Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Et sidste forsøg

Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

Lørdag incl. links


Fra min gåtur idag ved Kystvejen – det haglede, stormede og var bare så koldt – mobilfoto

Det har været en god dag i dag. Sov længe, og sneglede mig op. Jeg var træt, men tvang mig igang, for jeg skulle have lavet deller til noget komsammen, jeg skal til i morgen. Men jeg har også et mål om, at jeg skal have mere motion puttet i min hverdag og minimum gå en tur på en time. Så på trods af, hvad føltes som arktisk kulde, kom jeg ud og gå en tur på næsten 1½ time. Jeg var pakket ind, som skulle jeg til Nordpolen og var fuldstændig ukendelig. Min uldne hue fra Irland kom virkelig til sin ret i dag, udover ulden undertrøje m.m. Egentlig havde jeg taget min spejlrefleks med, men på vejen opdagede jeg, at jeg ikke havde mere strøm på batteriet. Noget der yderst sjældent er sket for mig. Men så havde jeg heldigvis den nye teleon (HTC One min nye telefon). Havde ikke nået at sætte mig vildt ind i det med fotos endnu, og det voldte mig lidt kvaler, og vejret indbød ikke til at stå og fumle for længe, men det lykkedes mig da at tage ovensiddende. At sige det var koldt forslår ikke. Hagl og senere sne og vind af stormstyrke – jeg følte mig som noget af en helt, da jeg kom hjem.

Senere har jeg stegt deller som sagt og så ellers bare hygget her. Nu har jeg lige et par småting jeg skal have ordnet inden i morgen og så står den på afslapning. Lige nu her, hvor jeg skulle se noget mens jeg skrev dette, måtte jeg IGEN konstaterer, at det TV, jeg købte hos Medion, var et ualmindeligt dårligt køb. Det er nu gået i stykker for 5 gang – 2. gang lyden går. Nu kan de efterhånden beholde deres l…!!! Jeg kan på ingen måde anbefale et sådant TV og jeg køber ihvertfald ikke sådan et igen! Til gengæld har jeg været godt tilfreds med min computer derfra, men det råder jo ikke bod på det andet.

Jeg falder som sagt altid over interessant, og vil gerne dele det med jer. Først skal I se nogen af de mest fantastiske fotos, jeg længe har set. Det er en russisk kvinde, der har fotograferet sine børn og sine dyr. Helt, helt fantastisk. Ikke mindre fantastiske er disse fotos af dyrebørn i moders liv.

Dette her link, må I love mig I lytter. Jeg har aldrig, aldrig i mit liv, hørt noget lignende. Det skal siges, at pigen som kun er 9 år gammel aldrig har modtaget undervisning. Vær forberedt på at samle din underkæbe op fra gulvet.

Nu vi er ved musikken, så er blev jeg egentlig ret forarget over, at man på P4 pludselig ikke finder Brdr. Olsen gode nok til at blive spillet. Hvad ligner det nu?

Som du ved, er jeg fuldstændig hooked på at se Sporløs. Forleden var der på DR1 et nyt program, jeg ikke har set før, men som viste sig at være norsk af oprindelse og som er sammen princip, omend opbygningen er anderledes. “På sporet” hedder det. Originalen hedder “Tore på sporet“. Det afsnit, jeg så var 2:8, så du kan sagtens nå at hoppe med på vognen. Nu vi taler om den slags, så sker der om en måneds tid initiativ for mig på min adoptionsfront, men det skal jeg fortælle mere om, når jeg ved mere forhåbentligt.

I sammenhæng med en af mange grupper, jeg er med i på Facebook omkring adoption etc., faldt jeg over en ny film med Judi Dench - Philomena (2013), som handler om den praksis man havde omkring piger, der “kom i uføre” og blev sendt bort for at føde deres børn, og så tvunget til at bortadoptere dem. Dette var især i Irland (katolsk) meget ofte til klostre. Denne film bygger på en sand historie og er også en bog, som jeg nu er ved at læse.

Ingen linkssamling uden mad også. Forleden kom jeg i tanke om en ret, jeg ikke har lavet længe, og jeg vil lige minde jer om den også. Enkelt, men meget meget smagfuldt.

Så er der TinyLemontree.com, som er en vegansk blog med de dejligste opskrifter og appetitvækkende fotos. Kig forbi og bliv inspireret.

At rejse er at leve, er der nogen der siger – og man skal spise for at leve. Denne blog (Vegan Miam) handler om begge dele, så svært ikke at lade sig fange! Den er også vegansk.

Som du ved startede jeg også på det med 5:2 faste. Det er ikke blevet til nok, men det skal det nu, og derfor passer det mig fint, at jeg fandt disse links forleden, som handler om faste på vegetarisk vis. Derudover følger jeg 5:2 Veg (engelsk)

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70’erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70’s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.

Berlin decission

As mentioned her several times, I’m on my way to Berlin very soon. I can’t wait to see the town, where I’m born. That in itself is a good reason to see the city, but apart from that, I’ve only heard that it’s a lovely place.

I have a lot of plans, and I hope I’ll get to do the most in the 7 days. When that is said, I don’t want to stress, but enjoy it. So I need t,o write a very prioritised list one of these days. Very exciting, both to see the town, but also places, where my biological mother has been and where I also was in my first 13 months.

One of the things I’m not going to do, when I get to Belin is to see my biolgogical sister, who lives there with her husband. A lot of people has contributed with input on this, and I’ve reached a desission – I’m not going to contact her. There’s two very good reasons for that in my oppinion.

First time I contacted her was in 1993, where she very kindly wrote back and sent photos of her, our mother andher grave (which she one year later had cancelled it later turned out- to my great sadness). But I’ve decided to visit the church yard. It’s an old and beautiful church yard (from what I’ve been able to see on the net). You know my weekness for those. It was fantastic to get the letter then, but also bittersweet, because she was very clear in the fact that she didn’t want any contact, and that it had been difficult for her to answer me.

She is nearly 20 years older than me, and as such was more or less grown up, when I was born (not the plan at all) and that has properly not been much fun, as the fact that she didn’t grown up with our mother. That’s the ost obvious explainations. Her reason for not meeting as well was also that we had so different lives so she couldn’t see any reason for getting in touch. To me that’s not an argument at all, and she has no idea about how my life has been. We have grown up in different periods and that dosen’t mean we can’t have things in commong. I mean I have had and have friends, that could be my grandparents, parents, children etc. So it might have been to find another reason to justify it to herself to write it. I don’t know.

On the other hand I’ve had a lot of arguements from you to write her again. I do want to empfasize, that I did try and write her a couple of years ago, with all your arguments in hand, that time had passed, and then she would have my contact information (I’ve been moving a lot since the first letter), futhermore she is my only “window” to that side of the family. Photos, histories etc. And yes she is, and especially because the finding my biological father is not going very well either, it’s so much more important – to me! Obviously not to her, and not showing any kind of understanding for that. Or she’s not able to. I did write for all those reasons a couple of years ago – a reccomended letter, that was never picked up. At that time I wasn’t sure if she was still at that adress but later it was confirmed, that she is. That was to me a very clear signal, that she is not interested.

I dont’ understand it, but I have to respect her wishes and I don’t want to hurt her, or want her to think badly of me for not doing so. At the same time, I’m very sad about it, because if nothing else, I’d like the information about the rest of the family. So the decission is that I’m not contacting her. If she changes her mind, I’m not exsactly difficult to find on the net.

In terms of my biological father I’ve had a few oppertunities that are going to be checked out a little more when I get home from Berlin.

Do it out of pure love

We’re having a bit of a discussion at the Danish adoption site’s Facebook page (in Danish). The reason is this article that is about Danish parents who in increasing numbers don’t want children who are too old and has any “faults” as such! That could be sickness, handicaps etc. They see the adopted child as a replacement for the biological child they can’t have. It has to be the ones who adopt for that reason that they can’t have children. What is TOTALLY left out of the article is that this is far from it always the movtivation and some simply choose this solution regardless, seen as something to do as there are so many children out there in need of love and care. And that should be the main reason in my book. You should never be a replacement for a unfulfilled need. If you are, the risk of dissapointment and frustration is very big, and that is properly what happens in a lot of cases, I think.

But like I wrote in the group. Adopted parents do wrong, misunderstand and make the wrong demands on their children and has too many expectations etc. – surprise! And an even larger surprise is that this actually happens to biological parents too. Is it good or bad to be adopted? It can be both. Sometimes really good and all is great and sometimes it goes to hell. Funny enough exsactly like all other families there’s not only good or only bad – there is everything.

When that is said you do have exstra things with you as adopted and that can cause problems in a lot of ways. And if you have fysical difficulties in there as well, that makes things even more complicated. So of course you have to be prepared for the job in hand and you do have to really WANT this with all of your heart. But I’d think that the whole process would eleminate, the ones that don’t. Can you question the motives – sure you can! But we have to asume the will to want it to begin with. If that’s enough in the long run is not a given thing as with biological parents.

What do you think of the article?

End of the road?

I’m wondering, have I reached the end of the road as far as finding out about my ancestors (at least on my biological father side). I fear I have. Last I tried something it ended up in nothing – again. I have two remote posibilities left to try, and I will give them a go, but I don’t have much hope of it succeeding I must say.

In terms of my biological mothers family, I can’t get any closer before they sort out their archives in Berlin, which won’t be until 2013!!! I fail to see how you can let people wait that long for something so important. In this case it’s a matter of their death certificates. I’ve written to their native country Poland, only to get no answer. So where to turn. Of course if I had bucketloads of money I’d throw them at a professioal genaologist – but I haven’t unfortunately.

There’s NO Robert Jones registred with the millitary that they can find, that fits the data I have. I have NO clue as to where to look at all, as he could be from anywhere in the US. I only have a very common name and a birthdate. Not much to go on! I have written whereever I thought relevant, to ask if they had information, and in many cases people don’t even respond. I simply don’t know where to turn next. I have (with the opening of the 1940’s Census) found bunches of Robert Jones’s, but I have nothing to check up against to know if they’re him. So imagine sitting there looking at all these records and each and almost (the one’s that are black anyway and born the right date) all of them, could be him! Frustrating to say the least. It’s food for thought as well when you see these photos. I wonder what lies in my ancetrial baggage.

As far as my mothers parents, and that side of the family, I’ll have to wait – simply wait, but it feels like one long wait. You who have tried this are with me on this I’m sure. And as far as my biological dad goes – I’ve more or less given up. Unless I get help from unexpected people, win the lottery or something similar.

So if you have any suggestions, ideas whatsoever, please come forward. Or if you of course know of a Robert Jones born the 24th. April 1928 (African-American), who was in Berlin, Germany, Europe, at least in 1961, possibly before and after as well. Please get in touch.

Troede du, det forlængst var slut?


Så troede du helt forkert – desværre.

Jeg blev lige opmærksom på den her film, via denne artikel og jeg anede intet om enheden Tuskgee Airmen.

I realiteten kan min biologiske far have været en sådan. Jeg ved det ikke, men i militæret var han ihvertfald, om det så var på jorden eller i luften, er det stadig et meget interessant emne for mig personligt, men i det hele taget. Dette giver mig så (måske) igen en rute, jeg kan tage for at efterforske omkring ham. Men det er en helt anden historie.

Jeg tror de færreste tænker over, at der stadig eksisterer raceadskillelse og racisme i stor stil. Det gør de ikke, hvis de er hvide. Igår kom jeg faktisk til at tænke på, hvorfor en af pigerne i filmen Sex And The City (2008) eller flere ikke havde anden etnisk baggrund end jødisk amerikansk? Lidt underligt, når man påtænker, at den største sorte befolkning udenfor Afrika faktisk er på Manhattan! Det vidste du nok ikke, men det er rigtigt.

Da der endelig dukker en iøvrigt yndig sort pige op i filmen er det som Carrie’s (Jessica Sarah Parker) assistent Louise (Jennifer Hudson). Og det er jo der, det hele braser, for det er jo bare en bedre betalt, moderne udgave af en tjenestepige! Jennifer viser helt klart talent og kunne sagtens have båret en rolle som hovedperson. Ikke at sorte ikke må spille assistenter, men lægger du mærke til det, så er der rigtig mange film, hvor de kun er med, en passant, og virker det af pligt. Det nævnes også, at Clint Eastwood, har gjort sig skyldig i nøjatigt det samme i både “Flags of Our Fathers (2006)” og “Letters from Ivo Jima (2006)“, hvor der ikke figurere en eneste sort soldat. Hvilket så ikke er i overensstemmelse med sandheden, og helt utroværdigt, for så er det jo ikke en hel historie.

Nu siger jeg ikke, at det kun fungerer den ene vej. Nej, det fungerer skam også den anden vej. Der er en kedelig tendens til, at man skiller tingene ad begge veje, og som regel har helt sorte eller helt hvide film. Og sådan er det jo slet ikke ude i den virkelige verden – er det? I rigtig mange tilfælde ihvertfald ikke, hvilket jeg og mange andre er et rigtig godt eksempel på!

Anyway, så har jeg nu fundet ud af, der er mange film om Tuskgee Airmen (bare søg på det på google) og også bøger etc., så det skal jeg da have undersøgt lidt omkring. Og finder du emnet interessant, er der altså her igen noget, du kan undersøge, hvis ikke du kendte til det i forvejen.

Dårligt nyt

Jeg fik en dårlig nyhed i går pr. mail. Den var sådan set forventet. Som jeg skrev for noget siden, så havde jeg søgt hjælp i forhold til, at prøve (igen, igen) at finde min biologiske far.

De har på mine vegne kontaktet NPRC (National Personnel Records Center), og de konkluderer, at de ikke kan finde min far. Ham jeg troede, det eventuelt kunne være, havde jeg sådan set udelukket idet han afmønstrede militæret allerede i 1946. Og den anden der ifølge fødselsdagen passer ved opslag andre steder, har de ikke nogen millitær fil på. Igen er problemet, at der er mange, mange tusind ved navn Robert Jones, og de har er ikke registreret på fødselsdag, men på personnumre, som er helt anderledes end danske personnumre.

Oveni, har de også der (ganske som de tyske myndigheder, havde i forbindelse med min adoptionssag), haft oversvømmelse i arkiverne, så mange er gået tabt. Jeg begynder at tro, at det simpelthen ikke er meningen, at jeg skal finde min far, eller iøvrigt have flere oplysninger, med de problemer, der bliver mig lagt i vejen. Suk! Nå, men nu har jeg sendt et råb om hjælp, til TV-programmet Unsolved Mystries. Jeg har intet at tabe og alt og vinde. De har før haft den slags sager, men om de tager min, må vise sig.

Også mine morforældres sag, gik helt i stå, men lige så meget, fordi, jeg aldrig hørte fra de Polske myndigheder. Hvordan jeg skal løse den, skal jeg også have kigget på. Men jeg må indrømme, jeg er ved at være kørt bet i det nu.

UPDATE:

Faktisk var der kommet en mail lige, da jeg havde sendt dette indlæg afsted, fra Unsolved Mystries, som lyder således (så mere dårligt nyt):

“Thank you for contacting UNSOLVED MYSTERIES. We appreciate your story
submission, however, at this time we are not producing new episodes of
our program. We will keep your story in our “future segment” file
and if we resume production, we will review it at that time”