Røde skønheder og ugen der gik

Så blev det weekend igen. Jeg synes det er helt vildt, så hurtigt tiden går. Det har været en travl uge med undersøgelser af både det ene og det andet. Nu skal jeg så bare vente på resultater, og hvad de kloge siger til det hele.

Udover alt det, har jeg jo været i stalden som vanligt og nydt det fantastiske selskab der. Ikke mindst Kickers. Vi har råhygget som altid. Det er fantastisk, når man har sådan et helt specielt forhold med en hest, eller hvilket som helst dyr i det hele taget.

Jeg troede egentlig, jeg var færdig med hunde-o.s.v.-pasning for nu, men der dukkede lige et par hunde op, der gerne vil passes fra senere i dag til i morgen. Og det bliver de da selvfølgelig så. Inden jeg henter dem, har jeg lige et par ærinder og så skal vi bare her tilbage og hygge. De er så søde og nemme, så det er ingen sag.

Vejret – tjah, gider vi næsten nævne det. Det svinger fra den ene ende af skalaen til den anden. Man skal være klædt på til at kunne klæde sig både af og på. Og paraplyen gør man også klogt i at huske. Lige nu er det overskyet og lettere køligt, men det kan let være rigtig sommervejr indenfor kort tid – vi må se. Det kaldes vist omskifteligt.

Indtil jeg skal afsted prøver jeg at få styr på et par hængepartier her online. Som det vides – dem er der altid rigeligt af. Jeg kan kun prøve mit bedste. Der er ikke galop på Klampenborg i morgen, så jeg skal bare fortsætte min kamp for at få bund i bunkerne her i morgen og så skal jeg selvfølgelig også se Jydsk Derby online. Søndag kommer min søster forbi, så jeg skal nok også lige have bagt et eller andet spiseligt til hun kommer. Rigtig god weekend til jer.

De smukke valmuer fangede jeg faktisk på banen i mandags. de står et sted, hvor der før stod en smuk samling meget, meget gamle træer, og nu er der ikke et eneste tilbage. Nu er der en flad grusplads og bunker af jord, hvor de her valmuer så kom frem. Valmuerne er skønne, men jeg havde gerne set i det mindste nogle af træerne bevaret.

2 tanker om "Røde skønheder og ugen der gik"

  1. Det er min ynglingsblomst, når vi snakker vilde blomster. De står og ser næsten selvlysende ud i vejkanten. Og du har ret med hensyn til at have et særligt bånd til en hest, hund eller andet dyr.
    Jeg har selv redet en del da jeg var ung og teenager, der var særligt en hest, der var “min” ?.
    De havde jo heste I vores ZOO dengang her i Nyk. F
    og senere red jeg en del hos Boesen i Ulslev.

    • Susanne, de er smukke og jeg har set mange andre på det seneste også i gul og orange og de er også smukke, men de findes jo i mange farver. De her nok den klassiske model. Hestene, er bare dejlige og jeg ville ikke undvære dem for alt det guld i verden. Vi er nogen, der er hestepiger for resten af livet – jeg er en af dem.

Der er lukket for kommentarer.