Historien om en el-kedel

Ja, nu er el-kedler ikke det mest ophidsende i denne verden, men de er altså gode at have. Det kan jeg skrive under på efter ikke have haft en et par uger nu. Jamen hvorfor så det?

Jo, det skal jeg såmænd fortælle. Jeg havde købt en billig kedel i El-Giganten sidste år. Jeg havde haft et problem med, at der var vand på mit køkkenbord i nogle mængder jeg ikke kunne få til at stemme. Til sidst gik lyset op for mig, kedlen var simplethen utæt. Så kan man spørge sig selv, hvorfor jeg ikke kom på det noget før. Tjah, det forekom mig vel så usandsynligt, at jeg slet ikke fik tanken. Altså var det afsted og få den byttet eller rettere pengene retur. Og det var også helt uproblematisk.

Næste skridt i det var jo så, at jeg skulle have en afløser for den her kedel, der var gået i stykker. Jeg er kræsen med mange ting, og en af de ting, er el-kedler. Jeg synes den ene er grimmere end den næste. Så nu var gode råd dyre. Jeg gik på jagt på nettet og meget til min store overraskelse fandt jeg en (Russell Hobbs El-Kedel Retro Sort 1,7l), jeg rigtig godt kunne lide. Den var så også noget dyrere end jeg egentlig have tænkt, men pyt. Hvor ofte køber man el-kedel. Ikke særlig ofte, så jeg bestemt mig for den, men var nødt til at vente til den 1.

Jeg fandt en kedel hos Ellos, og jeg var rigtig glad, men den glæde blev kort, da jeg under en uge senere, ville ind og købe den. Væk var den?? Hvordan hulen kan det gå til. Jeg skrev til dem og de kunne ikke komme med noget godt svar, andet end at den måske var udsolgt, men de kunne ikke fortælle mig, hvad det var for en kedel. Og jeg havde ligesom intet skrevet ned eller gjort, så jeg var på den. Men jeg synes det er underligt, at man ikke har mere styr på varerne eller i det mindste kunne finde mere oplysning til mig. De må jo sælge nok, siden de ikke var interesserede i at hjælpe mig. De kunne bare oplyse mig, at det nok var sådan og kom varen igen, så kom den op igen med forventet leveringstid. Er jeg helt hen i hampen, når jeg mener, at varen burde blive med informantion om, den er udgået eller forventes igen ihvertfald et stykke tid??

Nå, men eftersom de var så lidt behjælpelige, måtte jeg jo se, hvad jeg kunne finde på. Jeg fik så i dag ideen at søge på “retro-elkedel” for det var den netop den jeg havde fundet. Og lykken tilsmiler de vedholdende, jeg fandt min kedel hos Kitchentime.dk (et site det ser ud til, jeg skal besøge igen) og det endda billigere end hos Ellos. Og jeg har bestilt den. Således gik Ellos glip af en kunde i denne omgang ihvertfald og jeg fik en el-kedel.

2 tanker om "Historien om en el-kedel"

  1. Pingback: Elendigheder med indlagt besøg | deborah.dk

  2. Pingback: Ugestart med regn og sol | deborah.dk

Der er lukket for kommentarer.