Hyldest til en fætter

Som alle vist efterhånden ved, så fandt jeg jo min biologiske familie. Nogen siger, jeg ikke siger så meget om det mere. Er det forkert? Jeg kan jo ikke blive ved med at svælge i, hvor meget jeg elsker min nye familie, og selvfølgelig ikke mindst min bror. Det ville I sgu nok blive trætte af. Men bare rolig, jeg er mindst lige så glad for min nye familie og min bror som jeg hele tiden har været, hvis ikke mere.

Som i andre familier er alt ikke kun fryd og gammen og det er ikke noget glansbillede, man træder ind i. Det er det heller ikke her. Der er flere “issues”, men det er jo virkeligheden og hører med. I den her virkelighed, havde jeg også en fætter og en kusine i USA. En fætter, som var lige gammel med mig – født 8. maj og en kusine. Da jeg fik kontakt til min bror og familien som sådan skrev jeg også til dem selvfølgelig.

Min kusine har jeg haft kontakt til siden i større eller mindre grad, hvorimod min fætter aldrig svarede eller godkendte mit venskab på Facebook. Hvorfor ved jeg ikke, men nu er det så ihvertfald for sent. Desværre var han allerede der, ret syg, og det skulle blive værre. Den 15. maj døde han, efter at have ligget i koma en uge, og i går blev han stedt til hvile.

Min bror har taget den tunge tur til Ohio, hvor den del af familien bor (og hvor også vores fælles far boede til sin død i 1989). Det må være tungt for min kusine, som således mister sin bror og eneste søskende. Jeg er ked af det for hende og min brors skyld, og for min egen del ked af, at jeg aldrig nåede at lære min eneste biologiske fætter at kende. R.I.P.

Fotos er fra Ordrup Kirkegård, taget 17/5

Finding Family by Richard Hill

I’ve just finished with this book a week ago or so. I’m writing this in English, as you’ll have to understand that anyway, to read/listen Finding Family by Richard Hill (I have listened to it on Audible.co.uk. In general I’m crazy about stories like that, and finding my own family has not lessend that.

What makes this story even more attractive to me, is that Richard Hill, has been searching as long as I have. As I read the book, it came appearant, that another thing was the same His birthmother had also died young. Even younger than mine actually. And like me, he started a quest to find his birthfather who was about as elusive as mine has been for about as many years. What he started to do was to record every phonecall and what each person had said and he kept every letter (this was before emails). I was not as wise and I regret that now, but I have most of the letters that came back, just not the ones going out. But still not as efficient as Richard’s Cataloguing everything.

Anyway, as me, he found his mother and we follow his search for friends of her’s from the past, his visits to places she’d been etc. To me ottterly facinating and I wish I had the same oppertunity. Because my mother was and old mother (41), and died so many years back, finding anyone who knew her is otterly impossible now, and the one person who did know her a little bit, don’t want to talk (my halfsister in Berlin). So not an option to me, but one I truly wish I had.

After finding his mother Richards wants to find out who his father is. And as was the case for me, that was not a plain sailing by any means. I won’t give a way the circumstances, but let you read for yourselves. If you have any interest in Genealogy and finding your roots for whatever reason, you’ll find Richard’s story facinating and captivating. Apart from telling a very exciting story, he comes across as really nice man, one I’d love to meet and talk adoption with.

The book gave me a bit of inspiration to things I might be able to do, in search of a bit more answers on my birthmother. If I’ll do it, I don’t know, but if so, you can be sure I’ll tell you about it. I’m sure it’ll give you plenty of inspiration, if you’re searching too.

I thank him for writing this important book. As always please get in touch, if you’ve read it as well.

Links:

Dna Testing Adviser.com – A free information resource for adoptees, genealogists and
others exploring genetic roots

2. maj 2009 – The Wall Stree Journal – Family Secrets: An Adopted Man’s 26-Year Quest for His Father

4. maj 2009 – Adopted Man Identifies Birth Father thru Family Tree DNA Test …

Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten

En ny afhængighed – Long Lost Family

Jeg har fået en ny afhængighed her på nettet – Long Lost Family. Programmerne bliver selvfølgelig vist i England på TV, men heldigvis ligger der tonsvis på Youtube, og jeg svælger i dem, siden jeg fandt dem for et par dage siden.

Når man som jeg, sidder med tonsvis af ubesvarede spørgsmål og selv mangler halvdelen af historien – eller faktisk mere, fordi man ingen svar kan få, så kan man jo altid glæde sig over andres svar.

Mine egne spørgsmål, får jeg nok ikke svar på. Jeg skal have skrevet nogle mails i den anledning, som sidste desperate forsøg på at finde ud af mere, men jeg har ingen forhåbninger om, at det lykkes længere. Vi får se, og jeg holder jer opdateret, når jeg når dertil.

Dad’s, mum’s among others sins, leave their trace – Stop!

Christmas and New Years is often used to make status regarding a lot of things, and this is the case here too. Also about the subject of adoption and that kind of issues. For me personally of course it’s adoption, but the “being left” part dosen’t need to have the label of adoption on it. This is a bit of a long entry, but I hope you stick with me till the end.

Most of those who read my blog knows that I’m adopted. It has never been a secret, on the contrary. You could argue, that with white parents and me being mulatto, some sort of explanation was needed anyway. but I hope and firmly believe that I’d gotten one even if that hadn’t been the case. I have been told the story about how I became their daughter as long as I can remember. That’s the way it should be. Not when the child is a teenager (a way to sensitive age), or when the child is 18 (way too late). You have a right to know where you come from, and you should know as early as possible.

When that is said, I’m not saying, that there can’t be details that children don’t need to hear before they get older. But as far as they ask, they should have an answer that isn’t a lie. If they can “invent” the question, they can properly deal with the answer. That has to be a judgement call but the answer should be as near t the truth as you think is “proper”.

The reasons for me writing this entry is, that I had some answers in my adoptionstory in the year that passed and gerally just thoughts I have had on the subject. Unfortunately, none very good I’ll have to say. But the one answer might explain the other. That I’ll never know, I’m sorry to say. Not on this planet anyhow. One was that I as a last attempt tried writing my biological sister to make sure, she was adiment that she don’t want any contact. She is unfortunately and she’s not going to answer my questions either, but is still of the oppinion that “the past should rest”.

I don’t think so. It’s part of us, men there’s nothing I can do. Later I did get some information, which is part of her past as well, that might explain, why she think it should “rest”. There is a lot Germans think needs to rest and which they are not prould, especillay in connection with 2nd. World War – then I havne’t said too much and you can properly fill out the spaces. But this information is also part of my past, as it’s also my ancestors. Unfortunately I have only found this one information about this in one place and I still need to fill out a lot of blancks. If they’re going to be, I don’t know but I’m still currious. I must admit, I have a hard time believing in finding more information, as there’s not any family or others I can ask. The only thing I can rely on is goverment archives in different places. They are either lacking or defective, or not obtainable or simply lost in the chaos that followd in Germany and other places after a long war.

What should be the conclusion of this, I don’t know. Whatever the reason I can’t make any sense of it. The few times I’ve written to her, she has answered nicely, but has also been very firm in her believe about no contact. I don’t understand, why she’s reacting like this. As I see it, she has nothing to loose. But that’s the way it is. I make no secret of that I feel bad about it. No matter how you look at it, it’s a rejection and that’s never nice. It is only made worse of the fact that I don’t have any other family on that side, as my biological mother passed years back and as far as I know, there isn’t any other family. If there is any relatives from siblings of my biological mothers parents I don’t know. That was one of the questions for my biological sister.

That was a little about the personal side of things. The next I next, was what I really wanted to say with this entry. As most of you know I watch “Sporløs” and I’m almost equally touched every time (and before you ask, yes I have been in touch with them). Another programme series, I’ve started to follow is called “Meldt Savnet” (missing) in Danish and in English “The Locater”, and is sent on the ID channel, but very early in the morning, so normally I record it. I had heard of Troy Dunn (The Locater) earlier, and he is also a possiblity in the businees of finding my biological father potentielly, if what’s going on at present is not succesful. I was very close to writing him, when I had contact to then one helping me now. If anything comes of it, I doubt, but let’s see.

But to stay “on track” I’ve been watching these programmes. Troy Dunn finds missing familymembers in them. When I say family memebers it can be sisters, brothers, daughters, mothers, fathers etc.

After I have seen quite a large number of them, I’m totally in chock over what “well meaning” mothers, fathers, grand parents etc. often do to part children from their mums or dads. Very, very often these parents have been portraitet as bad parents who is not worth knowing, if they have not been lied dead or supposedly chosen to dissapear, when it was actually themselves who refused them access to their own child.

Left behind is children with broken hearts who dosen’t understand and who often feel it’s their fault, that they are left behind. who often feel it’s their fault that they were left behind. Why are you letting your own child down and don’t want to see it?? Children can’t process it or understand, and they yearn for an explanation. We see it adopted children, but here we are also talking about children, who as mentioned above, were separated from their pareents (that could be mother or father or both). How do you in even relatively moderne times, get to a point where you can be that selfish, is beyound me. Very often it has been grandparents who has been pulling the strings and who obviously dominate their children to some awful decissions. It has to be said that these programmes is in USA, where the system is very different. Partly as far as adoption goes but also in terms of it’s far easier to dissapear. But there is lesson in this for all.

Whatever you think of your son/daughter-in-law, ex-husband/wife, the child in this “game” needs contact with her father, mother etc. Maybe you didn’t get along, for whatever reason. Unless there are very serious reasons (addiction, abuse etc.) that the child dosen’t want to get involved. Anyhow when adult it should have the oppertunity to make up it’s own mind. And you can in as neutral a way as possoble tell the truth before and say, that if they still want to, the contact can be made later. Apart from harming the child and the left out parent with the lies, there’s also the risk that you “shoot yourself in the foot”. If I fould out that one of my parents had been lying about the other my whole life and intentionally has kept me from him, I know who I would blame! So for God’s sake don’t. It’s not your decission, but one you have to make yourself with all the information.

Unfortunately there is parents who for reasons beyond me, don’t want to see their children. I have to be honest and say, my heart bleeds for the children, but in a sense, they might be better of without them. They’ll have to deal with that there’s a lot we don’t understand and live with it.

In terms of adoption, I also have to say, it most certainly has to be a last option. In civilised countries, there are reasons as drugs, drink and mental illness or simply illness, but it has to be a last and only resort. Here we haven’t event mentioned the things that are into play, when we’re talking about Undeveloped countries. Thank you if you stayed with me this far, and of course feel free to give me your take on it below.

Uden de store forhåbninger

(scroll down for English version)

Er der nyt spørger du måske? Tjah, på en måde er der, men ikke sådan, at jeg har fundet nogen, men jeg har modtaget lidt oplysninger omkring min biologiske morfar. Jeg ved ikke nok endnu til, at jeg har lyst til at dele det endnu, og jeg “synker” stadig selv oplysningen. Men på et tidspunkt, skal jeg nok dele med jer. Men at sige, at jeg har en broget baggrund, er vist en underdrivelse. Men det gør det faktisk kun spændende.

Min tyske hjælper og jeg kæmper stadig for at få mine biologiske bedsteforældres dødsattest, det har indtil nu taget over 2 år, uden resultat – hvorfor ved jeg ikke, men så svært burde det ikke være, men jeg er klar over, at mange papirer og ting, blev ødelagt under krigen og efter også.

Al den søgen i 26 år, giver heldigvis nogle søde venner online også, og en af dem, sendte mig for noget siden kontaktoplysninger til en herre, der muligvis kan hjælpe i min søgen. Jeg har lige skrevet til ham i dag. Bedre sent end aldrig, men al den sygdom har jo ligesom gjort sit, og jeg forventer uanset ikke, at finde ham i live, eller i det hele taget, at han finde. Dog jeg har lært, man skal aldrig give op, for man ved aldrig. Men det virker godt nok som om, at det er meningen, at jeg ikke skal vide noget om fortiden. To be continued…..

Press to read in English:
Læs resten

En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Et sidste forsøg

Jeg har ikke talt om det længe her,og det er såmænd fordi der ikke har været noget, at fortælle. Omkring min søgen efter biologiske rødder/ophav/informationer.

Lidt er der dog sket nu. En kontakt, jeg har fået i Tyskland, har på mine vegne prøvet at opsøge min biologiske søster i Berlin for et sidste forsøg på eventuelt kontakt, og hvis ikke det, så i det mindste for nogen oplysninger.

Hun var ikke hjemme, men min søde ven, der hjælper fik kontakt til en beboer i ejendommen, der gav en del nye oplysninger. Så informationsrige naboer, kan være en god ting, og var i dette tilfælde. Min biologiske søster rejser tilsyneladende en del, og derfor var hun ikke hjemme. Min veninde efterlod både mit brev, og en hilsen fra hende selv (incl. diverse kontaktinfo.), og så må vi se, hvad der sker. Næste weekend skal hun derned igen, og vil tage forbi og se, om hun kan sludre med naboen igen. Så vi måske kan få en ide om hendes reaktion.

Når man er blevet skuffet så ofte, så forventer man intet, men jeg håber på lidt information og måske fotos. Har tydeligt givet udtryk for, at jeg ikke vil påtvinge nogen mit selskab/en kontakt, men hun er den eneste, der kan give visse informationer, og det kan være for sent lige pludselig. Skulle hun have ombestemt sig, er det selvfølgelig glædeligt og jeg vil selvklart meget gerne se hende/have kontakt. Fingers crossed please! Uanset, kan jeg ikke takke den søde kontakt, jeg har fået i Tyskland nok, for hendes hjælp og engagement.

Lørdag incl. links


Fra min gåtur idag ved Kystvejen – det haglede, stormede og var bare så koldt – mobilfoto

Det har været en god dag i dag. Sov længe, og sneglede mig op. Jeg var træt, men tvang mig igang, for jeg skulle have lavet deller til noget komsammen, jeg skal til i morgen. Men jeg har også et mål om, at jeg skal have mere motion puttet i min hverdag og minimum gå en tur på en time. Så på trods af, hvad føltes som arktisk kulde, kom jeg ud og gå en tur på næsten 1½ time. Jeg var pakket ind, som skulle jeg til Nordpolen og var fuldstændig ukendelig. Min uldne hue fra Irland kom virkelig til sin ret i dag, udover ulden undertrøje m.m. Egentlig havde jeg taget min spejlrefleks med, men på vejen opdagede jeg, at jeg ikke havde mere strøm på batteriet. Noget der yderst sjældent er sket for mig. Men så havde jeg heldigvis den nye teleon (HTC One min nye telefon). Havde ikke nået at sætte mig vildt ind i det med fotos endnu, og det voldte mig lidt kvaler, og vejret indbød ikke til at stå og fumle for længe, men det lykkedes mig da at tage ovensiddende. At sige det var koldt forslår ikke. Hagl og senere sne og vind af stormstyrke – jeg følte mig som noget af en helt, da jeg kom hjem.

Senere har jeg stegt deller som sagt og så ellers bare hygget her. Nu har jeg lige et par småting jeg skal have ordnet inden i morgen og så står den på afslapning. Lige nu her, hvor jeg skulle se noget mens jeg skrev dette, måtte jeg IGEN konstaterer, at det TV, jeg købte hos Medion, var et ualmindeligt dårligt køb. Det er nu gået i stykker for 5 gang – 2. gang lyden går. Nu kan de efterhånden beholde deres l…!!! Jeg kan på ingen måde anbefale et sådant TV og jeg køber ihvertfald ikke sådan et igen! Til gengæld har jeg været godt tilfreds med min computer derfra, men det råder jo ikke bod på det andet.

Jeg falder som sagt altid over interessant, og vil gerne dele det med jer. Først skal I se nogen af de mest fantastiske fotos, jeg længe har set. Det er en russisk kvinde, der har fotograferet sine børn og sine dyr. Helt, helt fantastisk. Ikke mindre fantastiske er disse fotos af dyrebørn i moders liv.

Dette her link, må I love mig I lytter. Jeg har aldrig, aldrig i mit liv, hørt noget lignende. Det skal siges, at pigen som kun er 9 år gammel aldrig har modtaget undervisning. Vær forberedt på at samle din underkæbe op fra gulvet.

Nu vi er ved musikken, så er blev jeg egentlig ret forarget over, at man på P4 pludselig ikke finder Brdr. Olsen gode nok til at blive spillet. Hvad ligner det nu?

Som du ved, er jeg fuldstændig hooked på at se Sporløs. Forleden var der på DR1 et nyt program, jeg ikke har set før, men som viste sig at være norsk af oprindelse og som er sammen princip, omend opbygningen er anderledes. “På sporet” hedder det. Originalen hedder “Tore på sporet“. Det afsnit, jeg så var 2:8, så du kan sagtens nå at hoppe med på vognen. Nu vi taler om den slags, så sker der om en måneds tid initiativ for mig på min adoptionsfront, men det skal jeg fortælle mere om, når jeg ved mere forhåbentligt.

I sammenhæng med en af mange grupper, jeg er med i på Facebook omkring adoption etc., faldt jeg over en ny film med Judi Dench – Philomena (2013), som handler om den praksis man havde omkring piger, der “kom i uføre” og blev sendt bort for at føde deres børn, og så tvunget til at bortadoptere dem. Dette var især i Irland (katolsk) meget ofte til klostre. Denne film bygger på en sand historie og er også en bog, som jeg nu er ved at læse.

Ingen linkssamling uden mad også. Forleden kom jeg i tanke om en ret, jeg ikke har lavet længe, og jeg vil lige minde jer om den også. Enkelt, men meget meget smagfuldt.

Så er der TinyLemontree.com, som er en vegansk blog med de dejligste opskrifter og appetitvækkende fotos. Kig forbi og bliv inspireret.

At rejse er at leve, er der nogen der siger – og man skal spise for at leve. Denne blog (Vegan Miam) handler om begge dele, så svært ikke at lade sig fange! Den er også vegansk.

Som du ved startede jeg også på det med 5:2 faste. Det er ikke blevet til nok, men det skal det nu, og derfor passer det mig fint, at jeg fandt disse links forleden, som handler om faste på vegetarisk vis. Derudover følger jeg 5:2 Veg (engelsk)