Endnu engang, næsten rørt til tårer

Nicolaj Stott vinder Breeders Cup Consolation på Monte Carlo i går

I går var en lang, lang dag. Normalt er der jo løb om lørdagen, men for en gangs skyld var det så søndag. Som regel er jeg ikke i stalden i weekenden, for jeg skal ligesom holde lidt fri, og det er også fair nok, at give de piger, der ikke kan komme til daglig pladsen. Men lørdag skulle jeg ned med guf til Kicker, som også skulle starte i går. Og når jeg så er der, så ender det jo med, at jeg laver lidt. Sådan er det, og det er hyggeligt nok, men således blev det et længere besøg end meningen var. Da jeg kom hjem blev beslutningen at slappe helt af, for jeg vidste søndag ville blive lang.

Breeders Cup er en af de vigtigste løbsdage på året, og således var der potentiale for mange gode fotos og vejret var perfekt fotovejr. Nej fuld blus på solen er ikke det bedste fotovejr, modsat hvad de fleste tror. Jeg startede dagen med, at være oppe klokken tidligt, og tage ned og hjælpe en af de andre piger med at bade de to af vores startere: Kicker og Monte Carlo. Det skulle være tidligt at mange grunde, også fordi trafikken på Klampenborgvej var kompromitteret og ingen vidste, hvordan man kunne komme frem og tilbage – Øresundstriathlon. Det gik nu for min del ganske smertefrit, og det viste sig ikke at være så stort et problem, som alle først havde troet, og Gudskelov for det.

Egentlig troede jeg, at jeg kunne nå en lille lur, men det kunne jeg ikke, for jeg kan godt lide, at være tidlig på den, og således også i går. Ingen lur til mig. Jeg var vågen mellem klokken 4-5 og så skulle jeg op igen klokken 6!

Vi havde fra vores stald hele 4 heste til start, Stinger, Kicker, Valtournanche og Monte Carlo. Der kommer mere om dagen ovre på hestesiden, men her skal nævnes dagens sejr for stalden, som var rørende på mange planer. Dels har jeg nævnt før, at Monte Carlo’s første sejr og løb i det hele taget sidst, var rørende også. Senere blev der så en ekstra grund til, at vi gerne ville have han vandt i går.

Og det gjorde han som næsten båret af englevinger, fløj han i mål. Og jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg var helt utrolig rørt over det, og er sikker på, at vores søde Hanne Wikke var med i hvert eneste skridt. Sådan tror jeg, vi alle havde det. Så igen leverede Monty som vi kalder ham, dagens bedste sejr.

Efter løbene gav træneren og hendes mand pizza og vin i stalden og det var bare superhyggeligt, men hold nu op, jeg var smadret til sidst. Når man er træt i forvejen og så får et par glas bobler eller tre, så slår det altså hårdt lige pludselig. Så da klokken var omkring 20, var jeg her igen. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg gik på hovedet i seng, men jeg har sovet dårligt. Efter at have været vågen flere gange, vågnede jeg nogenlunde udhvilet her klokken otte. Nu står den på – ja, gæt selv – fotos! God mandag til jer derude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *