Zombie-staldtur og dagens tilbudsjagt

Er der noget, jeg absolut hader, så er det, når jeg ikke kan falde i søvn. Det sker desværre med større frekvens end det før har gjort, og selvfølgelig især, når jeg ved, at jeg skal op. Not pleased! I går lå jeg og rodede til klokken var henad 3, og når man så skal op igen når den er 7.-7.30, så er det altså ikke alverdens til søvn. Og slet ikke for mig, der bliver helt kropumulig zombieagtig, hvis jeg ikke får min søvn. Jeg kan glemme mig selv i den tilstand. Det gjorde jeg ikke i dag, men jeg formåede da at køre på posthuset, før jeg huskede på, at jeg da lige skulle give Saz andet tøj på (læs: dækken), som jeg havde lovet. Dette til trods for, at jeg lige havde sagt inden jeg gik, at nu skulle jeg huske det. Godt jeg var i bil! Jeg skulle alligevel ned på banen og se Stinger, så turen til stalden var ikke voldsomt lang, men ellers havde jeg nok fundet på noget. Men jeg fik det ordnet og han fik guffer og en sludder. Han er den kæreste hest.

Ellers kan jeg ikke påstå, jeg var til den store forkromede gavn i dag. Jeg var bare så selskabelig, jeg formåede, i min zoombietilstand, men det er også okay engang imellem og nu var jeg jo flittig forleden. Jeg må håbe, jeg er mere frisk ved næste visit – det skal der så ikke meget til for, kan jeg fortælle.
Så var det altså også tid at suse videre. Jeg havde en plan om noget indkøb. Jeg havde læst noget om en vegansk Pommes Frites Sauce på bud i Netto. Ingen kunne finde den her i København, men i en Netto pænt ude på landet var den! Jeg måtte lige undersøge, hvordan landet lå heromkring. Det lå meget, meget skidt – jeg var i ikke mindre end 3 NETTO og i den sidste havde de slet ikke de her dressinger/saucer. Der var 3 slags, og det viser sig så nu, at kun den famøse Pomme Frites Sauce fra Develey, er vegansk. Jeg købte så Burger Saucen, bare for at prøve, men den er så “kun” vegetarisk. Jeg ville gerne have haft den vegansk, men sådan er det. Den lille tekst på den slags, er for mig umulig, at tyde i butikken. Men der var en sursød en af slagsen, som de havde i de to Netto, men altså slet ingen i den sidste (Smakkegårdsvej). Til gengæld, fandt jeg på Smakkegårdsvej Garden Gourmet burgere og boller til 10,- kr.! Skynd jer derhen, jer der bor i nærheden, der var stadig flere. Vist kun 1 el. 2 burger, men bollerne var der flere af – jeg nappede 4 pakker, så nu har jeg snart fryseren fuld og kan klare mig længe med dem. Men de ér altså rigtig gode.

I Netto i Lundtofte fandt jeg Mori Vegetariske (så vidt jeg kan se veganske) nudler. De kostede 5,- kr. og prisen var den eneste grund til, at jeg synes, jeg ville prøve dem. Men bliver jo helt euforisk, når man ser noget, der er vegetarisk. Jeg købte mange andre småting, men intet epokegørende, men det kan nogengange godt betale sig, at kigge ekstra nedsatte varer kasser efter. Bollerne/burgere nævnt ovenfor lå i en køledisk med en masse andre kødvarer, der også var sat ned – så se jer godt for.

Nu vil jeg lukke ned her, og slappe af, og forhåbentlig sove godt i nat, så jeg er frisk på et stort ryk her i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.