stod i situationen og måtte søge pension. Min søde læge dengang, kan jeg ikke takke nok, for hans varme og søde tilgang til tingene. Hvis han læser med, så håber jeg, han har det godt. En rigtig sød mand.

Nok om det og til en udvikling, der desværre er i stigning. Dette er som jeg forstår det ikke kun lægernes skyld, men ikke mindst systemet (læs sygesikringen), der presser lægerne til flere, og flere patienter på kortere og kortere tid (ret mig endelig, men sådan forstod jeg min læges udmelding).

Da jeg flyttede her tilbage, var jeg noget nervøs for at skulle skifte læge, for det er man noget “øm” over, når man nu er nødt til at have et tæt forhold. Jeg huskede, at jeg engang havde været hos den læge, jeg så endte med at vælge, da min egen i tidernes morgen var syg/bortrejst. Det var et godt valg, og ham var jeg fint tilfreds med.

Han var læge af den gamle skole. En hyggelig lejlighed med et kontor der var indrettet mere som en daligstue end et konsutationsrum med malerier på væggene og meget mere. Rigtig, rigtig hyggeligt. Han havde en sekretær og det var ligesom det. Der var bestemt ikke plads til eller mulighed for, at udfolde sig vildt og inderligt i forhold til undersøgelser og prøver. Men man følte sig velkommen og selvom der var travlt, følte man altid, at der var god tid til en med meget få undtagelser.

Så kom dagen, hvor min kære læge skulle stoppe. Han var faktisk allerede over pensionsaldren, men var holdt ved, “for han kunne jo godt”, som han sagde, og han var nok også klar over, hvor meget vi patienter kom til at savne ham (og måske også lidt omvendt). Men hvor længe endnu kunne han holde og hvis han også skulle nå at nyde livet, måtte han hellere….En beslutning, jeg til fulde kan forstå og støtter, men hvad kom der så……

Som jeg tidligere har været inde på, fik vi en rigtig, rigtig sød læge istedet og ham har vi heldivis stadig, intet om det. Jeg har intet at udsætte på ham, hverken som læge eller noget som helst. Det jeg har noget at udsætte på, er måden hvorpå det her nye og meget moderne lægehus så åbenbart skal fungere. Så er det lige, jeg spørger, hvem er det, det skal fungere for? Er det lægen? Patienterne? Eller måske Sygesikringen? kald mig gammeldags, men jeg ville jo mene, at det måtte være Patienten før alting andet? Var der nogen, der hviskede (jeg råber!) kvalitet før kvantitet?

Der er ingen tvivl om, at alle gør, alt hvad de kan, for at vi som patienter, skal have så god en oplevelse som muligt. Men det ér ikke, og bliver ikke godt nok. Ikke nok med, at der på det her kontor er den uhyggeligt søde og dejlige læge, der er altså også mange andre personer her. Når man kender mig, så vil man nok ikke tro, at det generer mig, at møde nye mennesker, og det gør det normalt heller ikke, men for mange på en gang og især i sådan en situation, er ikke godt. Jeg tror ikke, jeg er den enste, der har det sådan.

Måske har du prøvet at være indlagt, og blive udsat for Guderne hvor mange læger? Det ved vi alle, hvor frustrerende det er, og at skulle starte ved “år nul”, hver gang. De besværer sig dårligt nok til at læse journalen.

Nu har jeg indrømmet, et meget specielt helbred, og det gør også, at jeg har det bedst med at komme til en læge, der kender mig og mine særheder, så jeg netop ikke skal forklare alting forfra hver gang. Bare sådan en ting som medicin, er en hurdle fordi, der er meget, jeg ikke tåler, udover alle andre særheder. Jeg har bare ikke overskuddet til at starte forfra hver gang.

Nu er det så sådan, at den nye læge ikke kunne overtage gammel læges lokaler og øv for det, men sådan var det. Det betød udover lægeskiftet, at vi skulle flytte hen i nok den mindst charmerende bygning på hele Jægersborg Alle. Jo moderne med elevator og alting, kan jeg da godt se, at den vej rundt, en forbedring. Jeg var af forståelsen, at det skulle være lægen og ikke andre, og at vi bare havde lokaler hos den her anden læge, men nej. Det endte til min store skræk i lige præcis, det jeg ikke ønskede – et lægehus. Ikke nok med en ekstra læge, lige pludselig skulle man også forholde sig til sygplejersker og 4-5 sekretærer (dog på skift nogen af dem, men stadig).

Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men når jeg kommer til lægen, kommer jeg for at tale med lægen, og det kan kunne godt strække sig lidt udover det, der var planlagt. Det kan det så heller ikke mere. Man er ikke i tvivl om, at der er travlt, og ofte er det så fortravlet, at jeg ihvertfald ofte glemmer, at der var en ting mere, jeg gerne lige ville høre lægen om. Men uanset, så kommer jeg ikke til lægen for at blive sendt ind til en sygeplejerske. Hvis jeg bestiller en tid, så vil jeg til lægen. Det er jeg så også begyndt at gøre opmærksom på, og det er jeg så også kommet. Nu skal jeg så igen i dag.

Nu jeg så var ved personantallet. Nu er der ikke 2 læger, der er 4! Og uanset, hvor søde og rare de måtte være, så har jeg altså kun brug for en! Og jeg gider ikke forholde mig til så mange mennesker. Og jeg ved, jeg ikke er den eneste.

Alle gør deres bedste, men det er bare ikke godt nok. Hvem der kan rette det og hvordan ved jeg ikke, men jeg ved, det er en ommer! For som det er, kan det umuligt være for patienternes skyld, at systemet er, som det er.

For nu lige at slutte dette af, kan jeg jo lige så godt give en update af mit helbred d.d. Jeg har det desværre ikke bedre, og som følge deraf ringede jeg til lægen. Først blev jeg henvist til sygeplejersken, hvilket jeg ikke vil og så fik jeg en tid hos endnu en læge, jeg ikke kender. Det affødte sådan set dette indlæg, og at jeg ringede og sagde, at jeg ville til en af to læger, og det kom jeg så, dog senere på dagen, men det er ligemeget. Jeg nægte at lade mig tromle af systemet.

3 tanker om "For mange kokke og alt det tjavs"

  1. Pingback: Thanksgiving | deborah.dk

  2. Hvor jeg forstår dig! Indtil for 5 år siden fejlede jeg aldrig noget, men så begyndte jeg at få brug for systemet, og jeg har virkelig været rasende flere gange. Selvfølgelig skal man sige fra, og det er der sikkert også en del flere end os, der gør, men det forfærdelige er, at det hjælper så forsvindende lidt om overhovedet på systemet som helhed. Hver gang der sker en ændring, er det til det værre, og så laver de ofte det nummer at kalde det en forbedring for patienterne. Vrøvl og sludder! Hvor dumme tror de mon, at folk er? Men hvad gør vi?

    I øvrigt synes jeg, det forholder sig sådan på flere områder. Der var engang, hvor jeg syntes, det var latterligt, når folk talte om de gode, gamle dage, men nu er jeg selv begyndt i alt fald at tænke sådan. Det er udviklingen, får man at vide, men det hjælper jo ikke at kalde det noget andet, end det er: Besparelser på bekostning af kvalitet og menneskelighed.

    • Tak for din hilsen Rasmine, hyggeligt, at høre fra dig! Vi er ganske enige, jeg siger nøjatigt det samme – det er ikke udvikling, det er tilbageskridt, mangel på respekt for individet og som du siger, sådan er det på rigtig mange områder. Jeg kunne komme med, mange, mange eksepmpler, men jeg tror, vi er helt enige!

Der er lukket for kommentarer.