Frøken Flittig

Det er så mig, hvis nogen er i tvivl! Dagen i dag, er blevet godt brugt. Jeg har i den grad hevet mig selv op med hårrødderne og da jeg først kom igang, var jeg heldigvis ikke til at stoppe igen.

Min ene altan, lignede et bombenedslag efter de her håndværkere. Dels fordi alt stod hulter til bulter og dels fordi, der var beskidt også. Så jeg startede der. Alt blev flyttet på plads og rykket rundt og gulvet blev skruppet med sæbe og hele svineriet. Bord og ting blev tørret af og der blev ryddet op. Så nu er der ikke et øje tørt.

Gulvet i soveværelset og stuen blev vasket og det i køkkenet lige tørret over. Det er skal en større rengøring også der. Og så har jeg fået sat næsten alt på plads i mit spisekammer, hvilket altså siger ikke så lidt. Som jeg skrev på Facebook, så skal der dælme skrues ned for mine hoardingtendenser i den retning. Jeg kunn brødføde en mindre landsby med alt det mad, jeg render og gemmer. Så nu køber jeg altså intet i et godt stykke tid, for der skal ryddes ud i de her ting. Ikke mindst fordi jeg også mister overblikket og jo så også er stødt på nogle ting, der måtte smides ud. Ikke at de var megagamle, men økologiske frø, tørret frugt etc. er altså noget der går dyr i rigtig hurtigt. Og selv hele rå bønner, har jeg oplevet angreb på, hvilket jeg slet ikke forestillede mig. Meget er røget i køleskab og fryser, for at undgå fremad, for jeg er megatræt af de her flyvende objekter. Inden alt blev sat på plads, så blev der skuret og skrubbet og sprøjtet for dyr derinde og luftet ud en hel dag, inden, jeg satte på plads igen. Så nu håber jeg det går.

Det er dagens dont i store træk, men jeg er godt tilfreds. Arbejdet med de nye altaner (grimme som helvede), men sikrere end de gamle, skrider frem og jeg regner med, at når jeg kommer hjem i morgen efter min tur ud i verden, så har jeg også en ny. Iøvrigt fik jeg også i går en hyggelig sludder med ham, der sætter dem op, og hans hjælper. Jeg er skrækkelig. Den vej rundt hader jeg forandring, men ikke mindst synes jeg det er synd, for det ændre bygningens udtryk fuldstændig. Hvorfor ikke sætte nogen nye magen til de gamle op! Jeg forstår det ikke, men det er vel som altid et spørgsmål om kr. og ører. Men uanset skal de jo være speciallavet, for den slags altaner er jo ikke standard som så meget er det. Anyway, nu er jeg mere end spændt (læs: Frygter helt vildt), hvad de vil gøre med vores smukke murede altaner mod banen. Jeg håber inderligt, de bliver lavet magen til. Jeg vil blive megaked af at skulle have sådan et galvaniseret helvede den vej.

Dagen har også budt på en Skypesamtale med min bror. Det er ved at være noget siden, vi har talt sammen, så det var skønt, at høre hans stemme igen.

I morgen var egentlig stalddag, men jeg synes, jeg trængte for en kaffedate, og min veninde trængte også, så sådan en tager vi lige i morgen. Og da jeg nu har været så flittig i dag, så kan jeg gøre det med god samvittighed. Lige nu får jeg en kop te, og hører guitarsolo i et forsøg på, at hive mig selv lidt op igen…. for jeg er træt nu, både mentalt og ellers. Jeg ønsker jer en dejlig aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *