Fredag igen og ud af tågerne

Så sidder jeg her igen, og det er fredag. Bare det faktum at jeg sidder og ikke ligger i en morfindøs i min seng, er store fremskridt. For meget andet har der ikke været sket her i ugen. At sige, den der tand eller mangel på samme har gjort ondt, forslår ikke.

I går ringede jeg så til tandlægen for lige at høre, om det virkelig kunne have sin rigtighed, at jeg skulle have ondt. Han ville gerne se mig, og det gjorde jeg så. Han sagde, at det heler fint, og faktisk hurtigere end man kunne forvente (det har min krop altid været god til) og såret så fint ud (han mistænkte, at det ikke gjorde). Så langt så godt.

Han sagde, han ville stoppe noget ned i såret som skulle tage smerterne, men som også sinker heling, hvorfor man ikke putter i til en start. Men eftersom det var helet så fint, så var det en mulig løsning og det eneste, han lige kunne gøre. Jeg kunne næste med det samme mærke, at det hjalp, og jeg har ikke taget smertestillende for tanden siden og da slet ikke morfin. Der er det ved morfin, at det helt sikkert tager dine smerter, men du er altså også så dopet, at du hverken ved, hvad der er oppe eller nede til sidst. Så bare, at blive nogenlunde klar i hovedet igen, er en stor ting og ingen smerter.

Normalt er jeg jo ret positiv, men selvsagt har jeg også mine dårlige dage, og på trods af mindre smerter og alting, endte dagen ikke ret godt. Der var ting, der plagede mig meget, men heldigvis havde jeg min gode veninde fra Holland på Skype til at støtte mig, og min bror og søster sendte søde beskeder. Så det endte da med, at jeg var nogenlunde. En anden positiv ting i går var ankomst af mit nye pas incl. fingeraftryk og hele baduljen, så nu kan resten af planlægningen af USA-tur begynde! At sige det er spændende, forslår slet, slet ikke.

Til morgen så alt heldigvis også lysere ud. Stadig ingen smerter, masser af søde beskeder hist og pist og jeg har det i dag så godt, at jeg har fået lyst til lidt aktiviteter rundt omkring. At gøre rent i øjeblikket er næsten håbløs gerning. Vi har jo de her håndværkere p.t. (nyt tag og vinduer) og at sige det støver, er en underdrivelse. Men man må jo forsøge, og nu har det jo ligget brak et godt stykke tid, fordi jeg har været sløj, så her trænger. Så jeg vil forsøge at lave lidt og online.

Senere på dagen er der løb fra Stockholm, hvor stalden har to heste med – Stinger og Monte Carlo. Meget spændende. For nu vil jeg ønske god weekend og så må vi se, hvad jeg har formået, når den er ovre.

En tanke om "Fredag igen og ud af tågerne"

  1. Pingback: Race cards for the weekend!

Der er lukket for kommentarer.