2 slags hestekræfter og klam kulde

Da jeg drog afsted til stalden i morges, var det flot vejr. Blå himmel og møghamrende koldt. Jeg var dernede 7.30 så relativt tidligt for mig på det seneste. Der er grænser for, hvor mange timer, jeg kan gå der og blive hundekold. I dag sørgede jeg for at holde varmen på bedste vis. Jeg sludrede selvfølgelig med Kickertutten. Meningen var, at jeg ville have børstet ham inden han skulle ud, men faktorernes orden blev lige ændret, så det nåede jeg ikke. Til gengæld blev han forkælet med et udvalg af æbler af forskellige slags, gulerødder og de famøse Polo, og jeg fik kys til gengæld. Alt som det skulle være.

Også Stinger, havde jeg tænkt, jeg skulle børste inden han skulle ud, men også han skulle ud før jeg påregnede, men til gengæld fik jeg så fornøjelsen af Bologne, som jeg ofte har haft. Vi er rigtig gode venner, og det er altid så dejligt, at få en hyggestund med ham. Til gengæld striglede jeg Stinger, da han kom tilbage, og det var superhyggeligt. Vi er også blevet rigtig gode venner. Så kan du spørger, om ikke han har været i stalden længe? Og jo, det har han, men jeg har ikke haft ret meget med ham at gøre, fordi der har været mange andre før mig. Nu har der vist sig et hul engang imellem, hvor jeg kan nyde ham, og det gør jeg så i stor stil.

Hvad der startede som flot og klart, blev senere til tåget og en meget klam og fugtig kulde, der gik igennem marv og ben. Jeg kunne snildt have haft min store uldne sweater på, og det gør jeg næste gang, for den er normalt så varm, at den er for varm, men i dag kæmpede næsten alle forgæves. Jeg nåede også en tur på banen efter, det blev tåget og mens vi stod der blev det bare værre. At sige, at det varme bad, da jeg kom hjem var skønt, forslår næsten ikke.

Bilen på billedet, er selvfølgelig en anden slags hestekræfter, og den holder ganske nær ved, hvor jeg bor. Hver gang jeg passerer den, tænker jeg på, hvad hulen man mon skal lave for at have råd til sådan en. Vedkommende der har den, er altid hjemme næsten, så jeg må gå ud fra, at han arbejder hjemme (jeg ved det er en ham, for jeg har set ham), eller meget sent om aftenen ihvertfald. Og så tænker jeg, at den er noget dyr til bare at stå der! Den ér sexet og flot og hundehamrende dyr og hurtig, men jeg ville hun stadig hellere have noget mere praktisk den vej rundt, hvis jeg havde den slags penge. Men det har jeg ikke, så jeg nøjes med at nyde andres.

Efter jeg kom hjem stod den på lidt frokost og et bad og så gik jeg ud som et lys. Dette viser lidt om, hvor mange kræfter, det kræver af mig med sådan en morgen i stalden. Dette siger jeg ikke, for at nogen skal have ondt af mig eller noget som helst, men bare som en konstatering. Jeg vågnede igen klokken 16.15 og fik således lige nøjatigt lavet ingenting her i dag. Nu har jeg så aftensmaden over og sidder her med et velfortjent glas rødvin. Der er Awardfest på banen i aften og det skal ingen hemmelighed være, at jeg selvfølgelig håber Kicker vinder i hans kategori. Vi får se, men det skal i nok høre om, hvis han gør. God weekend til jer.