Solen kom og gik igen

Det var egentlig meningen, at jeg ville blive hjemme i går og få ordnet projekter her. Men da jeg stod op, var vejret så dejligt, at jeg tænkte, luften havde godt af mig. Samtidig var det noget nær 100 år siden, jeg havde været nede på banen og fotografere lidt, så det synes jeg også, jeg skulle. Det er også en okay gåtur, og så ville jeg forbi stalden lige og sige hej også, og så ender det på mit mindstmål som er 5 km eller mere.

Jeg nåede banen, og det kan ses på foto ovenfor, hvor flot vejret var, og mosekonen bryggede. Det gør hun ofte, for banen er jo en mose. Den første jeg så i aktion var Nicolaj Stott på Little Lily (GB). De så fine ud, og det er lidt sjovt, for hoppens mor Lady Lily (IRE) var jeg helt vild med. Senere sludrede jeg med flere andre, og så blandt andet noget af min træners opdræt også.

Da jeg havde stået der lidt og tænkt på, om nogen af vores kom, og klokken efterhånden mange, og så jeg trillede ned mod stalden. Det viste sig at være godt, jeg gjorde, for jeg var eftersøgt. Det er er længere forklaring, men kort fortalt, noget med en hest, der skulle “til frisøren” og jeg er frisørmester. Det blev ordnet og inden jeg fik set mig om, var klokken igen mange. Sådan er det i godt selskab og jeg havde jo egentlig ikke noget at stresse over.

Som det også ses på fotos nedenfor, så ændrede vejret sig fra det fine til overskyet og en ret dramatisk himmel over banen, da jeg gik hjemover. Og for at det ikke skulle være løgn mødte jeg to hesteveninder på vej hjem, der var fordybet i sludder og inden jeg fik set mig om, så gik der også lidt tid der.

Men det betød jo så, at da jeg endelig landede herhjemme, var klokken blevet henad 14, og jeg havde ingen energi til projekter her. Det må blive i ugen så, for i dag har jeg heller ikke været meget værd, men har dog ordnet fotos.

Jeg håber, jeres weekend har været god, og så må vi se, hvad den nye uge bringer. For weekendens vedkommende, er jeg glad for, at jeg kom ud i det gode vejr, mens det var der og fik gået 5,5 km.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.