Fra en yderlighed til den anden

IMG_5678opt2_Snestorm

Det har været noget af en weekend. Ikke mindst vejrmæssigt. Men for nu at starte med begyndelsen, så skulle jeg lørdag teste formen med en staldkomsammen. Det er en årlig tilbagevendende ting, som jeg trods et til stadighed svigtende helbred, ikke ville gå glip af.

Jeg nåede lige at skrive her, at der kun var kommet et par snefnug her, hvorefter, det væltede ned, lige som jeg skulle afsted. Jeg pakkede mig godt ind og drog afsted, og selvom jeg synes, jeg var pakket godt ind, lykkedes det mig at glemme både handsker og hue. Det skulle vise sig at være en stor fejl.

Først skulle jeg i stalden, hvor vi var nogen, der lige skulle mødes først til et glas bobler. Ikke nok med bobler, så fik jeg og de andre en smuk, smuk Julegave også, som jeg er vildt glad for. Og så skulle vi så videre til Gentofte, som ret beset ikke er langt væk, men i strid snestorm og på cykel ikke det sjoveste. Dertil kom, at meget af vores tur var op ad bakke. Når man lige har ligget syg i 14 dage, behøver jeg ikke sige, at det ikke lige var sagen, men frem kom vi. Så fulgte det bedste selskab, som ganske som altid bare var hyggeligt.

Hjem skulle vi jo (desværre) på et tidspunkt, og inden det her snehelvede startede, havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville tage en vogn hjem incl. cykel. Jeg behøver vel dårligt at fortælle, at bare at komme igennem til taxa, var umuligt? Nogle af de andre piger, havde en vogn, som de gav videre til mig, men han dukkede aldrig op. Mens jeg håbefuldt stod og ventede på den, kom der en anden taxa incl. passagere, som sad uhjælpeligt fast, og en tonstung lavthængende Mercedes eller andet, er altså heller ikke sagen, når man kører op ad bakke og der er så meget sne, som det var tilfældet der.

Efter at have stået der og glanet i nok 15 minutter uden heldt blev min gode veninde Susie og jeg enige om, at vi lige så godt kunne trodse elementerne, og gå til stationen (Jægersborg). Det er en tur, der normalt slet intet problem ville være, men under disse omstændigheder, var det noget nær helvede. Men det lykkedes, og heldigvis kørte der toge, men som det også vides, var det heller ikke uden problemer, og kun med 20 minutters drift med forsinkelser, grundet hængende træer og lignende. Da jeg kom til Hellerup, mødte jeg et venligt kendt ansigt, hvilket var lige hvad jeg trængte for, på det tidspunkt. Og så var det bare skønt, at komme hjem.

Egentlig var et varmt bad, lige det, jeg trængte for, men jeg var alt for smadret til det, så jeg skyndte ig bare under dynen. Til gengæld lå jeg til affrostning i mit badekar i går, og det var bare skønt. I går synes jeg ikke, jeg havde det værre, men det gør jeg så i dag, hvor det føles som de berømte 2 skridt frem og 3 baglæns. Vi må se, for nu vil jeg hen under dynen. Fotoet, er genbrug, for heldigvis tog jeg ikke mit kamera med i lørdags, hvilket jeg faktisk var lige ved. God uge til jer og kør forsigtigt, hvis I skal det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.