Tid til roser

Det har ikke været en dans på roser senest. Jeg har være skidt og er sådan set stadig i forhold til smerter. Mine hofter er gået i selvsving. Ryggen er nogenlunde igen heldigvis. Desværre skal man bruge sine hofter, når man går, og det er altså knap så morsomt, når de smerter i den grad, de vælger p.t.

Til trods for smerterne, så har jeg faktisk været omgivet af roser senest, for det er højtid for dem, og de vælter frem alle steder. Dem der har læst med her et stykke tid ved, at jeg elsker roser. Og det er mig stadig lidt en sorg, at jeg ingen have har. Men jeg suger til mig med kameraet. Både her og på Instagram.
Uagtet, så besluttede jeg mig for at gå en tur i dag. Dels fordi, jeg er overbevist om, at hvis jeg ikke gør, så kan jeg da slet ikke og så trængte jeg for at “tømme hovedet” for nogle tanker og bekymringer. Så afsted med mig. Som ofte, gik turen mod banen. Da jeg gik var det tørvejr, men da jeg næsten var ved banen, begyndte det at dryppe. En af hesteveninderne kom lige kørende ud fra banen i det samme, og så tænkte jeg, at et lift til stalden var på sin plads, for at undgå at blive gennemblødt. Det fik jeg så, og fik lige lavet lidt dernede også, selvom det faktisk slet ikke var meningen. Men det kan som regel pifte humøret lidt op, at komme derned. Således også i dag, ligesom roserne ihvertfald heller ikke gør det værre.

Egentlig havde jeg masser af planer for ting, der skulle laves i dag, men da jeg kom hjem havde jeg alligevel fået gået 5 km, og jeg var helt smadret og måtte sove. Så det gjorde jeg til 15.30, og så var dagen ligesom gået. Men så har jeg fået lavet noget her i stedet. Og sålænge jeg bare får noget fra hånden, er det okay. Nu vil jeg lægge mig til at sove igen med “De Uheldige Helte kørende” – de er simpelthen så hyggelige at se, synes jeg. Og omend det er krimi, så ikke så voldlige som meget, af det nyere. Jeg vil ønske jer en god weekend og så håber jeg, at jeg og stalden ikke mindst, får en god dag på banen i morgen.