Mandagsstemning på en tirsdag

Det var ikke mandag i dag, men derimod tirsdag. Allerede i går aftes, var jeg i tvivl om, hvilken dag det egentlig var. Jeg måtte så galt tjekke telefonen for at være sikker, for det føltes grangiveligt som om i dag skulle være mandag. Indtil jeg tjekkede havde jeg lige fået lullet mig selv ind i den følelse, at det jo så ikke gjorde noget, at jeg ikke kunne sove, når jeg bare kunne sove i dag. Sludder og vrøvl og jeg lå vågen til ihvertfald kl. 02.00.

Derfor er det unødigt at fortælle, at jeg var mere end kvæstet, da jeg vågnede, men afsted kom jeg og var i stalden ved 7.30-tiden. Jeg fik ordnet striglet en del heste og nusset lidt med Kicker (langtfra nok i dag dog), men der var nok at se til. Og om det var vejret eller hvad det var, hestene var også i mandagsstemning.

Da næstsidste lot tog på bane, var jeg hende der cyklede derned og så det, og så tog jeg hjem bagefter. Jeg var godt nok træt, hvilket også gav sig udslag i, at jeg igen gik ud som et lys efter et bad og en meget lille frokost.

Nu hygger jeg mig her med computer og TV. I morgen får jeg besøg af en veninde, jeg ikke har set i mange år. Det bliver superhyggeligt. Fotos er stalden set fra Ordrup Krat og nederst engen lige bag ved stalden.