Knap 6000 skridt

Dagen i går blev brugt godt og til sidste “ske” stort set. Først var det stalden, hvor jeg havde rigtigt travlt og fik børstet flere firbenede og ovenikøbet nåede en lille tur i skoven med Kickertutten. Ikke så længe igen. Det havde dels sit udspring i, at jeg frøs, og så var Kicker ikke så voldsomt interesseret i at spise, og det var jo ligesom hovedsageligt derfor, vi var der. Så gik vi bare hjem igen og han fik æbler der.

Efter en travl morgen i stalden, kørte jeg hjem og greb kameraet. Det var solskinsvejr og jeg har lovet mig selv, at udnytte de gode dage, til at få taget fotos eller komme på udflugt, hvis jeg på nogen måde kan og har energien. Jeg kan ikke, komme ud hver dag, men jeg vil prøve så godt jeg kan, at få gået nogle gode ture, hver uge i det mindste. Sidste uge bød på en og i går så endnu en. Måske jeg skulle have kørt et nyt sted hen – ja egentlig! Men jeg vidste ikke lige hvor. Det fandt jeg så ud af senere, men det må jeg gøre næste gang. Til gengæld havde jeg en dejlig tur i Dyrehaven og gik en rute, jeg ikke har været i et par år. Og ruten var ikke mindre god dennegang, men jeg havde lige undervurderet, hvor lang turen var, så det blev til halvanden time ialt, og egentlig havde jeg tænkt en time. Og så blev det til lidt under 6000 skridt (Walk Logger App.). Så jeg kunne godt være tilfreds.

Bagefter fik jeg ordnet nogle ærinder. Hentet et tæppe, jeg har haft til vask og reparation, og det var blevet rigtig flot. Og så har jeg øvrigt fået købt mig et supplementskamera, som er på vej. Det er selvfølgelig et Canon, men så kan det også video, og er på mange måder det perfekte supplement til det jeg har. Det er købt brugt selvklart, da jeg ikke har råd til et nyt, men det er også ligemeget. Sålænge det virker, er jeg glad.

Der er sket meget på rigtig kort tid, så jeg hænger lidt i nødbremsen i øjeblikket og selvfølgelig fik jeg ondt i halsen, da jeg kom hjem i går. Så den står på at tage det roligt lige lidt nu her. I dag gik turen så til lægen for at få tjekket hvad og hvordan. Umiddelbart ser det ud til at være noget virushalløj, og så er der jo desværre ikke meget at stille op, udover at vente. Håber, det går over hurtigt. Du kan se flere fotos fra turen her, hvis ikke disse var nok.