En tand fattigere og roden til alt ondet

Jeg havde det, som jeg fortalte, faktisk fint i går, mens jeg var på banen. Men allerede, da jeg kom hjem kunne jeg godt mærke, at nu begyndte turen baglæns igen. En aftale jeg havde her til morgen, blev aflyst, for jeg var usikker på, hvordan jeg ville have det i dag.

Lige først synes jeg det gik okay, men det ændrede sig hurtigt. Inden det gik så galt nåede jeg at vaske to køkkenskabe og sætte på plads efter mit håndvaskecirkus. I går aftes, kom jeg til at mærke efter på den tand, hvor jeg synes, der var ballade ved tandkødet. Og hele det set-up med det tandkød forstod jeg heller ikke. Det føltes som om, der var knækket noget af tanden af. Så jeg tænkte at nu måtte jeg altså ringe til tandlægen, så jeg kunne få det tjekket om ikke andet. Så havde jeg da gjort noget.

Jeg render altså ikke tandlægen på døren, og det har mest sin rod i økonomi, men jeg kan godt mærke, at jeg vist skal til at være mere “på” i den sammenhæng. Heldigvis har jeg da haft nogen okay tænder, men nu var den altså gal. I mellemtiden var min gamle tandlæge holdt op og havde overdraget patienter til en anden tandlæge. Jeg havde tænkt, jeg skulle have en ny tandlæge, men nu fik jeg en helt automatisk, og jeg tænkte, jeg lige så godt kunne tjekke ham ud, nu jeg skulle til tandlægen. Som sagt så gjort.

Første gode overraskelse var sekretæren/klinikassistenten. Supersød og venlig og det siger rigtig meget. Jeg har jo før oplevet sekretærer, der var langt fra netop det. Nå, men så kom jeg derned og det var helt i tråd med telefonen. Så søde var de.

Så kom den flotte tandlæge ud og hentede mig i venteværelset. Dem der læser med her, ved jeg har den dejligste læge i miles omkreds. Nu er jeg sørme så heldig, at jeg har en ditto tandlæge – og jeg lyver ikke “Tall, dark and handsome” og så har jeg ikke overdrevet. Udover det, utrolig sød og behagelig og dygtig til det han gør. Den søde klinikassistent var også bare helt fantastisk og udover det også utroligt smuk.

Nå, men jeg kom ind og forklarede, hvordan det her var forløbet. Den her tand har gjort ondt on/of længe. Men nu gik den ikke længere. Han kiggede på den og fotograferede den og dommen var helt klar, den var flækket midt over, så ikke noget at sige til, at jeg havde ondt og været dårlig. Derudover var der betændelse. Han forstod slet ikke, hvordan jeg havde kunnet tygge med den!!

Der er var ingen anden kur mulig end at hive skidtet ud. Og det gjorde han så. Det var ikke bare lige, for det var en rodbehandlet tand, og når de har været rodbehandlet, går de nemt i stykker, og denne var ikke anderledes. Derudover måtte vi lige igennem lidt ekstra bedøvelse, for også der er jeg vanskelig. Min gamle tandlæge har været ude i, at h*n nær aldrig troede, h*n fik mig bedøvet. Så jeg advarede ham. Og jeg måtte have en halv dosis oveni, før vi kunne komme igang. Så var der gang i “hammer og mejsel” og jeg var bange for, at hele kæben røg med. Men nej kun tanden. Så det var noget af en ilddåb at starte ud med, men på trods det, var det meget positivt. De roste mig for min måde at tackle det på, så jeg var åbenbart også en dygtig patient. Win-win! Vi talte også om, at jeg måske ville ønske den re-etableret med et implantat, for det er en vigtig tand, der er røget. Den næstsidste i rækken. Men det kommer an på, hvor meget, jeg føler, jeg mangler den og ikke mindst, hvad det kommer til at koste. Lige nu skal der uagtet gå et pænt stykke tid før det må gøres efter dagens strabadser.

Hvad der så ikke har været win-win, har været smerter etc. bagefter. Jeg har haft ONDT, som i meget, meget ondt, men heldigvis har jeg smertestillende i huset, så jeg kan smertedække mig selv ganske fint. Men så bliver man modsat noget tummelumsk. Så jeg har siddet op i min seng (jeg måtte ikke ligge fordi det stadig bløder) og halvslumre, da det smertestillende endelig virkede.

Da jeg kom hjem ville jeg rigtig gerne se TV for at distrahere mig fra smerterne, men det kunne jeg ikke, for både mit TV-signal og internettet var gået, ligesom det varme vand. Det viste sig efter noget tid, at de kære håndværkere, havde pillet ved ting, de ikke skulle pille ved, så her for tre kvarter siden kom det retur, efter min underbo havde ringet til chefen og brokket sig og han selv troppede op herude. Min underbo var sød og ordne det og ringede til mig, at nu var det i orden.

Så det har været noget af den dag. Spise kan jeg dårligt og må næsten heller ikke – jo i modsat side, men man har heller ikke meget lyst. Det lykkedes mig at få en sandwich ned og en skål suppe.

Nu må det meget gerne gå den rigtige vej. Jeg savner min tid i stalden og ikke mindst selvfølgelig Kickermusen. Det er surt at gå glip af det sidste af den gode tid af sæssonen. Men det spørger flækkede tænder ikke om. Fotoet er fra min dejlige udflugt til Nykøbing Falster nyeligen og er på Falstersiden af Storstrømsbroen.

En tanke om "En tand fattigere og roden til alt ondet"

  1. Pingback: Fredag igen og ud af tågerne | deborah.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *