Glæde på efterbevilling og dagens gåtur

Normalt er åbenbaringer jo en god ting, men når man føler sig som den berømte “skovl”, når man får en, så er det knap så sjovt. Denne var lige nyttig og jeg kan takke min kvikke og dejlige veninde for, at jeg efter 2 år efter jeg købte min el-pejs, endelig får en funktion, jeg hele tiden har savnet hos den.

I dag kom vi til at tale om de der el-pejse igen, fordi min veninde, har fået en til sit soveværelse også. Og i den forbindelse, kom vi til at tale om, at det altså var underligt, at min ikke bare kunne lyse (brænde) uden varme, for det kan de næsten alle sammen. På fjernbetjeningen, kan man kun tænde og slukke. Men så spørger min veninde, om jeg er sikker på der ingen knapper er og det mente jeg da bestemt. Der er ingen synlige. Så siger hun, at på hendes er der skjulte knapper lige bag et panel over der hvor varmen kommer ud. Også til hvis fjernbetjeningen svigter. Jeg prøver så at tage i mit panel og ganske rigtigt, der er knapper og 2 indstillinger, en med varme og en uden. Således gik det til, at jeg nu er helt vild af begejstring over min ovn, sådan lidt forsinket. Jeg har hele tiden været glad for den med varme i, men om aftenen har det ofte ærgret mig, at jeg ikke kunne tænde den som min veninde kunne bare med flammer, for det er da hyggeligt. Det kan jeg så også nu, og glad er jeg. Men jeg følte mig da lidt dum!

Et af mine Nytårsfortsætter er, at jeg skal ud og gå en god tur hver dag. Gerne mere end det, og helst længere og længere efterhånden, men man skal jo som bekendt starte et sted. Så jeg gik ned i stalden i dag. Det var ellers ikke min mening, at jeg ville derned i dag. Jeg gik over banen, og fik taget lidt fotos også, men ikke af heste. Hvorfor? Der var ingen p.g.a. vejret. Det var pivglat for nu at sige det mildt. Jeg var ved at stå på numsen 4 gange, og til sidst turde jeg dårlig bevæge mig. Det blev ikke bedre af at komme op på vejen efter banen og pull-op-gården. Tværtimod! Den var ren is. Men det lykkedes at komme hen i stalden og på vejen mødte jeg en hesteveninde, der var i bil. Vi blev heldigvis enige om, at jeg godt kunne få et lift hjem. Jeg var ærlig talt noget “lunken” ved at skulle gå hjem igen, efter turen ned.

Dernede var der ikke meget gang i den. Alt stod som ventet næsten stille, ihvertfald på ridefronten, for det var jo håbløst med alt det is og sne. Jeg fik børstet min anden “baby” som er kommet fra ferie, og hygget lidt om ham. Dejligt nok. Han har heller ikke glemt at give kys, mens han var væk. Så det var godt nok. Efter kaffe og en hyggesnak, blev vi ikke meget længe og jeg fik et lift hjem. Der hentede jeg så den bærbare, som havde en fejl. Den ladede ikke. Det så ud til at være opladeren, men nu driller den sgu lidt igen, så det kan være, jeg må afsted igen. Møgirriterende faktisk!

Da jeg kom hjem efter alt det, var jeg faktisk træt, men jeg fik vasket to maskiner tøj, fik selvfølgelig et bad og så har jeg nørklet med fotos her på computeren og set TV og selvfølgelig nydt min ovn.

Ellers går det fremad. Jeg er ikke på Arizonatid mere, og det i sig selv er en stor lettelse. Det var lige ved at give mig kuller. Min ryg har været helt smadret og forleden havde jeg min fantastiske massør her, og det hjalp. Men ondt gør det altså, når han tager fat. Men er det ikke noget med, at det skal være skidt før, det bliver godt? Så passer det ihvertfald her. Stadig ikke helt godt, men dog i den rigtige retning. Jeg har stadig gøremål nok her og behøver heller ikke kede mig i morgen. Det gør jeg som bekendt aldrig. Jeg vil ønske jer en rigtig god weekend fortsat.

Fotos: Er på vej i stalden og viser mine yndlingsrækkehuse, Odrup Torv (det hedder det ikke helt rigtigt, men i folkemunde gør det) Banevej og Hyldegårdsvej, Odrupvej og så et par yndlingshuse). Senere på dagen blev det overskyet og begyndte at regne, så jeg var heldig at få disse med den blå himmel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *