Mors dag

Det er dagen, der aldrig mere bliver som den var og som den bør være. Min kære mor har været bortgået i mange år nu. Hun er dog meget tænkt på, og savnet stadig efter alle de år. Jeg huskede heldigvis at sætte pris på hende, mens hun var her, men jeg ville da stadig gerne, at hun var her.

I går var jeg dårlig, men har det heldigvis bedre i dag. Jeg slappede af første del af dagen, efter at have sovet længe. Det var så at jeg havde hvilet lidt og fået noget at spise, at jeg tænkte på, at jeg burde tage ned med en blomst til min mor på mors dag. Det må jo så blive på kirkegården desværre. Som sagt, så gjort, og jeg blev enig med mig selv om at cykle i det gode vejr. På vejen mødte jeg en lille købmand, som havde en rigtig fin orkidee på tilbud til 30 kr. og en buket blomster fik jeg også der og så cyklede jeg videre til kirkegården.

Jeg ved ikke, hvor meget længere, jeg orker at komme der. Kirkegården er i en trist forfatning. Alle de smukke gamle grave, der gjorde stedet til noget helt særligt er for rigtig manges vedkommende nedlagt og vedligeholdelse af selv kirkegården, er også i en elendig forfatning. Mælkebøtter allevegne og græsset der trængte til at blive slået. I det hele taget, hvad jeg ville kalde misligeholdt. Er det virkelig kommet så vidt, at noget så smukt som en gammel kirkegård nu er nedprioriteret i den grad. Åbenbart. Meget trist at se.

Jeg fik hentet noget vand til mors blomster og fik dem arrangeret i den vase, der er ved stenen. Så var jeg der lidt og gik så en lille tur ud derffra, men af ovennævnte grunde, var lysten meget lille og jeg kørte hjemover.

På vejen kommer jeg forbi min søster, så jeg ringede for at høre, om hun var hjemme, men det var hun ikke, og da jeg kørte forbi, kunne jeg også se, at hun ikke var der.

Så jeg kørte bare videre lige så stille og roligt. Vel hjemme lavede jeg aftensmad (Tarteletter med asparges og kartoffelmos igen – uhm) og så har jeg siddet ude på altanen indtil for en halv time siden. Jeg har faktisk overhovedet ikke haft tændt mit fjernsyn i dag og har lyttet min lydbog hele dagen. Det er det, der sker, når jeg går igang med Lucinda Riley, som bare er fantastisk. Har du ikke læst noget af hende, så skal du gøre det, men nu er du advaret – hun er stærkt vanedanende.

Rigtig glædelig Mors Dag til alle mine veninder, der er mødre og tillykke til alle mine venner med deres mor, om hun så er her eller ikke rent fysisk.

Nu vil jeg prøve at sove tidligt, for jeg vil i stalden i morgen og forhåbentlig også se lidt græsgalops, men nu må vi se.

2 tanker om "Mors dag"

  1. Jeg er helt enig i at vores kirkegårde ikke er så velholdte som tidligere. Desværre er der også der blevet skåret ind til benet, trist udvikling i et “velfærds land” som Danmark.
    Jeg fik en dejlig creme af “mine piger” på Mors dag.

    • Ja, jeg synes bestemt, det også er et område, der går helt den forkerte vej. Dejligt, dine piger gav dig noget lækkert på Mors dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.